Det er sjovt, som det ofte er de mest simple ideer, der opnår den største succes. Ideen om en mand, udklædt som en stor blå flodhest armeret med et baseballbat og en umanérlig beskidt kæft, må have virket besynderlig på papir, men fungerer fortræffeligt på tv.

Dolph var tidligere en karakter i Mikael Wulff og Anders Morgenthalers noget ujævne tv-show “Wulffmorgenthaler” (navnesammenkædningen der også bruges i forbindelse med parrets lige så kvalitetssvingende tegneseriestriber). Men som så mange andre ‘stjerner’ udviklede Dolph sig til at blive et mindst lige så populært emne som sine mere velkendte medspillere. Mikael Wulff tog Dolphs popularitet til sig og kreerede “Dolph & Wulff” til DR, hvor parret begiver sig ud i det danske samfund for ‘at møde virkeligheden’, som omslaget så fint udtrykker det.

Dolph er efterhånden blevet en så vellidt og velkendt skikkelse i danskernes kulturelle bevidsthed, at der ikke er den store grund til at udpensle, hvad den knap så charmerende flodhest tager sig til. Idolerne er Steven Seagal og Jean-Claude Van Damme, og med det førnævnte bat i hånd og ninjaernes kodeks in mente bliver alt fra den tredje verden til Christiania tilsvinet på det groveste. Wulff er med sin stilfærdige naivitet modsætningen til Dolphs nådesløse brutalitet, der kombineret giver anledning til mange sjove situationer.

“Dolph & Wulff” er ikke blot en enormt underholdende serie. Selvom Dolph er en absurd karakter, kommer han ofte med flere brugbare udmeldinger – dog stadigvæk på ekstremt usaglig facon. Men det er både forfriskende og befriende at se satirisk underholdning med så meget ukontrollabel gåpåmod og en så klar mangel på regulær logik. Men flodhesten og det strithårede menneske er ikke seriens eneste frontløbere. Rasmus Bjerg gør det især godt som adskillige – ofte excentriske – bifigurer, og Jonas Schmidt optræder af og til også uden Dolph-kostumet.

Men der kan ikke være nogen tvivl om, at serien ikke er for alle. Nogle vil have svært ved at bifalde Dolphs voldsomme udfald, mens der nok vil være dem, som slet ikke vil kunne se det sjove i en tyk flodhest, der går amok. Og selv tilhængere af “Dolph & Wulff” må vel indrømme, at det kan være svært at fordøje flere af duoens eskapader over en længere periode. Vitserne fungerer ikke altid, nogle jokes bliver kørt en anelse for langt ud, og så er der generelt ikke særlig megen variation. Men når man i forvejen er i besiddelse af en så vellykket og effektiv formular, er der heller ikke den store grund til at afvige fra den. Faktum!

VideoPræsenteret i 4:3 Full Screen format. Alle udgivelsens 10 afsnit ser omtrent lige så godt ud på dvd, som de gjorde i sin tid på TV. Afsnittene er skudt på Digital video, og de fremstår skarpe. Farverne kommer også fint til udtryk, og der er sjældent tale om digital støj. Men der er også flere gange tilfælde af udtværing, minimale kontrastsvingninger og komprimeringsfejl – billedlige svagheder, som desværre flere DV-baserede udgivelser lider af. Men generelt helt fine og udistraherende billedsider.

AudioSerien bliver præsenteret i Dolby Digital 2.0. Lydsporene er faktisk ganske hæderlige. På trods af de fåtallige højtalere i brug, formår serien alligevel at skabe en fin atmosfære med god brug af bas og de muligheder, som ligger i stereo. Men lydsporene er desværre af og til plaget af en lille snert af overstyring.

EkstramaterialeAl ekstramateriale befinder sig på udgivelsens 2. disc. Først har vi Wulff og Morgenthalers fortolkning af H.C. Andersens “Pigen med Svovlstikkerne” (29 minutter). Dolph bliver sat til at instruere en 6. klasse i at udføre stykket og resultatet er ganske morsomt – på fuldstændig samme kvalitetsleje som serien.

Så har vi et kort segment med Dolph og Wulff fra DR’s nytårsshow anno 2005 (3 minutter). Nært beslægtet er Dolphs vidunderlige nytårstale fra 2005 (5 minutter), hvor især kongehuset og modstanderne af krigen i Irak får verbale tæsk. “Dolph & Wulff Live i Rødovre Centrum” (6 minutter) viser, hvad titlen antyder. Det er mest spændende at se optakten til og reaktionen på selve showet i Rødovre. De få optagelser, der er fra showet, er meget svære at nyde, da lyden er ganske forfærdelig og segmentet ingen undertekster har. “Sådan Laver Man TV!” (11 minutter) er en fin featurette, som viser klip fra optagelserne. Til slut er der 5 korte tv-spots.