Filmen”Dragejægerne” er den type film som er et let offer for kritik: Filmen er en typisk testosteronladet actionfilm, hvor de seje fyre taler til hinanden på den hviskende og samtidig ru måde: ”Look out that window, Eden isn’t burning…its burnt.” Matthew McConaughey overspiller i rollen som den amerikanske dragejæger med det meget lidt amerikansk klingende navn, Denton Van Zan… Og groft sagt er filmen en opvarmet version af “Aliens”.

Summen af dette er lig med noget der kunne minde om en traditionel actionfilm. Det er den også, men filmen prøver ikke på at udgive sig for mere end den er. Og den filosofi prøver den så at få det bedste ud af.

Quinn (Christian Bale) så den første drage. Men snart var der millioner af dem. De ynglede som græshopper. De nedbrændte alt på deres vej, drevet af ét eneste formål: At æde. Forskerne erfarede, at det var en art, der havde brændt dinosaurerne bort. Deres aske havde ført til istider. De havde brændt alt liv på jorden for at sulte og gå i hi og afvente nyt liv på jorden, så de kunne starte deres cyklus igen. Myndigherne besvarede deres ild, men for hver dræbt drage kom der 100 nye til. De få overlevende mennesker flygtede fra byerne og søgte tilflugt, hvor de kunne. Kun én art slipper levende fra opgøret…

Sådan får vi serveret historien i filmens indledende del, og det er filmens egentlige svaghed. Vi hører kun om de store interessante opgør mellem menneskene og dragerne. Vi får ikke lov til at smage på hovedretten og bliver spist af med desserten. Men hvis man ikke er skrupsulten, er en lille dessert nu heller ikke det værste der findes.

Filmen er nemlig befriende fri for den form for selvhøjtidelighed vi bl.a. kender fra film som “Armageddon” og “xXx”. (Selvom at førstnævnte udgiver sig for ikke at være det, så er filmens slutning med dens svingen med det amerikanske flag og de utallige “helte-i-slowmotion” sekvenser afslørende).

Actionscenerne, der foregår i en “Max Mad”-lignende verden, er ganske underholdende (på trods af de ikke er endvidere nyskabende). Dragerne er med deres slidte og hullede vinger også interessante at studere. På skuespillerfronten er det faktisk kun Christian Bale som har noget at arbejde med, men det afholder nu ikke Matthew McConaughey fra at tage del i løjerne. Han leverer som sagt en omgang underholdende overkill.

Da Jordens befolkning næsten er udslettet (som betyder at Hollywood sikkert også er det), står Quinn og en af hans venner for den primitive underholdning i lejren. Foran et ungt måbende publikum udfører de klassiske scener fra gamle og (måske?) “udbrændte” film. Bl.a. “Star Wars – A New Hope” og den med hajen (som en lille pige siger). ”Did you make that up yourself?”, spørger børnene beundrende. ”Off course!”, lyder svaret. Der er små sjove jokes som disse i starten af filmen, men i takt med at heltenes problemer optrappes, nedtrappes humoren for til sidst helt at forsvinde.

En anden sjov ting er i starten hvor personerne er englændere, ja der er filmen ligesom englændere traditionelt er, vittig og med en vis form for sofistikeret tankegang. Og da vi møder amerikanerne skifter filmen over i det mere actionpræget og kontante som kendetegnende for amerikanerne (hvis man skærer de nationale kendetegn ud i pap altså). Der hvor de to nationaliteter mødes har filmen desværre også et dødt punkt. For meget “Hvor-er-vi-på-vej-hen-og-hvordan-skal-vi-gøre-det?” snak og for lidt handling. Ved et eventuelt 2. gennemsyn af “Dragejægerne” anbefales det at springe et kapitel eller to over på dette tidspunkt i filmen.

Filmen kunne sagtens have været mere spændende og skræmmende, men da den som sagt ikke prøver på at være det, ville det være urimeligt at skrive det på som en mangelvare. “Dragejægerne” får 3 kameraer med en pil opad herfra, men for at få den bedste oplevelse ud af filmen (og alle andre film for den sags skyld) gælder det om ikke at have de store forventninger til den.

VideoOverførelsen, som er i Anamorphic Widescreen 2.35:1, er rigtig god med et flot og rent billede. Eneste lille minus ligger i de mørke scener, som ikke helt når den dybde som DVD-formatet er i stand til at yde. Men ellers er farverne og skarpheden i top.

AudioLyden som både findes i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 er fantastisk, specielt når dragerne angriber og samtidigt flyver hen over kameraet. I disse scener anbefales det at skrue rigtigt højt op (med naboens samtykke selvfølgelig). Bassen er dyb og filmmusikken (som er kraftigt inspireret af “Aliens”) af Ed Shearmur har en god fylde og kraft.

Ekstra Materiale

“Breathing Life Into Terror”

“If You Can’t Stand The Heat”

“Reign Óf Fire” computerspil trailer

Ekstra materialet er meget sparsomt. To programmer og en trailer til computerspillet inspireret af filmen er alt hvad det kunne blive til. Det første program forklarer hvordan filmens drager er blevet til, og hvad der ligger til grund for skabelsen af dem. Det sidste program fokuserer på filmens kulisser.

Fight fire with fire”Dragejægerne” er en skuffende og temmelig charmeløs monsterfilm.

Filmens plakat giver et noget falsk billede af indholdet. Den forestiller en drage, der spyr ild udover London i en “Independence Day”-agtigt stil. “Dragejægerne” er imidlertid ikke en katastrofefilm, men derimod en post-apokalyptisk science-fiction film. I de første fem minutter af filmen ser vi den 5-årige Quinn vække dragerne i vore dages London. Derefter foregår filmen i en fremtid, hvor verdenen er en rygende ruinbunke. Det er naturligvis skuffende, at vi aldrig ser dragerne angribe den etablerede civilisation, og man får en mistanke om, at der har været nogle begrænsninger på budgettet. Ligeledes består fremtidsverdenen hovedsagelig af en samling tilsodede murstensbunker.

Til gengæld er der tydeligvis brugt penge på at lave dragerne. De fremstår for det meste overbevisende, men vi ser dem som regel kun i korte klip, hvor billederne er dækket til at røg. Man sidder store dele af filmen og længes efter at komme til at se en levende drage i hel figur. Da man endeligt gør det, ser dragerne uheldigvis temmelig falske ud.

I “Dragejægerne” møder vi Quinn (Christian Bale), der som voksen leder en gruppe overlevende. De forsøger at klare sig ved et beskedent landbrug. Uheldigvis er det særdeles farligt at høste, da de så må bevæge sig ud af slottet på de åbne marker med risiko for at ende som drageføde.

En dag ankommer en lille gruppe soldater anført af den lettere psykotiske Van Zan (Matthew McConaughey). De har udtænkt en metode til at slå dragerne ihjel. I munden på dragerne findes der forskellige væsker som, når de blandes, de bruger til at spy ild. Disse væsker udgør en form for “Natural Napalm”, og ved at skyde dem i munden kan man antænde denne, og få dem til at eksplodere indvendigt (eller noget i den stil).

Van Zan har ligeledes opdaget, at alle dragerne undtagen én er af hunkøn, hvilket vil sige, at man ved at udrydde hannen, som naturligvis er kolossal og meget vanskelig at dræbe, kan udrydde racen. Han mangler imidlertid mandskab til at gøre dette og forsøger derfor at rekruttere Quinn og hans folk. Quinn mistror dog Van Zan og har ingen ambitioner om at blive dragejæger. En stor del af filmen bruger de to derfor på at råbe af hinanden, mens den smukke helikopterpilot Alex (Izabella Scorupco) forsøger at gyde olie på vandene. Quinns modvilje er dog ikke større end at vi hele tiden godt ved, at han vil slutte sig til Van Zan, og dette stykke af filmen føles derfor temmelig trættende.

Når en film handler om, at drager og mennesker slås i år 2020, er der naturligvis ikke brugt de store kræfter på realisme, men det er alligevel vigtigt, at en film optræder troværdigt indenfor sine egne rammer. Uheldigvis er dette ikke tilfældet med “Dragejægerne”. Der er endeløse urimeligheder i plottet og udførselen. For det første er det et mysterium, hvorfra menneskerne får benzin til bilerne og helikopteren. Ligeledes undrer man sig over, at dragerne kun har ét mandligt medlem. Der er drager over hele verdenen, kommer de alle sammen fra samme han? Er ingen af de æg, de lægger, hanner? Vi ser Quinn læse et gammelt nummer af TIME, hvor historierne alle viser, hvordan dragerne udsletter hele menneskeracen. Hvis dette var tilfældet, forekommer det lidt besynderligt, at der stadig var folk til at skrive artiklerne, tage billederne, samt trykke og omdele magasinet.

Vi får at vide, at dragerne er ved at sulte, eftersom de har ædt næsten alle menneskerne. Dette får Quinn til at bemærke, at nu er de for alvor farlige (de var åbenbart ikke så farlige, dengang de åd hele menneske-racen). I betragtning af at dragerne konstant jager efter mad, og at det derfor er farligt at bevæge sig udenfor, er det også påfaldende, at personerne i filmen konstant vader frem og tilbage udenfor slottet.

I rollen som Quinn gør Christian Bale et udmærket arbejde, i betragtning af de til tider rædsomme replikker, han må sige. Som Van Zan er Matthew McConaughey derimod ikke særlig vellykket. Han spiller ham mere eller mindre blot ved at tale hæst, trække vejret tungt og tygge på den samme cigarstump om og om igen. Rollen er udpræget endimensionel. Van Zan siger stort set de samme fem replikker om og om igen: ”Drager er slemme”, ”De lever af død” og den slags. I betragtning af at Van Zan skal forestille at være en god strateg, virker han udpræget som en, der knap nok har IQ nok til at binde sine sko.

Izabella Scorupco fylder sin rolle nogenlunde, men der er nu heller ikke meget at arbejde med. I det hele taget er personerne blot klicheer uden nogen form for dybde. En smule forsonende humor kunne have hjulpet, men en sådan findes der ikke megen af.

Nu er attraktionen ved en film som denne jo ikke plot eller skuespil, men først og fremmest chancen for at se drager slås. Set på den konto leverer “Dragejægerne” så varen?

Actionscenerne i filmen fungerer sådan set udmærket, men i betragtning af mulighederne er det ærgerligt, at vi ikke ser særlig mange drager, og at der heller ikke er mange actionsekvenser med dem. Filmens spændingshøjdepunkt kommer ca. midtvejs i en flot scene, hvor en drage jager en helikopter samt tre faldskærmsudspringere. De scener, der kommer bagefter, når aldrig det niveau igen, og slutningen føles derfor som et antiklimaks.