FilmenSlår man “A Dirty Shame” op på www.filmratings.com kommer følgende rating op: ”Rated NC-17 for pervasive sexual content”. Så ved man ligesom hvor det bærer hen ad når man sætter denne dvd i sin afspiller. Filmen handler kun om tre ting: sex, sex og atter sex!

Instruktøren er John Waters, der med tilnavne som ‘The Prince of Puke’, ‘The Pope of Trash’ og ‘The Sultan of Sleaze’, tidligere har stået bag film som “Cecil B. DeMented” og “Serial Mom”. Hans film er som regel skæve komedier, der sætter et kritisk øje på de traditionelle familieværdier – og som er krydret med en god gedigen omgang smagløshed. “A Dirty Shame” er ingen undtagelse.

Waters var kontraktligt forpligtet til at levere en R rated film til New Line Cinema, der finansierede filmen. Men beskeden fra MPAA var nedslående: NC-17. Waters spurgte MPAA hvad han skulle klippe væk for at få den ønskede R rating. MPAA svarede at hvis han klippede alt det ud de ønskede, så ville filmen være 10 minutter lang. New Line forbarmede sig over Waters og gav ham lov til at sende filmen ud med en NC-17 rating. I Danmark er filmen forbudt for børn under 15 år, og det forstår man godt: der er masser af uforskammet nøgenhed i filmen.

“A Dirty Shame” har godt nok antydningen af et plot, der dog er lettere tåbeligt: vi møder den konservative arbejderklasse-kvinde Sylvia Stickles, hendes skvat af en mand Vaughn og deres datter Caprice, der er i husarrest, dømt for at blotte sig. Caprice er stripper og har fået forstørret sine bryster til nærmest abnorm størrelse, og hun går nu under kunstnernavnet Ursula Udders. De bor alle tre i kvarteret Harford Road, der er hjemsted for utallige skæve eksistenser med mystiske fetiches, som felching, sploshing, blossoming, osv.

Men Sylvia kommer ud for en ulykke og bliver ramt i hovedet af en skovl fra en forbipasserende bil. Hun får en hjernerystelse og det slår nu klik for hende. De kyskhedsbånd hun tidligere lagde på sig selv er nu helt væk og hun er nu et monster der kun tænker på sex. Heldigvis er mekanikeren Ray Ray i nærheden til at hjælpe hende til orgasme. Ray Ray er en sex-helgen, der leder efter en 12. apostel, som skal give ham og hans følge (som inkluderer Caprice) en ny seksuel åbenbaring – og han har udset Sylvia som den 12. apostel.

Sylvias mand Vaughn og hendes mor Big Ethel vil dog ikke sidde stille og se på at Sylvia, Caprice og Ray Ray slår sig løs i nabolaget. De starter derfor en sømmelighedsbevægelse som skal bekæmpe pornoficeringen af samfundet.

John Waters har i “A Dirty Shame” skabt et univers der gennemsyres af sex. Således er alle planter i kvarteret præget af seksuelle hentydninger: buske og hække er trimmede så de fremstår som kønsorganer eller personer i seksuelle positioner og træer har mystiske gevækster som ligner bryster og det der er værre. Der kan nemt gå sport i at finde dem alle. Harford Road bebos af modsætninger. Der er ingen “normale” karakterer i filmen – enten er de ultra konservative eller også er de ultra sexfixerede… og en simpel hjernerystelse kan få folk til at vende sig fra det ene til det andet på en femøre.

Filmens rolleliste består af et ensemble af skuespillere, hvoraf mange af dem er Waters’ gamle bekendte, som han har brugt ofte i sine tidligere film. Der er også kommet nye til, i form af Tracey Ullman, Selma Blair, Chris Isaak og Johnny Knoxville. Generelt er skuespillet temmelig unaturligt og de fleste medvirkende overspiller deres roller i stor grad. Det virker ret anstrengt når de ligger og vrider sig i det der skal forestille at være seksuel ekstase. Denne overdrivelse passer dog ganske godt til filmen, dens emne og dens humor. Men man ser i hvert fald ikke “A Dirty Shame” for at nyde dens skuespil!

Med filmen retter Waters en kritik imod de mange konservative grupper i USA som nærmest fordømmer sex, men også imod løssluppenheden. Sømmelighedsbevægelsen i filmen har måske ret i nogen af deres pointer, for hvem ønsker at se folk åbenlyst have sex i forhaven, som det sker i filmen. Men de er for rabiate og forsøger faktisk at tvinge folk væk fra deres seksuelle overbevisninger. Moralen må være moderation: hvad folk underholder sig med af mystiske fetiches inden for hjemmets fire vægge vedkommer ikke andre… men så skal det også forblive der.

“A Dirty Shame” er først og fremmest en komedie, og formålet er at få folk til at grine. Om man kan se det sjove i denne film må være en smagssag, for humoren hører absolut til i den beskidte ende. Man kommer med jævne mellemrum til at sidde og tænke på Benny Hill, især imod filmens slutning. Hvis man kan lide denne form for humor, så er filmens svage plot og unaturlige skuespil noget som man let kan se bort fra. Hvis man er lidt konservativ bør man nok holde sig væk.

VideoPå billedsiden kommer udgivelsen med et videotransfer i Anamorphic Widescreen med 1.85:1 Aspect Ratio. Det er et ganske acceptabelt transfer, der dog ikke er noget ud over det sædvanlige. Farverne er rigtig gode og naturlige, men billedets skarphed kunne være en bedre. Billedet står en smule grynet, men ikke så voldsomt at det er uudholdeligt. Til gengæld er der ingen synlige kompressionsproblemer, såsom edge-enhancement.

AudioHer er der to lydspor i Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0, begge på engelsk. Der er ikke meget at komme efter hvad angår surround-effekt og bas-bulder på denne udgivelse. Det lægger filmen heller ikke specielt op til. Lyden består primært af dialog og musiknumre, og disse kommer primært fra fronthøjtalerne. Et par gange er der draget nytte af surround-højtalerne, men kun momentvis. Skal man sige noget godt, er lyden klar og uden forvrængning af nogen art. Det er et acceptabelt lydspor, filmen taget i betragtning.

EkstramaterialeEkstramaterialet består af to kommentarspor. Det første er med instruktør John Waters og det andet er med udvalgte personer fra filmens crew. Sporet med John Waters er langt det mest interessante, og han fortæller konstant og entusiastisk om filmens tilblivelse og krydrer med sjove anekdoter.

Dernæst er der et dokumentarprogram på ca. 82 min. kaldet “All the Dirt on A Dirty Shame”. Programmet består næsten udelukkende af interviews med filmens skuespillere og crew. Der er et vist sammenfald imellem indholdet af dokumentaren med de to kommentarspor, og den megen snak bliver lidt trættende i længden.

Endelig er der en slettet scene, som jeg nærmere vil betegne som en blooper. Johnny Knoxville har lidt sjov med en strategisk placeret gummislange (altså ikke en haveslange, en slange af gummi), men det kan næppe bringe mange smil frem hos seeren.

Det kan derimod en lille kortfilm ved navn “Toy Joy”, der omhandler sexlegetøjs hårde liv: hvad sker der når ejerne får en kæreste og fuldstændig glemmer at deres legetøj også har visse behov.