Når man bliver nødt til at vælge sin egen familie

Dardenne-brødrene, der tidligere har stået bag film som “Barnet” og “Rosetta”, har med deres nyeste film, “Drengen med cyklen”, lavet deres mest tilgængelige værk til dato. Hermed ikke sagt, at “Drengen med cyklen” er en letfordøjelig mainstreamfilm uden budskab. Tværtimod klæder denne nyfundne tilgængelighed brødrene.

Drengen Cyrill er, hvad nogle formentlig ville kalde besværlig i sin opførsel. Han bor på et børnehjem, fordi hans far ikke er interesseret i at have ham boende, og det eneste, Cyrill tænker på, er at komme hjem til faderen og at finde den cykel, som farmand har solgt. Den unge dreng kan ikke forstå, hvorfor han er blevet anbragt på hjemmet, for ingen har forklaret ham situationen. Ved et tilfælde møder han frisøren Samantha, der finder cyklen. Dette giver Cyrill anledning til at spørge, om hun ville have noget imod, at han kom og boede hos hende hver weekend. Her opstår et umage venskab, der dog har sine problemer, da Cyrill stadig skal lære at begå sig og acceptere sit lod i livet.

For Dardenne-brødrene er den ordinære hverdag lige så betydningsfuld som de sjældnere, dramatiske begivenheder. Realismen er her i højsædet: En cykeltur fortsætter i en uendelighed, da dette er en lige så stor del af Cyrills hverdag, som når han får at vide af sin far, at han ikke kan se ham længere. Der bliver tilmed fokuseret lige så meget på det øjeblik, hvor Samantha og Cyrill spiser aftensmad sammen, som når han for første gang møder en af den slags bander, man ikke har lyst til at lære nærmere at kende. Her er der ikke noget underlægningsmusik for at beskrive en stemning eller store dramatiske afslutninger på store dramatiske begivenheder. Med “Drengen med cyklen” har Dardenne-brødrene derimod prøvet at skabe et lille filmisk udsnit af virkeligheden. De er ikke interesserede i hverken fortiden eller fremtiden. De er interesseret i nuet.

Dardenne-brødrene er interesserede i at skildre livet, som det leves væk fra filmmagernes studier og kameraer, og det er lige præcis det, de har gjort i “Drengen med cyklen”. Forholdet mellem Cyrill og Samantha fremstår dybfølt og reelt, og i rollen som den hjertevarme frisør Samantha leverer Cecile de France som altid en solid præstation. Dardenne-brødrene undlader at forklare, hvorfor Samantha relaterer sig så godt til Cyrill. Den beslutning ville have givet tilbageslag i mange andre historiefortællinger, men ikke her. Som Dardenne-brødrene bliver publikum også hurtigt kun interesseret i nutiden, og vi accepterer hurtigt, at disse to mennesker har et helt særligt forhold til hinanden. For sådan noget kan jo ikke altid forklares, og den kendsgerning får brødrene os hurtigt til at acceptere.

Selv filmens hovedskurk, pusheren Wes, har en syg bedstemor, han kærligt tager sig af, og selvom faderen – filmens anden antagonist – ikke ønsker at se sin søn, ønsker han heller ikke at gøre ham fortræd. ”Er du okay?” spørger han, da Cyrill er faldet ned fra en væg, hvor faderen ikke kan se ham. ”Ja”, siger drengen, og faderen går igen. Filmens virkelighed er nemlig lige så nuanceret som menneskene i den.