Under havoverfladen

Selvom jeg ikke just har set talløse naturdokumentarer, ved jeg trods alt godt, hvem Jean-Michel Cousteau er: Formentlig verdens mest velrenommerede undervandsdokumentarist. Så da jeg så hans navn på omslaget til “Dolphins and Whales 3D – Tribes of the Ocean” (som vi blot kalder “Dolphins and Whales” fremover af hensyn til mine fingre og mit tastatur), tog jeg det som et tegn på, at jeg skulle til at se en ualmindeligt velstøbt dokumentar om havets pragtfulde pattedyr. Da jeg undersøgte sagen nærmere, fandt jeg dog hurtigt ud af, at franskmanden faktisk ikke har haft noget som helst med produktionen at gøre, og på IMDb er han blot krediteret som presenter. Men hvorfor smykker filmen sig så med lånte fjer? Et desperat forsøg på at kompensere for nogle mangler?

Min skepsis blev dog hurtigt afløst af beundring, da filmen gik i gang. “Dolphins and Whales” er en velproduceret, informativ og underholdende lille sag, der med en spilletid på sølle 43 minutter ikke rummer ét overflødigt sekund. Dokumentaren er inddelt i kapitler, der hver især kort gennemgår ét udvalgt undervandsvæsen – lige fra den legesyge delfin og hvidhvalen til spækhuggeren og den enorme finhval, som spiser tre ton fisk om dagen (vi får lov til at se, hvordan dens mund svulmer op, da den napper flere hundrede småfisk i én mundfuld).

Dokumentaren er så kort, at den forståeligt nok ikke kan gå lige så meget i dybden med sit emne som (eksempelvis) en tv-produceret naturserie, og selvom jeg langtfra er ekspert i havets kræ, vidste jeg allerede en del om det, som filmmagerne fokuserer på – såsom delfinernes legesyge væsen og hvalsangenes ukendte natur. Jeg ville også gerne have hørt mere om spækhuggeren, som ikke får mange sekunders spilletid, og af uransagelige årsager bliver blåhvalen nævnt, men ikke vist.

Til gengæld får instruktøren Jean-Jacques Mantello fornemt vævet lidt samfundskritik ind i Darryl Hannahs velskrevne (og veludførte) voiceover, som – uden at virke for belærende og prædikende – gennemgår på de menneskeskabte problemer, der truer hvalerne. Derudover er filmen spækket med betagende billeder og dejlig, melodisk musik, som gør filmen til en nydelse for sanserne. Og i 3D kommer man så tæt på dyrene, at deres ofte forbløffende, medfødte omsorg for hinanden bliver direkte rørende at overvære. Så selvom der måske ikke er tale om en banebrydende dokumentarklassiker på linje med de milepæle, der gjorde Costeau berømt, så vil hvalinteresserede seere formentlig føle sig som fisk i vandet med “Dolphins and Whale” i afspilleren.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. “Dolphins and Whales” blev oprindeligt lanceret i alverdens IMAX-biografer (à la Planetariet i København), og eftersom IMAX-dokumentarer som regel består af storslåede, bjergtagende billeder, kommer det ikke som nogen overraskelse, at filmen ser vanvittigt godt ud på Blu-ray. Billedet er knivskarpt, farverne (som naturligvis hovedsageligt ligger i den blå ende af farvespektrummet) gengives upåklageligt, og hverken støj eller glorier forekommer overhovedet. Jeg bemærkede kun få sekunders banding i filmens allermørkeste sekvenser.

Derudover er der flere 3D-øjeblikke, som virkelig tager pusten fra én, såsom da pukkelhvalens enorme halefinne lader til at stikke ud af tv’et. Indimellem føler man vitterligt, at man selv svømmer ved siden af hvalerne, og man kan altid fornemme en klar afstand mellem både de store hvaler og de bittesmå bobler. Jeg bemærkede dog en lille smule ghosting, såsom da filmens titelskilt dukkede op, og da kameramanden svømmede langs siden af pukkelhvalen. Hvorom alting er, så er dette et alt i alt blændende 3D-transfer.

Audio

Udgivelsens DTS-HD High Resoluition 5.1-lydspor er endnu mere imponerende end transferet. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, hvor sprød og krystalklar Daryl Hannahs fortællerstemme lyder. Man føler nærmest, at hun sidder ved siden af én i sofaen, og hendes voiceover lyder aldrig studieagtig. Christophe Jacquelines smukke score kommer også utroligt klart igennem, og musikken fylder altid helt tilpas i lydbilledet. Men mest imponerende er gengivelsen af hvalernes lyde – jeg måbede bogstaveligt talt og fik gåsehud, da pukkelhvalens højlydte brummen fik min stue til at runge. Brugen af LFE-kanalen er både effektiv og dynamisk, og panoreringerne er så naturtro, som panoreringer kan være. Samtlige højtalere er hele tiden aktive og takket være et ocean af små, subtile lydeffekter føler man næsten, at ens hjemmebiograf er blevet omdannet til et kæmpe akvarium. Fransktalende seere kan nyde Charlotte Ramplings fortællerstemme på det franske lydspor.

Ekstramateriale

Desværre rummer skiven intet ud over filmen. Efter at have set filmen får man ellers lyst til at høre mere om, hvordan filmmagerne formåede at komme så tæt på alle dyrene under optagelserne.