Snavset betjent. Pletfri thriller

Der har i de seneste år floreret megen snak om en ny og dermed sjette film i sagaen om den hårdkogte politibetjent ‘Dirty’ Harry Callahan og hans kraftige Magnum-revolver. Clint Eastwood aflivede gudskelov rygterne i år i Cannes. Ikke én af føljetonens fire fortsættelser formåede at være nær så spændende, æstetisk raffineret eller endda kontroversiel som seriens første kapitel. Hvorfor skulle man tro, at en ny fortsættelse ville sejre, hvor de andre har fejlet? Og hvorfor dog genoplive karakteren som en nedslidt, 80-årig veteran, når nu Don Siegels originale “Dirty Harry” fra 1971 (modsat Eastwoods aldrende fysik) endnu ikke har udvist synlige tegn på alderdom?

Bruce Surtees strålende fotografering og Carl Pingitores præcise redigeringsarbejde er med til at fastholde et gennemgående højt tempo, som selv Michael Bay og Rob Cohens nyere, overgearede actionbrag har svært ved at overgå. Karakterer introduceres ofte via få replikker eller lynhurtige gestus, men det er som regel også nok. Filmens største trumfkort, Eastwood naturligvis, bad manuskriptforfatterne om at sakse en masse dialog, og man forstår udmærket hvorfor. Med blot ét enkelt blik eller én kort bemærkning formidler skuespilleren mere, end de fleste af hans kollegaer formår med adskillige siders replikker. Ligesom Lalo Schifrins vidunderlige, jazzlignende musik oser Eastwood af stil.

Eastwoods tidløse præstation, der har haft en markant effekt på utallige skuespillere og alle senere film om kompromisløse ordenshåndhævere, er helt på højde med Andrew Robinsons chokerende indsats som psykopaten Scorpio – en seriemorder, der er delvist baseret på virkelighedens Zodiac-dræber, som ligeledes myrdede tilfældige mennesker i San Francisco og omegn. Den dengang 29-årige Robinson var så troværdig, at han modtog talrige dødstrusler og i årevis næsten udelukkende blev bedt om at spille nederdrægtige psykopater. Og instruktør Don Siegel, der ikke blot endte med at blive en af Eastwoods bedste venner, men også skuespillerens mentor, hiver mindeværdige præstationer ud af selv de mest ubetydelige statister.

Der er simpelthen intet fyld i denne lækkerbisken af en thrillerklassiker, som i dag er et højaktuelt eksempel på, hvordan man skruer en actionfilm sammen, som skærer direkte ind til benet og ikke svælger selvtilfreds i sit eget fedt. Al den information, publikum har brug for at vide, leveres rapt, og som regel mens figurerne er på vej mod deres næste mål. Der er uventede twists i hobetal, og alt fra Eastwoods udødelige monologer til bifigurernes mere beskedne replikker er skarpe og sædvanligvis forfriskende uprætentiøse. Størstedelen af karaktererne virker ægte, og de humoristiske indslag føles aldrig påklistrede eller platte. En anden årsag til filmens fortsat enorme popularitet er dens evne til stadigvæk at fostre debat.

Harry Callahan er en næsten tøjlesløs strømer, som gladeligt bryder loven under sin jagt på sin sindssyge nemesis. Han er en omvandrende gråzone, der har vakt afsky blandt mange liberale tilskuere, som ser Callahan som en højreekstremistisk, umoralsk lømmel. Eastwood har hyppigt afskrevet analyser af filmens politiske undertoner med konstateringen ”Det er blot en film.” Og dog… “Dirty Harry” bør ikke associeres med et så livløst adverbium som blot. Filmen tvinger os til at granske vores egne defekter gennem vores reaktioner på protagonistens handlinger. Og på spidsfindig vis bemærker den desuden, at grænsen mellem skurk og helt i visse henseender er blevet sløret.

Video

“Dirty Harry” er en snart 40 år gammel film, så det siger sig selv, at udgivelsens transfer ikke er perfekt. Billedet er til tider grumset. Man har nok ikke kunnet fjerne alt snavs fra negativet uden også at miste vigtig billedinformation. Visse skud er også en anelse slørede. Men hovedparten af “Dirty Harry” fremstår fuldstændig pletfri. Billedet er sædvanligvis knivskarpt, og kontrasten er overordentlig solid. De mætte farver er smukke og tillokkende, hudfarverne er troværdige fra start til slut, og hverken komprimeringsfejl eller glorier optræder. Godt arbejde.

Audio

Skivens engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er ikke nær så imponerende som transferet. Lydsiden er blevet renset for en masse støj, men overstyring optræder stadigvæk til tider. Man distraheres dog aldrig af disse sjældne tilfælde, og replikkerne har som regel en god, solid rumklang. Der er som forventet kun få mærkbare panoreringer, og subtile atmosfærelyde er sjældne, men trods alt effektive. Lydeffekterne og musikken lyder distinkt, og subwooferen giver især de mange skudlyde ekstra slagkraft.

Ekstramateriale

Forfatteren Richard Schickel, der har skrevet en biografi om Eastwood, har indtalt et kommentarspor til filmen. Schickel er en interessant fortæller, der tydeligvis ved en del om både Eastwood og produktionen af “Dirty Harry”. Desværre holder manden mange pauser undervejs, og man savner undertiden argumenter for Shickels påstande. Eksempelvis konstaterer forfatteren tidligt, at filmmagerne bevidst undgik nærbilleder, men han forklarer aldrig hvorfor.

Trailere til alle seriens fem film medfølger også. Det samme gør i alt 10 generelt underholdende interviews, som tilsammen varer ca. 28 minutter. Folk som Eastwoods faste klipper, Joel Cox, manuskriptforfatteren John Milius og endda Arnold Schwarzenegger diskuterer “Dirty Harry”-filmene og deres indflydelse. “Clint Eastwood: Out of the Shadows” (87 min.) er en fremragende dokumentar om den ikoniske skuespiller. Den blev desværre produceret omkring årtusindskiftet, så den berører ikke de seneste år af mandens glorværdige karriere. Men den er ikke desto mindre spækket med interessante optagelser, fascinerende anekdoter og informative interviews med Eastwoods venner og beundrere.

Næsten ligeså god er “Clint Eastwood: The Man from Malpaso” (58 min.), der også omhandler skuespilleren og hans karrieres evolution. Udgivelsens tre resterende dokumentarer er ikke nær så lange eller fyldestgørende, men “The Long Shadow of Dirty Harry” (26 min.), “Dirty Harry: The Original” (30 min.) og “Dirty Harry’s Way” (7 min.) indeholder bl.a. flere interessante diskussioner om kritikken af filmens skildring af vold. Alt videomateriale præsenteres i Standard Definition.