Old habits die hard lyder det gamle engelske ordsprog. Mange antager, at titlen Die Hard refererer til en særlig smertefuld måde at stille træskoene på. Men begrebet er imidlertid en betegnelse for noget, der er svært at aflive – såsom en vane, en stædig politibetjent eller en række spillefilm, der har indtjent adskillige millioner dollars på verdensplan. Det kom som ingen overraskelse, at man efter fem års pause valgte at producere en tredje film om strisseren John McClane og hans eksplosive eskapader: “Die Hard – Mega Hard”. Seriens første to episoder havde skovlet så mange penge ind, at det blot var et spørgsmål om tid… nøjagtig ligesom seriens dugfriske fjerde kapitel.

John McTiernan vendte tilbage til instruktørstolen, hvor han også befandt sig på den første film, men lighederne imellem produktionerne er fåtallige. Denne gang farer McClane rundt i New Yorks gader sammen med butiksejeren Zeus (Samuel L. Jackson), mens han forsøger at hitte ud af, hvordan han kan besejre en galsindet skurk ved navn Simon, der har set sig sur på ham. Det viser sig, at Simon var bror til Hans Gruber – den tyske terrorist, som McClane dræbte i “Die Hard”.

Afstanden mellem den klaustrofobiske og på mange måder troværdige “Die Hard” og så den fuldstændig løsslupne “Die Hard – Mega Hard” kunne ikke være meget større. Det kommer heller ikke som nogen overraskelse, at manuskriptet oprindeligt intet havde med “Die Hard” at gøre. Manuskriptforfatteren Jonathan Hensleigh (som senere instruerede den undervurderede “The Punisher”) havde skrevet en historie med titlen “Simon Says”, som så blev transformeret og opdateret til et “Die Hard”-manuskript. Det forklarer også, hvorfor Simon pludselig viser sig at være Hans’ bror, da det virker som et forceret twist.

Men hvem gider egentlig også bare se mere af samme skuffe? Bruce Willis er charmerende som altid, og McClane er fortsat en sympatisk antihelt, der altid har en mindeværdig, sarkastisk bemærkning på tungen. Med Willis og en garvet genreinstruktør som McTiernan i førersædet, kan det ikke gå helt galt, og det gør det ej heller. Willis og Jackson udgør et mageløst makkerpar. Der er en fantastisk kemi imellem dem, som gør de fiktive karakterers spirende venskab en fornøjelse at bevidne. Jeremy Irons er også herlig som den stammende, gådeglade Simon.

Det er ikke kun eksplosionerne og skurkenes ambitioner, der er blevet større – humoren er også blevet mere markant, og filmen vinder ubesværet prisen for “Die Hard”-seriens sjoveste del, hvilket især er Willis’ og Jacksons fortjeneste. Filmfolkene har heldigvis indset, at en film så overdreven og usandsynlig kræver tilsvarende pompøs humor for ikke at ende med at blive ufrivillig komisk. Der er kun få perioder, hvor filmens hæsblæsende tempo halter, såsom under den forhastede slutning. “Die Hard – Mega Hard” opfinder ikke den dybe tallerken, men den serverer en attraktiv og mættende filmisk godbid.

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Skivens THX-godkendte transfer skuffer desværre lidt. Kontrastniveauet er ikke helt stabilt, og enkelte scener fremstår derfor alt for lyse, hvorfor en del gryn ofte bliver fremhævet. Billedsiden er ellers skarp hele vejen igennem, og alvorlige tilfælde af edge-enhancement eller digital støj optræder aldrig. Udtværing figurerer næsten ikke, og farvetemperaturen er kun sjældent en tand for høj.

Der er ingen grund til at være bitter over, at udgivelsen af “Die Hard – Mega Hard” (i modsætning til udgivelserne af seriens to første film) ikke byder på noget DTS-spor, eftersom discens Dolby Digital 5.1 mix er fremragende. Der er flere eksemplariske panoreringer, som virker fuldstændig naturtro. Dialogen rammes af og til af minimal overstyring, og lidt mere raffineret atmosfærelyd havde også været dejligt. Men alle kanalerne bruges godt, og ingen af højtalerne får lov til at overdøve de andre.

Disc 1 byder på et kommentarspor med instruktøren John McTiernan, manuskriptforfatteren Jonathan Hensleigh og 20th Century Fox’ forhenværende marketingschef, Tom Sherak, der ikke har meget at sige. Hensleigh fortæller især en del om manuskriptets rødder, og McTiernan er også interessant at lytte til, selvom hans knastørre stemme godt kan blive en smule enerverende til tider.

Vi springer videre til disc 2. Featuretterne “Behind the Scenes: Die Hard with a Vengeance” (22 min.), “A Night to Die For” (22 min.) og “Die Hard 3 Featurette” (4 min.) indeholder enkelte fine interviews, men dokumentarerne består også af alt for mange klip fra selve filmen og kedelig snak om plottet. “A Night to Die For” byder dog på morsomme klip af diverse kendisser, der udtaler sig om serien, og så er gennemgangen af filmens imponerende tog-stunt også spændende.

I “Interview with Bruce Willis” (6 min.) og “Villain’s Profile” (5 min.) hører vi bl.a. om filmens skurke og Willis’ forhold til genren og McClane. Der er også inkluderet gennemgange af brugen af special-effects i syv scener. Man kan desuden høre mere om planlægningen af tre store stuntsekvenser via “Terror in the Subway” (9 min.), “Prepping the Park” (11 min.) og “Blowing Up Bonwit” (8 min.).

Det mest interessante stykke ekstramateriale er en alternativ slutning. Hensleigh har indtalt kommentarer til den. Det er en meget anderledes og overraskende dyster scene (spoiler følger), der ville have besværliggjort produktionen af en fjerde film, da den bl.a. etablerer, at McClane er blevet fyret. Flere måneder senere finder han Simon Gruber på en europæisk restaurant, hvor de leger russisk roulette med en lille bazooka. Hverken denne eller filmens egentlige slutning føles tilfredsstillende, men det her er en fascinerende og stemningsfuld scene, som endda vinder på gensyn.

Endeligt er der nogle få storyboards og to biograftrailere. Hvis man markerer Exit-skiltet på interview-undermenuen med sin fjernbetjening, får man adgang til få minutters fraklip.

“Die Hard – Mega Hard” er en forbandet underholdende og uhyre morsom spændingsfilm. Den adskiller sig især fra etteren takket være actionsekvenser, der er så utroværdige, og karakterer, som er så karikerede, at al plausibilitet hurtigt ryger fløjten. Men man kan ikke just hævde, at John McTiernan ikke har skruet en æstetisk imponerende og fængslende thriller sammen. Transferet skuffer en anelse, men DD5.1-lydsporet er fornemt, og ekstramaterialet er virkelig godt.