DreamcatcherDen seneste af en lang række Stephen King filmatiseringer, og den seneste af en ligeså lang række fejltagelser. Stephen Kings bøger er interessant læsning og spændende materiale (har dog ikke selv læst “Dreamcatcher”), men de er åbenbart utrolig svære at konvertere til film (selv Kubrick lykkedes det ikke for, i hvert fald ikke ifølge King selv). Af de utallige bøger Stephen King har skrevet, har kun en ganske lille del for alvor haft stor succes.

“Dreamcatcher” bliver desværre nok ikke en af dem. Dertil er den for lang, alt for lang, og at det hele er set før, gør bestemt ikke filmen mere seværdig. Den er et mix af tidligere Stephen King film, som “Stand By Me” (“Sammenhold”), “It” (“Det onde”), “Tommyknockers” og filmen “Invasion of the Body Snatchers”, baseret på Jack Finneys novelle “The Body Snatchers”. Har man set dem, så har man næsten set “Dreamcatcher”, men har folk ikke lige set disse (shame on them), kunne det måske alligevel gå hen og blive en god oplevelse. Men jeg tvivler stærkt på det.

Den første times tid af “Dreamcatcher” virkede ellers ret lovende. Der var spænding, mystik, en god stemning (hvilket James Newton Howard bl.a. skal have ros for), og jeg følte mig på en eller anden måde draget imod filmen.

Det så ud til at blive et rigtigt stemningsfuldt gys, og jeg sad i salen og håbede på en mere mystisk og okkult version af den gamle King film “Sammenhold”, men i stedet endte det med en halvdårlig version af “The Body Snatchers”, med dårligt skuespil, platte jokes, indlagte pruttelyde og fniseri. Hvilket gjorde det ret svært for mig at komme i den rigtige gyserstemning.

Filmen handler i meget korte træk om 4 drenge – Jonesy, Henry, Pete og Beaver – der redder en lidt mærkelig og retarderet dreng, kaldet Duddits, fra nogle bøller fra skolen. Det udløser et stærkt venskabsbånd, men også nogle specielle kræfter, telepatiske kræfter. Drengene kan bl.a. læse folks tanker. Mange år senere i deres voksne liv er de stadig knyttet til hinanden via kræfterne. Men at være i besiddelse af den slags er ikke altid lykken. De kæmper dagligt imod problemerne kræfterne fører med sig, hvilket har resulteret i at de alle lever et ret isoleret og tomt liv. Efter en ulykke, der nær koster en af dem livet, bringes de atter sammen igen.

Under deres årlige jagttur til de store, mørke og tætte skove i New England begynder der at ske mærkværdige ting. De finder en mystisk mand vandrende rundt i skoven, og en tilsyneladende død og stivfrossen dame midt på vejen. Der er noget galt, noget ondt lurer derude, og de skal nu atter stå sammen igen for at bekæmpe ondskaben.

Så skulle der ellers været lagt i kakkelovnen til en god gedigen omgang gys, men det slår fuldstændigt fejl, og jeg kan næsten ikke begribe hvorfor. De (Lawrence Kasdan og William Goldman) har fat i den rigtige ende den første times tid, men så glipper det totalt for dem. Historien begynder at vakle, den bliver ligeså langsomt tyndere og tyndere, samtidigt med at filmen forvandler sig fra en ok gyser til en action splatter film. Kasdan bør nok tage til seriøs overvejelse om det er en genre for ham.

Samme problem gør sig gældende for skuespillet. Det er troværdig ligeså længe filmen er det – men i samme øjeblik at filmen tager den mærkværdige drejning forsvinder troværdigheden fuldstændigt. Selv en habil skuespiller som Morgan Freeman, der normalt selv på en dårlig dag har klasse, fremstår i “Dreamcatcher” som en lallende B-filmsskuespiller de lige har hevet ind fra gaden.

Det må uden tvivl være den dårligste præstation Morgan Freeman nogensinde har leveret. Det skal tilføjes at der heller ikke er meget at arbejde med. Rollen som en snæversynet, usympatisk, psykotisk oberst der ikke skyer nogen midler for at vinde, og hvor civile tab er den mindste bekymring i regnestykket, ligger langt fra Freemanns tidligere roller, og det kan tænkes at det er derfor at han overhovedet ikke finder fodfæste i den.

Det kan iøvrigt nævnes, at karakteren Col. Curtis, som Freeman spiller, oprindeligt lød navnet Col. Kurtz – en hyldest fra King til “Apocolypse Now”. Det blev dog sløjfet i filmversionen, for ikke at lede tankerne alt for meget hen på Coppolas film.

Der er dog enkelte scener i “Dreamcatcher” som skal fremhæves, og som virkelig også fortjener at blive fremhævet. Det er nogle af scenerne med den engelske skuespiller Damien Lewis (bedst kendt fra “Band of Brothers”) der spiller Professor Gary ‘Jonesy’ Jones i filmen, scener som foregår i en slags fantasiverden.

Han fortæller i filmen vennerne, at han er besiddelse af et ‘hukommelsesvarehus’ hvor han lagrer alle hans minder og oplevelser. Et sted der visualiseres som et snørklet, gammelt, og støvet lager. Med masser af bøger og mapper indeholdende hans minder. Her kan han så tage hen og rydde op i minderne og smide ting ud hvis der skal gøres plads til nyt. På det sted har han også et hemmeligt kontor, hvor alle hans hemmelige minder og oplysninger er gemt.

Han bliver i filmen fortrængt til dette sted efter at være blevet besat – det er virkelig godt lavet. Fanget i sin egen krop. Han sidder i sit ‘kontor’ og kigger ud af vinduet på virkeligheden, uden at have kontrol over sine fysiske handlinger. Et af de meget få lyspunkter i filmen.