Knap så dragende

Der er ikke mange bøger fra dette årtusind, der har nydt så megen omtale eller solgt så mange eksemplarer som Khaled Hosseinis “Drageløberen”. Marc Forsters filmatisering er selvsagt også blevet diskuteret en del, men er dog blevet modtaget med knap så åbne arme som dens populære forlæg. Mange tilhængere af romanen har kritiseret filmen for det, som filmatiseringer ofte bliver beskyldt for: at have frasorteret vigtige dele af den oprindelige bog. Og selv et uindviet individ som undertegnede, der aldrig har rørt bogen, kan mærke, at filmen “Drageløberen” mangler noget. Bevares, det er en flot film med et udmærket, om end traditionelt plot og ganske godt skuespil, men den får aldrig for alvor adrenalinen til at pumpe.

Hosseinis fortælling er berygtet for at have sat skub i talløse læseres tårekanaler. Derfor er det skuffende, at filmatiseringen sjældent sætter følelser eller tanker i gang. Personerne rejser i et raskt tempo fra punkt A til B til C og så videre, men der dvæles aldrig tilstrækkeligt ved karaktererne, deres følelser eller intrikate forhold. Stort set hver eneste scene virker blot som det næste, logiske skridt på protagonisterne og antagonisternes forudsigelige færd mod skæbnens ventede rand. Det er virkelig en skam, man ikke har indsat nogle flere intime scener mellem figurerne, hvor de ytrer replikker, der ikke udelukkende virker griflede for at drive plottet fremad, men som i stedet tilføjer karaktererne ekstra lag og mere troværdighed.

Under de sekvenser, hvor filmmagerne tydeligvis vil fremprovokere gåsehud og/eller gråd, sidder man oftest og trækker undrende på skuldrene, fordi man slet ikke får den eftertragtede indlevelse i persongalleriet. Det vil derfor formentlig være lettere for tilhængerne af romanen, der allerede kender karaktererne til hudløshed, at blive revet med af de levende billeder. Men “Drageløberen” er langtfra uinteressant. Filmens beskrivelse af Afghanistan både før og efter Sovjetunionens invasion i 1979 er meget slående – ikke blot fordi, scenografien og fotograferingen er upåklagelig, men også fordi filmen tegner et mere nuanceret og indbydende billede af det krigshærgede land end de mange nyhedsudsendelser, der blot stempler landet som en ørkenagtig slagmark.

Og især den foruroligende skildring af Talebans afskyelige ugerninger gør indtryk. De skiftevis betagende og frygtindgydende billeder ledsages i øvrigt af Alberto Iglesias’ dejlige, Oscar-nominerede musik, som filmen havde været betydeligt svagere foruden. Ensemblet er også udmærket. Khalid Abdalla, der var uforglemmelig som terrorist i Paul Greengrass’ “United 93”, er tilpas ærbødig i hovedrollen som Amir – en afghansk forfatter, som vælger at drage tilbage til sit hjemland efter adskillige årtiers fravær for at opnå syndsforladelse på særpræget vis. Iranske Homayoun Ershadi stjæler dog rampelyset fra Abdalla som Amirs strikte far. Ershadi er så intens, at filmens svagheder faktisk fremhæves, når end han dukker op.

Børneskuespillerne, der portrætterer Amir som lille og hans barndomsven Hassan, er nogenlunde, men til tider er deres mimik en smule stiv, hvilket ikke just gør det lettere at engagere sig i dem. Og ærligt talt er der ikke meget ud over fortællingens location, der får “Drageløberen” til at adskille sig fra mange andre film om folk, der beslutsomt søger absolution. Mod slutningen lykkes det til tider filmen at fremtvinge en klump i halsen. Men det er alt for lidt, alt for sent. Schweiziske Marc Forster, der ellers må betragtes som en ekspert i karakterdrevet drama (“Stranger than Fiction” og “Monster’s Ball”) burde have gjort det bedre. Vi krydser fingre for, at Foster huskede at gå op i gear igen, før optagelserne til “Quantum of Solace” gik i gang.

Video

“Drageløberen” er spækket med imponerende billeder af bl.a. den afghanske natur, så det er heldigt, at udgivelsens transfer er fremragende. Detaljerigdommen er enorm, og kun få skud fremstår ikke knivskarpe. Farverne er betagende og overbevisende, og temperaturen vakler aldrig. Glorier fremkommer ekstremt sjældent og er aldrig distraherende. Hverken komprimeringsfejl, støj eller snavs optræder. Til gengæld er kontrasten indimellem lidt svag i nogle af filmens mørkeste scener, hvorfor billedsiden kommer til at virke en smule flad og overbelyst.

Audio

Skivens DTS-HD High Resolution 5.1-lydspor er godt, men ikke helt godt nok. Dynamikområdet er relativt stort, men det er synd, at brugen af subwooferen ikke er en anelse mere opfindsom. Det synes kun at være de mest åbenlyse lydeffekter, såsom fyrværkeri og våbenskud, der tillægges ekstra slagkraft af LFE-kanalen. Man savner også mere uforudsigelig brug af baghøjtalerne, som sjældent bruges til andet end musik og ordinære, om end effektive atmosfærelyde. Men alle lydeffekter, musikalske indslag og replikker kommer klart og tydeligt igennem. Der er kun få panoreringer, men de fleste er mindeværdige, og støj optræder aldrig.

Ekstramateriale

Marc Forster, Khaled Hosseini og manuskriptforfatteren David Benioff diskuterer filmen på et hæderligt kommentarspor. Herrerne diskuterer ikke blot tilblivelsen af flere af de forskellige sekvenser, men også historiens temaer og flere af grundene til, at Hosseini skrev specifikke scener i sin oprindelige bog. Filmens trailer, en lynhurtig tale om Afghanistan af forfatteren Khaled Hosseini og to featuretter befinder sig også på disken. Det hele præsenteres i 576p. Dokumentarerne “Words from The Kite Runner” (15 min.) og “Images from The Kite Runner” (25 min.) berører især manuskriptets udvikling, historiens relevans, skuespillerne og kulisserne. Dokumentarerne er blevet produceret af Laurent Bouzereau, der er kendt for at have lavet talrige glimrende dokumentarer om Spielbergs film, hvorfor det ikke kommer som den store overraskelse, at disse dokumentarer er informative og fascinerende.

Højtflyvende poesiDa den afghanske romanforfatter Khaled Hosseni for få år siden lancerede bestselleren “Drageløberen”, var han samtidig med til at lukke op for sit ellers lukkede hjemland. I hvert fald fik verdenssamfundet øjnene op for bogen, heriblandt den amerikanske filminstruktør Marc Forster, og han så hurtigt et gangbart grundlag for den i øvrigt vellykkede filmatisering, der nu foreligger.

Som rammefortælling er “Drageløberen” en almengyldig, men umiddelbart også traditionel historie, som for hovedkarakteren Amir Jan har sit udspring i Californien anno 2000. Amir er forfatter og særdeles tæt på at udgive sin debutroman. Et telefonopkald sender dog hurtigt den vordende kunstner tilbage til barndommens land i Afghanistan, lang tid før Taleban var internationalt berygtet, og lang tid før sovjetrusserne invaderede landet med vidtrækkende konsekvenser. Trods et umiddelbart sprog og vanlige rammer har “Drageløberen” imidlertid mere at byde på, og undervejs lægger et par eklatante overraskelser og drejninger i fortællingen kimen til et flerdimensionalt og fængslende drama.

I baggrunden huserer et historisk perspektiv, som beretter og indkapsler landets brutale historie, hvor besidderiske nationer på skift har invaderet og regeret et land plaget af fattigdom samt religiøse og politiske uoverensstemmelser. Forsters sjette spillefilm har derfor også sine barske og nådesløse passager, hvor der gives – fornemmes det – et sjældent indblik i en kultur, der for de fleste vesterlændinge måtte synes både usympatisk og barbarisk. Men det er samtidig billedet af en kultur, hvor de faktiske forhold har tegnet en anden livscyklus, hvor højdepunkterne for eksempel nydes i den lokale biograf i selskab med Charlton Hestons seneste bedrifter, mens racisme blandt befolkningen derimod udfylder et styrtdykkende lavpunkt.

Alligevel er “Drageløberen” en poetisk og smuk film, fyldt med frihed og håb. Dog allermest det sidste. De lokale børn i barndommens Kabul anno 1978 finder fælles fodslag i de fascinerende dragekonkurrencer, hvor det gælder om at “skære” hinandens drager ned og derefter løbe dem op – deraf filmens titel. I familiens tjenersøn Hassan finder Amir et værdifuldt venskab, og der er ikke det mindste i verden, Hassan ikke vil gøre for sin arbejdsgivers søn. En overbevisende sejr på dragernes gebet afsluttes imidlertid på grummeste vis og får på sigt så katastrofale følger, at Amir og Hassan sidenhen mister kontakten. Men over tyve år senere og på et helt andet kontinent tyder noget på, at de to knægtes livshistorier atter kan genoptages.

Nøglekarakteren Amir Jan profilerer sig som forfatter og erhverver sig som brugtforhandler, og en del antyder, at det er forfatteren Khaled Hosseinis alter ego, vi her har med at gøre. Det giver filmen et herligt realismepræg og en sjældent set følelse af ægthed. “Drageløberen” er en film med noget på hjerte, og om end enkelte strejf måske virker lige lovligt propagandistiske, så er fortællingen i store dele så tilpas underspillet, at det er svært ikke at lade sig medrive, ryste, men også fascinere.

“Drageløberen” er nemlig en gribende film om venskaber, brudte løfter og sammenhold. Det er en film om, at blod er stærkere end vand, og så er det historien om at vende tilbage til udgangspunktet så mange år senere, at alt er forandret. Amir Jan må også se bristede illusioner i øjnene, da han nødtvungent tager rejsen tilbage til Afghanistan og til de bekendtskaber, han har ladt bag sig mange år forinden. Sin udvendige ramme til trods har Forsters seneste film et islæt af dannelsesrejse, selv om det her ikke handler så meget om rejsen fra barn til voksen, som det handler om rejsen mellem to væsensforskellige kulturer.

Og nu vi er ved instruktøren, så formår forholdsvist unge Marc Forster igen at imponere. Trods flere bemærkelsesværdige meritter, fornyer instruktøren igen sig selv og har her været hjernen bag en film, der qua sit univers let kunnet have landet mellem to stole. Men Forster er ikke til falds for den amerikanske mainstream som sådan og har her kreeret en tiltrækkende og anderledes fortælling med store vingesus. Der er højt at flyve for de drager, drengene undervejs sætter op, og der er lige så dybt at falde. Sidstnævnte gælder imidlertid ikke nærværende film, som har meget på spil, men rammer lige præcis dér, hvor det gør allermest ondt.

Video”Drageløberen” præsenteres i et veloplagt og skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er næste uden skrammer. Billedet tager sig generelt rigtig flot ud og skæmmes kun i meget lille grad af edge-enhancement. Der er desuden ikke eksempler på udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens også kontrast og farvetemperatur forholder sig stabile og indbydende.

AudioDet første, der bemærkes ved de to fortrinsvist engelsk- og afghansksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS 5.1-lydspor, er det stemningsfulde score, som flyder godt ud og gør fin brug af højtaleranlæggets muligheder. Det overdøver aldrig en tydelig dialog og den detaljerede atmosfære. Der er flere distinkte lydeffekter, og så er der sågar blevet plads til enkelte, velartikulerede effekter.

EkstramaterialeUdgivelsen rummer ud over trailere for “Flammen & Citronen”, “In the Valley of Eilah”, “Lust, Caution” og “My Blueberry Nights” to mindre dokumentarer, som hver især tegner deres billeder af filmens tilblivelse. “Images from The Kite Runner” definerer forholdene omkring selve produktionen af filmen, mens “Words from The Kite Runner” derimod stikker snuden i Khaled Hosseinis mageløse bogforlæg. Derudover udgør et udmærket kommentarspor med Khaled Hosseini, instruktøren Marc Forster og manuskriptforfatteren David Benioff samt et politisk statement fra netop forfatteren Hosseini det ud for de sølle rester. Det er som om, noget mangler.

Barndommens landNår en roman som “Drageløberen”, der både har været en succes hos kritikerne og i boghandlen, bliver filmatiseret, kaldes det ofte for et prestigeprojekt pga. de forudindtagede kvaliteter omkring det endelige værk, men at det glipper med at overføre den vindende formular fra bog til film er ligeså ofte tilfældet. Holdet bag filmen “Drageløberen” har dog valgt at spille så sikkert som muligt, og holdt sig tæt til det oprindelige forlæg. Det er der kommet en film ud af, der både er rørende og stærkt medrivende i dens portræt af afghanere og et Afghanistan før og efter faldet mod kaos og krig.

“Drageløberen” fortæller historien om eksil-afghaneren Amir, der i filmens begyndelse befinder sig i sit nye hjemland, USA. Via et telefonopkald fra Pakistan bevæger handlingen sig dog hurtigt tilbage til senhalvfjerdsernes Afghanistan. I et langt tilbageblik husker Amir tilbage på sin barndom i byen Kabul, hvor han tilbringer det meste af tiden sammen med vennen Hassan. Amir er søn af en lokal finansfyrste i Kabul, mens Hassan tilhører Hazara-befolkningsgruppen, der er en forhadt minoritet i landet. Deres venskab hænger derfor fra begyndelsen af i en tynd balance, der hele tiden trues af samfundets indgroede normer og bigotteri. Men venskabet trues også af Amirs egne sjælekvaler, idet hans far til tider synes at holde mere af Hassan end Amir.

Det er ikke nogen nem opgave at filmatisere en roman som “Drageløberen”, der hviler så meget på en enkelt karakters indre dialog. Men takket være en velinstrueret Zekeria Ebrahimi, der spiller Amir som dreng, lykkes det at illustrere de mange forskellige tanker, der går igennem Amirs hoved, som hans forhold til Hassan udvikler sig. Overfor Amirs tvivlende blik er Hassan mere stålfast i sin loyalitet til vennen. Kontrasten mellem de to drenge spejles også i Afghanistans udvikling som forskellige politiske og religiøse kræfter kæmper om magten i landet. Kernen i fortællingen forbliver dog forholdet mellem Hassan og Amir. De bebor en privat verden, der fra begyndelsen af synes at måtte briste før eller siden, og det er hjerteskærende, som den uafvendelige handling indtræder, der skal spænde båndet mellem de to drenge til det yderste.

Mellem – eller måske snarere over – Hassan og Amir står Amirs fader, og også i skuespillervalget til denne rolle er der ramt rigtigt. Iranske Homayoun Ershadi er fortrinlig som den både klippestærke og samtidig principforfængelige Baba. Det er ikke kun udlægningen af karakterens dominerende tilstedeværelse, der lykkes, men også den tiltagende skrøbelighed og derved menneskelighed, der sniger sig ind på den stolte mand, som han bliver ældre i løbet af filmen.

Filmens historie foregår nemlig over flere årtier. At handlingen har en så lang periode at udspille sig over gør, at der indfinder sig en naturlig balance mellem faktiske begivenheder og plottets udvikling, som historiens vingeslag slår personerne ud af kurs, og de gang på gang må finde fodfæste under nye forhold. Med de mange forviklinger undervejs er spændingen intakt hele vejen igennem, men man savner i visse sekvenser noget mere uddybelse af både situationen samt udviklingen i karaktererne.