Er det virkelig allerede ti år siden, at de to danske instruktører Lars von Trier og Thomas Vinterberg nedfældede de ti restriktive regler, der kom til at danne grundlag for det kontroversielle Dogme-format? Hvad der startede som en lille, spøjs idé udviklede sig hurtigt til et kæmpe verdensomspændende fænomen, der indtil videre har resulteret i 50 film, der lever op til de famøse Dogme-principper. Ikke blot danske film, men også film fra lande som England, USA, Frankrig, Chile, Mexico og Luxembourg. Den minimalistiske, destillerede tilgang til de levende billeder, som Dogme-genrens pionerer sigtede efter, står ironisk nok i stærk kontrast til den enorme mængde omtale, som filmene fik og stadigvæk får over hele verden. Sig hvad du vil om Dogme – konceptet er blevet kaldt selvhøjtideligt, åndssvagt, genialt, arrogant, unødvendigt, opfindsomt, forvirrende og mange, mange andre ting. Men der er ingen tvivl om, at udgivelsen af den første Dogme film, “Festen”, i 1998 gjorde Danmark tydeligere end nogensinde før på det globale filmkort – på mange måder både fortjent og forståeligt.

Netop “Festen” er en af de fire film, der er inkluderet i denne fornemme 5-disc udgivelse fra Electric Parc – folkene bag den ligeledes fornemme “Lars von Trier’s Europe Trilogy” udgivelse fra sidste sommer. Udover “Festen” indeholder boksen også de tre efterfølgende Dogme-film: Lars von Triers “Idioterne” fra 1998, Søren Kragh-Jacobsens “Mifunes sidste sang” fra 1999 og Kristian Levrings “The King is Alive” fra 2000. “Festen” anses af de fleste som værende ikke blot den bedste Dogme film, men samtidigt en af de bedste danske film i nyere tid. Det er også den af filmene, der har nydt størst international succes, bl.a. med en fin placering på IMDb’s populære Top 250 liste, og efterfølgende er den også blevet basis for et populært teaterstykke.

Denne udbredt positive opfattelse af “Festen” skal bestemt ikke modsiges her. “Festen” er et fænomenalt familiedrama, der uden tvivl er Thomas Vinterbergs bedste film til dato. Filmens unikke visuelle simplicitet er uimodståeligt dragende og gør kun filmens ubehagelige fortælling om incest endnu mere jordnær og realismebetonet og derfor også endnu mere ubehagelig. Det er en fornem introduktion til Dogme-universet, en af de mest velspillede og mindeværdige film i dansk filmhistorie og et veltimet adrenalinskud, der ikke blot sætter blodomløbet på seeren vældigt i gang, men også gav kreativiteten indenfor dansk film et ordentlig los i røven.

Lars von Triers “Idioterne” udkom senere samme år, men modtagelsen hos både kritikerne og biografpublikummet var mere kølig i denne omgang. Og det er i og for sig forståeligt nok. “Idioterne” er en hel anden type film end “Festen”. Vinterbergs film bød på et langt mere håndgribeligt plot og en mere almindelig og lettilgængelig dramaturgisk struktur end “Idioterne”. Begge film ønsker at provokere, men på forskellige præmisser. Vi får lov at følge en gruppe danskere, der agerer tåber, og ligesom “Festen” byder “Idioterne” på adskillige glimrende præstationer. “Idioterne” har fået et lidt uretfærdigt omdømme og er blevet overskygget af flere af de andre dogmefilm. Den er kaotisk og ofte en tand for rodet, men den er samtidigt unægteligt underholdende, tankevækkende og ofte meget morsom.

“Mifunes sidste sang” var også et stort hit, da den i sin tid udkom. Danmarks number one publikumstilfredsstiller på både godt og ondt, Anders Thomas Jensen, hoppede her med på Dogme-vognen. Han var senere også medforfatter på “The King is Alive”. Hans ujævne og malplacerede humor dukker heldigvis ret sjældent op her. Hans flair for det letkøbte og banale træder dog frem engang imellem (der bliver også tyvstjålet en scene fra “Jagten på den forsvundne skat”). Men endnu et par solide præstationer (især af Jesper Asholt) og instruktør Søren Kragh-Jacobsens tydelige engagement på både instruktør- og manuskriptfronten gør filmen til et værdigt bidrag til Dogme-kanonen – men måske nok boksens mindst spektakulær produktion.

Til sidst har vi den nok mest ukendte og undervurderede af filmene: Kristian Levrings “The King is Alive”, som samtidigt også var den første engelsksprogede Dogme film. Filmen handler ikke om Elvis men i stedet om en gruppe mennesker, der strander i ørkenen og derfor ganske logisk vælger at opføre Shakespeares “King Lear”. Det er den mest storslåede af filmene, fyldt med flotte (nærmest anti-Dogme) billeder. “The King is Alive” bliver desværre ofte forbigået, når der snakkes om Dogme, men filmen er helt sin egen. En smule prætentiøs og ru, ja, men interessant og fyldt med gode ideer og et farverigt persongalleri. Disse første fire Dogme film udgør et beundringsværdigt hele. Både som film og som eksperiment fungerer alle fire værker godt – nogle bedre end andre. Som helhed opnår filmene følgende karakter:

VideoAlle fire film bliver præsenteret i 4:3 Full Screen format, sådan som de også oprindeligt blev skudt (endnu en Dogme-regel). Når det kommer til billedgengivelsen af de fire film i denne boks, så er der især én Dogme-regel, der virkelig spiller ind: kunstig belysning er ikke tilladt. Alle filmene, bortset fra “Mifune”, er blevet skudt på video, så “Festen”, “Idioterne” og “The King is Alive” har alle et lidt mere digitalt præg end Kragh-Jacobsens film, der blev skudt på 16mm. Samtlige film ser cirka så godt ud, som man kunne forvente. Billedet er en smule mudret, farvetemperaturen og kontrasten svingende (ofte grundet blandingen af over- og undereksponerede billeder), og så er der både digital støj og blødhed i flere tilfælde.

Men alle filmene reflekterer her på dvd klart deres respektive instruktørers oprindelige visuelle intentioner og ambitioner. Og på trods af deres digitale herkomst ser mange af filmene dejligt filmagtige ud og er for det meste ganske skarpe og detaljerige (især de tre sidste film). Kontrasten er også ret solid på “Mifune” og “The King is Alive”. Kun et par få komprimeringsfejl synes ikke at høre til. Hvis man er tilhænger af hele Dogme-konceptet, vil disse billedsider nok snarere medrive end distrahere, hvorimod modstandere af filmene ikke vil blive rystet i deres grundvold.

AudioAlle filmene er udstyret med danske Dolby Digital 2.0 spor, som lyder ganske godt. Endnu én af de ti spilleregler indenfor Dogme lyder: lyden må aldrig produceres uafhængigt af billederne. Altså skal al lyd i filmen opstå samtidigt med at der bliver optaget, og ingen lyde indsættes i postproduktion. Der er selvfølgelig ikke forfærdelig meget gang i disse fire lydspor, men det er forbløffende og dejligt, så klart og tydeligt al lyd i filmene kommer igennem. Det kunne måske have været meget sjovt at høre filmene fylde flere højtalere ud (især i “Festen”, hvor det ville have bidraget til familiefestatmosfæren), men det ville også have forrådt Dogme-principperne en anelse.

EkstramaterialeHele fem discs er der at finde i denne fornemt designede digipack-boks. Der er én disc til hver film, og på hver disc befinder der sig et kommentarspor (“Idioterne” byder på to af slagsen), filmens trailer og en masse andre godter. Og så er der den 5. disc, som indeholder endnu mere ekstramateriale.

“Festen” dvd’en byder på mange lækkerier. Thomas Vinterbergs kommentarspor er muntert og sagligt. Vinterberg kommer af og til til at lyde en smule selvhøjtidelig (dog ofte med et ironisk glimt i øjet), men når han nu har skruet en så formidabel film sammen, kan man næppe bebrejde ham det. “Rukov: På sporet af den tabte tid” (58 minutter) er en lang og formidabel dokumentar, hvor vi får lov at observere den fantastiske og fantastisk morsomme manuskriptguru Mogens Rukov og hans dagligdagsbeskæftigelser over en lille periode. Jeg havde fornøjelsen af at se ham til en forelæsning for adskillige år siden, og han er mindst lige så interessant her som i virkeligheden.

I den dybt fascinerende “Afsløring af Festen” (10 min.) snakker Vinterberg om det faktum, at filmen er delvist baseret på en autentisk historie fra et amerikansk radioprogram. I “Tilbageblik på Festen” (29 min.) er der, som titlen antyder, flere af personerne involveret i produktionen som ser tilbage på filmen og dens tilblivelse, bl.a. Vinterberg, Ulrich Thomsen, Paprika Steen og mange, mange flere. Så er der fire slettede scener (incl. en alternativ slutning) med en samlet spilletid på cirka 16 minutter. Man har mulighed for at se dem, mens Vinterberg kommenterer dem. Som Vinterberg selv siger: de er af svingende kvalitet.

”Det er en bizar film, det er da det bedste man kan sige om den,” siger Lars von Trier bl.a. på kommentarsporet til “Idioterne”, som, ligesom filmen, ofte er muntert og underholdende. Trier bliver ledsaget af den Bodil-belønnede skuespiller Jens Albinus, der i øjeblikket spiller hovedrollen i DR’s tv-succes “Ørnen”. Sporet har desværre op til flere (ofte længere) pauser.

“Idioterne” kan også ses med kommentarer fra de såkaldte Dogme-eksperter Peter Schepelern (lektor på Københavns Universitet) og Stig Björkman (forfatteren bag “Trier om von Trier”). Det er også et ganske godt spor, som er mere sobert end Trier/Albinus kommentarsporet. Når nu de to eksperter kun får tildelt et kommentarspor på “Idioterne”, er det dejligt at de to herrer også ytrer sig om de andre film og om Dogme-konceptet generelt.

Der er også tre slettede scener fra “Idioterne”, hvoraf to af dem foregår på Nørreport Station og den tredje er en alternativt creditsekvens. Ikke ligefrem sensationelt. Men filmen “De ydmygede” (77 min.) – der indeholder uddrag fra Triers videodagbog af optagelserne – er fremragende. Fortællingen om filmens tilblivelse helt uden bullshit. Lang, men aldrig kedelig. Trier skifter imellem at virke morsom, visionær, ucharmerende og endda direkte skræmmende.

Søren Kragh-Jacobsen kommenterer “Mifunes sidste sang”. Det er et lidt mere traditionelt spor, men det er stadigvæk ganske interessant og byder på et fåtal af pauser. Derudover indeholder discen “On the Road with Mifune” (43 min.), hvori vi følger filmens succes i udlandet. Dokumentaren består primært af et fint interview med Kragh-Jacobsen. “Bag om Mifunes sidste sang” (28 min.) er en mere traditionel, men velproduceret, dokumentar om filmens tilblivelse. I “Tilbageblik på Mifunes sidste sang” (21 min.) ser folk selvsagt tilbage på skabelsen af filmen. Endeligt er der otte slettede scener, som Kragh-Jacobsen har indtalt kommentarspor til. Et par af disse er egentlig ret interessante, inklusiv et forsøg af Anders W. Berthelsens karakter på at begå selvmord.

Levrings kommentarspor til “The King is Alive” indeholder adskillige gode anekdoter, men det er en smule mere stakatoagtigt end de andre tre spor, og det byder også på mere retorisk snak end de andre. Men altså et ganske godt kommentarspor. Og så indeholder “The King is Alive” dvd’en pudsigt nok tre dokumentarer, som omhandler alle filmene og ikke udelukkende denne. De hedder hhv. “Dogmes Fødsel” (19 min.), “Lancering af Dogme” (16 min.) og “Arven efter Dogme” (32 min.). De handler om konceptets fødsel, udvikling og effekt, og de er alle (som det er med nogenlunde alt i denne boks) udførlige og oplysende. De fire instruktører, samt prominente folk som Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv og diverse skuespillere, har ladet sig interviewe til disse featuretter. “Tilbageblik på The King is Alive” (23 min.) er discens eneste dokumentar, som relaterer sig til filmen. Den er god, men man savner lidt input fra filmens skuespillere.

Så hopper vi til boksens 5. og sidste disc. Her er der en del ekstramateriale omhandlende “Festen” og “Idioterne”. Først og fremmest er der flere slettede scener fra “Festen” med kommentarer fra Thomas Vinterberg. “Bag om filmen Festen” (24 min.) er helt i stil med de andre “bag om”-dokumentarer i æsken. Så er der sektionen omhandlende “Idioterne”. Her finder vi “Lars 1-10” (10 min.), hvor Trier snakker lidt om Dogme-reglerne; “Tilbageblik på Idioterne” (30 min.), som disker op med det, titlen hentyder til; “Den idiotiske filtersætning” (7 min.), om det kontroversielle brug af filtre i “Idioterne”, hvilket Trier ikke kendte til; “En websamtale med Lars von Trier” (20 min.), hvor Trier svarer på spørgsmål om Dogme fra sit hjem i Lyngby via internettet; og endeligt musikvideoen “Idiots All Stars” (5 min.) – en bizar video, hvor Trier synger “You’re a Lady” (egentlig ganske hæderligt) akkompagneret af skuespillerne fra hans Dogme film in character.

Til slut fire resterende dokumentarer. “Freedogme” (53 min.) er produceret af tv-kanalen Arte. Det er en samtalekonference mellem instruktørerne Lars von Trier, Lone Scherfig, franske Jean-Marc Barr og endda tyske Wim Wenders. De forskellige personer bliver optaget hver for sig med videokameraer og snakker med hinanden via telefon. Det er en interessant dokumentar baseret på en fed idé. “Wag the Dogma” (29 min.) tager lidt pis på Dogme-konceptet og dets natur og popularitet. En ganske gemytlig featurette, men den har ikke meget ny information at byde på, og den mister lidt pusten i sidste ende. “Adm: Pop” (12 min.) handler om den populære og charmerende engelske fotograf Anthony Dod Mantle. Dokumentaren er kort, men Mantle dukker heldigvis også op i mange af boksens andre dokumentarer. Og i “Dogme på Cannes og Berlin filmfestival” (12 min.) følger vi naturligvis Dogme filmenes første optræden på Europas to mest prominente filmfestivaler. Det er bl.a. meget sjovt at høre Trier og Vinterberg promovere Dogme-konceptet som en kommunistisk bevægelse.

Desuden har udgivelsens ophavsmænd inkluderet engelske undertekster på ekstramaterialet (både dokumentarer og kommentarspor), så også udenlandske fans kan nyde godt af denne boks. Godt gjort. Og så indeholder boksen minsandten også et lille hæfte, som byder på en artikel af Peter Schepelern og en udførlig guide til materialet på de fem discs.