Positive journalistiske begreber og udtryk såsom unikt, originalt, nyskabende og vidunderligt, bliver kun brugt ved meget sjældne lejligheder. Men når den store danske auteur Lars von Triers film skal diskuteres og debatteres, er sådanne ord helt naturlige at anvende, uanset om der er tale om et nyt gevaldigt moderne mesterværk eller en pompøs og uhæmmet selvhøjtidelig produktion.

Lars von Triers seneste unikke udspil hedder “Dogville” (som for nylig ikke vandt de gyldne palmer i Cannes), og den tager udgangspunkt i en hemmelighedsfuld og relativ mærkværdig kvindes møde med et lille amerikansk bysamfund i 1930´erne, hvor hun søger ly for den glubske mafia og lovens lange arm. Denne smukke kvinde går under navnet Grace, og hun er en kvinde, som er så venligsindet og åbenhjertig, som hendes symbolske navn lægger op til. Hun bliver spillet af Nicole Kidman, og jeg vil vove at påstå, at Nicole Kidman aldrig har været bedre, end ikke i “The Others” eller “The Hours”. Hun behandler sin enormt komplekse karakter med professionel omhu og elegance, og formår at vække følelser i os fra hele det vidtrækkende menneskelige emotionelle spektrum.

Kidman bliver godt støttet af en fremragende skuespillerbesætning, som er fyldt til randen med flere formidable karakterskuespillere end en Paul Thomas Anderson film! Bl.a. dukker Triers gode venner Udo Kier og Stellan Skarsgård op. Begge har arbejdet med Trier adskillige gange før. Indbyggerne i Dogville repræsenterer alle forskellige aspekter og facetter af den menneskelige sindstilstand, og den venlige Grace konfronteres med disse personer under sit ophold i byen, med mange forskellige udfald, gode såvel som dårlige… heldige såvel som uheldige.

Et hurtigt kig på filmens kulisse vil måske umiddelbart få en til at tro, at man blot er vidne til en lille, plat og billig skolekomedie med dusinvis af billige rekvisitter. Men, i takt med at filmen folder sig ud, bliver det sværere og sværere at forestille sig nogen mere passende produktions-design set i relation til filmens handling. Der går ikke længe, før man faktisk fuldstændigt glemmer, at der er en tydelig mangel på scenografiske barrierer og fysisk håndgribelige rammer. Dette skyldes hovedsageligt filmens helt utrolige lydside, som med stor succes formår at give de visuelt sterile og døde omgivelser liv. Fugle kvidrer, fårekyllinger synger, og på trods af, at der ikke eksisterer nogen som helst mure eller traditionelle indgange i denne enorme kulisse, åbner og lukker folk kontinuerligt usynlige døre ved hvert eneste hus, med tilhørende auditive smæk og smæld.

Hele denne billedlige illusion fungerer fuldkommen perfekt, bortset fra en enkelt gang eller to, hvor vores registrering af filmens faktiske look tydeligvis er Triers intention. Det kan godt være, at filmens udseende ved første øjekast virker simpel, men dette er en film, som Trier aldrig ville have kunnet skabe med de 10 restriktive dogmebud hængende over hovedet. Også filmens unikke brug af lys og dæmpet og ofte sørgmodig musik er med til at styrke ens opfattelse af dette særprægede univers, som filmen udspiller sig i. Det er igen Trier som håndterer kameraet (i selskab med den talentfulde engelske fotograf Anthony Dod Mantle, som bl.a. fotograferede “Festen”), og sørger for at gøre billederne ekstra levende ved at tilføre filmen en urolig dynamisk effekt, som fænger, og som aldrig distraherer.

Kulissen er med til at give filmen det anonyme præg, som ligger tæt op af filmens fundamentale tematiske pointer. Det er bestemt ikke barnemad at begive sig ud i en filosofisk og dybsindig diskussion vedrørende et Lars von Trier værk, eftersom hans film består af så mange tvetydige lag på forskellige sanselige niveauer (visuelt, auditivt, litterært etc.). Enkelte amerikanske kritikere har beskyldt Trier for direkte at lange ud efter amerikanske ideer og principper. Selv om der er en vis underliggende kommentar til den amerikanske livsstil, så kunne hændelserne i Dogville garanteret hænde hvor som helst, hvilket nok er en af grundende til, at filmen foregår i et meget lille bysamfund, hvor både selve samfundet og kulissen er ansigtsløse og udefinerbare. Man får den opfattelse, at dette kunne finde sted hvor og når som helst. “Dogville” taler ikke specifikt til nogen bestemt etnisk gruppe eller geografisk population, men nærmere til det enkelte menneskelige individ. Det er i høj grad en film med henblik på etiske og moralske dilemmaer… en film om grådighed, mistro og tilgivelse… en film om den menneskelige godheds langsomme opløsning… alle begreber og fænomener som Trier tidligere har taget op i sin prestigefyldte karriere.

Der er sorgfulde øjeblikke i “Dogville”… der er steder hvor tårerne langsomt begynder at krybe sig igennem tårekanalerne, øjeblikke hvor man griber hårdt fat i armlænet af frustration og vrede, og der er øjeblikke, hvor man ler… Det er også lykkedes Trier at indskyde et par morsomme filmiske referencer her og der, hvor den bedste af dem desværre bliver indirekte afsløret af filmens plakat (den som præsenterer hele persongalleriet), men som jeg så ikke vil komme nærmere ind på her. Pga. filmens geniale mix af diverse emner og forskellige genrer, burde selv det publikum, som måske blot hungrer efter storslåede eksplosioner, hæsblæsende biljagter og et plotmæssigt vakuum, give denne film en chance. På mange måder virker “Dogville” også som et eventyr, ikke mindst grundet filmens kapitel-inddeling og John Hurts dybe, appellerende og bløde fortællerstemme (Thomas Winding, gå hjem!).