Advokat ved et tilfældeDer findes mange forskellige måder at snedkerere og eksekvere en dokumentarfilm af spillefilmslængde på. Mens Michael Moores eksempler ud i genren for eksempel hører til de mere poppede af sin slags, er iranskfødte Barbet Schroeders “Djævlens Advokat” straks mere nedtonet i sin facon.

Filmen bygger på talrige interviews med forhenværende frihedskæmpere, terrorister, domsmænd og ansatte i efterretningstjenesten og i politiet med fokus på den halvt vietnamesiske og halvt franske Jaques Vergés, der, for at komme sine egne politiske idealer til kort, nærmest ved et tilfælde endte med en karriere som beskikket forsvarsadvokat. Igennem arkivoptagelser af ældre og nyere dato – de spænder ligesom hans voksenliv over mere end fem årtier – fortælles historien om en ener i det franske retssystem, elsket af alverdens diktatorer og hadet af lovhåndhævere for sine utraditionelle og aldeles kontroversielle fremgangsmåder, der oftest har givet hans berygtede klienter frifindelse.

Det interessante ved “Djævlens advokat” er uomtvisteligt, at der her er at gøre med en film, som får vist, at ikke alt er så sort og hvidt, som den offentlige mening beskriver, selv om man i visse situationer nemt forledes til at se tingene på netop den måde. Om nogen er Jaques Vergés oprørets og frihedskæmperens frontfigur, forsvarer uden at blinke med øjnene politiske fanger og revolutionære, ene og alene fordi han ikke bryder sig om koloniseringen, franskmændenes besættelse af de nordafrikanske kystlande og den politiske studehandel omkring placeringen af staten Israel kort efter Anden Verdenskrig. Blot for at nævne enkelte af den juristuddannedes mærkesager, som de her bliver skildret.

Desværre har instruktøren ikke haft et fornødent overblik til at bevare fokus hele vejen igennem den over to timer lange film, der da også er for lang i sit spyt. Midtvejs glider djævleadvokaten Vergés ubemærket ud i periferien, mens halvfjerdsernes og fattigfirsernes terroranslag i det vestlige Europa derimod træder i forgrunden og dominerer filmens afsluttende kapitler. Stilen er nedbarberet, fordi det er de informationer, vi igennem de mange interviewsekvenser serveres for, der er det mest interessante. Og selv om det historiske input og de mange forgreninger mellem forskellige terroristnetværk og med Vergés som det åbenlyse og fælles bindeled er dramatisk og fyldt med uforglemmelige anekdoter, nærmer “Djævlens advokat” sig hen mod slutningen regulært overkill.

For mange detaljer dræner tempoet, som indledningsvis ellers syntes jævnt og stabilt. Visuelt er “Djævlens advokat” altså ikke noget traktement, men serverer interviews med de involverede parter fra top og bund, fra øst og vest som perler på en snor, kun afbrudt af relevante arkivoptagelser og så den journalist, som ikke altid forstår, at det ikke er god presseskik at afbryde den interviewede midt i en sætning. Vergés har bortset fra de otte år i løbet af halvfjerdserne, hvor han gik under jorden og helligede sig andre interesser, et ukueligt talent for at blive involveret som forsvarer for de mest markante profiler på den politiske scene, dels fordi han selv søger det, men også fordi han har evnen – igennem sin særlige stil – til at få sine klienter frikendt trods grove anklager om folkedrab, bombesprængninger og likvideringer i frihedens navn.

Og netop legaliseringen af terrorisme som hovedmidlet i frihedskampen er et bærende element. Det er væsentlige pointer og bekymrende afsløringer, der bliver integreret i filmens didaktik. Der tegnes et broget billede af særligt fransk udenrigspolitik, som har forgreninger helt op til nutiden og franskmændenes blandede holdning til den seneste krig i Irak. Selv om man som seer er tvunget til at holde tungen lige i munden og vælge side, sætter “Djævlens advokat” på fornuftig vis billeder på den politiske historie, naturligvis særligt tegnet med indflydelse fra Vesteuropa og en række nordafrikanske lande.

Men der mangler nu alligevel pondus. Jaques Vergés kommer man aldrig helt ind under huden af, og fornemmelsen af at han holder sit privatliv og sit sande jeg tæt ind til kroppen er hele tiden allestedsnærværende. Det burde være det ypperste for personportrætter i en hvilken som helst dokumentarfilm, at vrangen bliver vendt ud på den person, det nu engang handler om. Det er desværre ikke lykkedes her, hvor Vergés alligevel er for dreven og kun siger det allerhøjst nødvendige. Privatpersonen Jaques Vergés må således mestendels stå hen i det ukendte. Men den offentlige person kommer “Djævlens advokat” til gengæld godt omkring.

VideoBedre end filmen i sig selv er det skarpe anamorphic widescreen 1.85:1-format, som faktisk hører til de bedste sider. Filmens sammenkædning af gammelt arkivmateriale og nyere interviews gør sig godt, og både farver og kontrast holder sig nogenlunde stabile, mens der kun i begrænset omfang er eksempler på edge-enhancement eller digitale forstyrrelser. Udtværinger er der til gengæld ingen af.

AudioDokumentarfilmen præsenteres i de fransksprogede Dolby Digital 5.1-, DTS 5.1- og Dolby Surround 2.0-lydspor, alle af fremragende beskaffenhed. Således er talen i de mange interviews trods varierende alder tydelig og overdøves ikke af filmens udtalte brug af musik som stemningsopbyggende element. Endelig ligger atmosfæren også fuld af detaljer i baggrunden og påkræver indimellem sin udelte opmærksomhed.

EkstramaterialeUd over trailere for “Djævlens advokat”, “AFR”, “Drageløberen”, “Persepolis”, “My Blueberry Nights” og “Lust, Caution” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.