Generation nedturRose McGowan, der senest har kunnet bemærkes i fyldige roller i både Quentin Tarantinos “Death Proof” og Robert Rodriguez’ “Planet Terror”, fik i 1995 sit spillefilmsgennembrud – i en hovedrolle i hvert fald – som seksuelt løssluppen og grænseoverskridende teenagetøs i Gregg Arakis undergangsramte og voldsplagede roadmovie, “The Doom Generation”.

Det er bemærkelsesværdigt, at Arakis filmiske voldsspiral udkom året efter og i kølvandet på Oliver Stones kassesucces og nært beslægtede roadmovie, “Natural Born Killers”, der især og om ikke for andet huskes for sit forherligende æstetiske voldsorgie. Tilsvarende er 18-årige Amy Blue (Rose McGowan) og hendes blåøjede kæreste, Jordan (James Duval), som ungt par ved et tilfælde havnet i kløerne på voldspsykopaten Xavier (Johnathon Scaech), der i første omgang bruger de to elskende som flugtvej i hendes bil efter et ikke nærmere defineret knivopgør.

Efter sig levner trekløveret hurtigt et spor af vold og orgiastiske drab, da en forsmået ekskæreste melder sig på banen, og en mistroisk kioskejer trækker våben. Begge lægger de sig ud med den voldelige Xavier, der absolut ikke skyr nogen midler for at løse (eller udrydde) pludseligt opståede problemer. Og det gør han så. Det er dog kun anledning for filmens væsentligere fokus – et erotisk trekantsdrama mellem de tre flygtende med Amy som hovedkarakteren i et seksuelt lystspil midt imellem den uerfarne Jordan (han er jomfru ved filmens start) og mere prøvede og grænseoverskridende Xavier.

Emnet i “The Doom Generation” er mildest talt grundigt behandlet ved utallige tidligere lejligheder, ikke mindst i forbindelse med forbilledet, førnævnte “Natural Born Killers”. Det er da også umådeligt svært at se filmen som ret meget andet end et postmodernistisk og æstetisk sammensurium af fragmentariske sekvenser, hvor volden, ondskaben, seksualiteten og erotikken er de reelle spilleregler. Alligevel fornemmes filmens nærværende sjæl, mens de tre unge mennesker bevæger sig mod den endelige deroute, der i filmens univers afrundes med en syrlig slutning, som naturligvis ikke skal afsløres for her.

Gregg Araki har stået fadder til “The Doom Generation”, der på mange måder er kendetegnende for hans samlede værk. Det seksuelle trekantsdrama, den konstante vekslen mellem det heteroseksuelle og det homoseksuelle miljø er hele tiden nærværende. Undevejs udvikler “The Doom Generation” sig da også i højere grad til et erotisk samspil mellem de to hanner, der i første omgang bejler til den seksuelt hungrende Amy.

Skuespillet er ikke noget at råbe hurra for. Replikkerne virker tunge og falder gennemgående upræcist, men der er nu heller ikke tvivl om, at det er det visuelle tomrum, der er Arakis fornemmeste gebet. Visualiseringen af den rå vold, de kødelige lyster og den medmenneskelige distance er intens og nærværende. Det er afskyvækkende og betagende på samme tid. Filmens hovedpersoner styres af et postmodernistisk islæt rundt uden mål og med. Hvor kommer de fra? Hvor er de på vej hen? Det er spørgsmål, der aldrig bliver besvaret, men som heller ikke er relevante for et æstetisk udtryk for den menneskelige psyke.

“The Doom Generation” er bortset fra det ekstremt voldelige klimaks handling uden konsekvenser for de implicerede parter. Trods den dystopiske glød er filmen et rimeligt humoristisk billede af en ungdom, der er kørt ud på et sidespor, og har sin helt egen charme med undertoner fra splatter-genren, om end Gregg Araki har lavet stærkere film sidenhen.

VideoBilledsiden fremstår i et relativt skarpt anamorphic widescreen 1.85:1 format, der dog kunne være bedre. Filmen bæres frem af et visuelt sprog med et videolook, og det bærer de mange sekvenser i stærke farver da også udtalt præg af. Der er løbende eksempler på edge-enhancement og også digitale forstyrrelser, ligesom både kontrast og især farvetemperatur varierer. Derimod er der ikke tilfælde af udtværinger eller støv. Et jævnt transfer med mangler, og hvor en iøjnefaldende lyssætning i øvrigt skæmmer en smule.

AudioLydsiden fremkommer i et engelsksproget Dolby Surround 2.0 lydspor, hvor soundtracket med blandt andre 90’er-ikonerne Nine Inch Nails, Porno for Pyros, The Jesus & Mary Chain og The Verve er mest interessant og fordeles fornuftigt i højtalersystemet. Dialogen er generelt tydelig, om end det enkelte steder er svært at høre, hvad der bliver sagt. Svagest er atmosfærelyden, der savner detaljerigdom og fylde.

EkstramaterialeUd over en enkelt trailer for filmen samt et ditto fotogalleri er der intet ekstramateriale på denne udgivelse.