Følelser fylder tomme tanker

Man havde set det komme, men det er stadig svært at acceptere. Ikke engang elitesoldaterne, actionfilmens go to guys for heroisk klippefasthed, er fredede. Realismen banker på med PTSD og triste skæbner. Manden i munkeklostret, der indvilger i ‘one last job’, er blevet til gutter, der kører rundt i en gammel Golf og faldbyder sikkerhed til de rige og magtfulde. Skridtet lige over diskoteksdørmand, men med samme smarte headset og forvrængede opfattelse af egen professionalisme. “Disorder” er turen hjem fra Oberst Kurtz’ flod med bagagen fuld af paranoia og eksotiske piller.

I den forstand er der intet nyt i skildringen af krigens rædsler. Det er ikke Vietnams jungle eller Bagdads støvede gader. Men den grå franske boligblok tilbyder sit eget klaustrofobiske mareridt, som Vincent ikke ser anden vej ud af end en ny udsendelse. Han er fuldstændig afhængig af tjenesten. Det er nok ikke muligt at finde en mere egnet skuespiller til den dårligt skjulte afmagt end Matthias Schoenaerts. Typecasting. Men jo ikke uden grund.

Alice Winocour skildrer et ubehageligt institut-Frankrig med halvhjertede psykologsamtaler og uendelige hvide gange. For at fordrive tiden, indtil de slipper ud, arbejder Vincent og hans soldaterkammerater som sikkerhedsvagter for suspekte rigmænd med store godser. I et af dem sidder Diane Kruger og filer på den gamle sang, at rige mennesker har flere penge og flere problemer. Scenen er sat vrængende klassisk, måske netop fordi Winocour vil vise en anden retning end ‘bidsk ulv, der varmer op under isdronning’.

Det er alt det indimellem, der har fået opmærksomhed. Eksempelvis kameraet, der sniger sig frygtsomt rundt bag Schoenaerts brede ryg, når han gennemsøger palæet og den mørke have. Som et lån fra en gyserfilm, men med nogle andre skrækscenarier i vente om hjørnet. Selv om han (næsten) kan overbevise sig selv og sine kammerater om, at alt er fint, var jeg ikke i tvivl om, at Vincent er på vej ud over kanten. Det er spørgsmålet om, hvornår hans paranoia slår fuldt igennem, der driver spændingen.

Der er jo ikke noget galt, tænker man. Hvem skulle også gide overfalde en trofæhustru og et lille barn. Den realistiske iscenesættelse skruer godt op for skepsissen. Verden er jo ikke en actionfilm. Tænker man. Men så er der alligevel et eller andet, der pusler i haven. Winocour spiller på balancen mellem frygten og fornuften. På de mørke timer alle har haft, hvor historier om kidnapning og hjemmerøveri får én til at smide billetten til Alternativets venskabspandekagebagning og tegne et DF-medlemsskab med inkluderet sikkerhedsdør og våbenskab for 1275,- årligt.