På jagt efter computer-drager

Titlen “Dragejægerne” er måske ikke det mest opfindsomme, og faktisk er det anden gang, at undertegnede anmelder en film med det navn (den første var den ganske rædselsfulde Christian Bale-film med den engelske titel “Reign of Fire”). Til gengæld vækker titlen straks nogle lovende forventninger om flyvende ildspyende monstre, og der dukker da også nogle stykker af slagsen op her.

Denne animationsfilm er baseret på en tv-serie, som har kørt på DR, og efter sigende fungerer den som en slags prequel til serien. Filmen udspiller sig i en temmelig gold og trøstesløs verden bestående af endeløse flyvende klippeøer. Vi møder pigen Sara, der bor på et slot hos sin onkel, Lord Arnold. Onklen er fuld af desperation pga. en frygtindgydende drage, der er så ondt et bæst, at den har fået det ildevarslende tilnavn “Verdensslugeren”, men som i det mindste er rar nok til kun at dukke op hvert tyvende år. Uheldigvis er det her året, hvor det flyvende undergangsvæsen dukker op, og onklen har nyttesløst sendt alle sine krigere mod den – blot for at se dem vende tilbage som rygende sodbunker.

Sara møder imidlertid to lidt tvivlsomme dragejægere i skikkelse af Lian-Chu, der er stor og mægtig, men knap nok siger et ord, og Gwizdo, som er den splejsede hurtigsnakker af de to og til forveksling minder om en brugtvognsforhandler. Da Lian-Chu redder Saras liv, får hun sin onkel overbevist om, at det upålidelige par er svaret på alle hans bønner. I selskab af deres sære hund, Hector, tager de tre af sted for at besejre uhyret.

Når man ser denne computerskabte franske animationsfilm, må man gøre sig selv nogle ting klart. For det første har producenterne tydeligvis ikke de midler, som kommer bare i nærheden af, hvad f.eks. animationsgiganter som Pixar eller DreamWorks har, og eftersom det hele er lavet på maskiner, har det heller ikke den skæve charme, som de håndtegnede skabninger fra Hayao Miyazaki eller Disneys nye “Prinsessen og frøen” besidder. Her er figurerne umiddelbart nærmest bevidst grimme, og computeranimationen lader til undertiden at holde de visuelle udtryk tilbage, hvor der burde have været meget tryk på dem. I de gamle tegnefilm overdrev man tit figurernes udtryk for at opnå større effekt, men her virker det tit som om, at scenerne og reaktionerne “undersælges”, og fornemmelsen bliver derfor til tider lidt flad.

Hvad filmen til gengæld duperer med er med den visuelle iderigdom, der findes i dens verden, hvor klipper og græsmarker svæver frit omkring, og hvor selve baggrundene bliver så overdådigt detaljerede, at man glemmer at følge med i historien blot for at betragte dem. De påhitsomme indfald strækker sig også til de mystiske væsner, og man kan ikke lade være med at være betaget af de tusindvis af mindre drager, der som lego-klodser kan presse sig sammen til en kæmpe en af slagsen. Decideret foruroligende er også “Verdensslugeren”, der mest af alt ligner en illustration af døden selv.