En ensom hævner i haute couture

Vi åbner på et øde og tørt landskab. Diligencen… Øh, jeg mener: bussen skærer en vej igennem de flade marker, mens støvskyerne hvirvles op. Det er blevet aften, da bussen ankommer til en lille by midt i ingenting. Den standser. Ud stiger vores hovedperson; den ensomme hævner… Eller, jeg mener: en syerske i en Dior-kjole… Nej, vent, det er vist begge dele. Den hævnende syerske. På overfladen ligner “The Dressmaker” muligvis et komediedrama om den lille by Dungatars sorte får, men tag ikke fejl. Under det pæne tøj er det her en fuldblods-spaghettiwestern. Eller kænguruwestern, om man vil.

Jeg elsker når der leges med genre. Og “The Dressmaker” kender sine referencer. Her trækkes fra både “Sheriffen”, “En nævefuld dollars”, “De nådesløse” og “Nevada Smith”, imens musikken med jævne mellemrum hilser på Morricone. Tilly Dunnage er vendt hjem fra sin succesfulde karriere i Paris til den uudholdeligt lille og indspiste by, Dungatar. I den forbindelse er det nok ikke et tilfælde, at dung på engelsk betyder affald. Hun kan ikke selv huske, hvorfor hendes mor valgte at sende hende bort, da hun var lille, men hun er fast besluttet på at finde svaret i affaldsbunken.

Men mor er blevet sindssyg, husker ikke en skid. Judy Davis spiller hende med al den sarkasme og tværhed, som hun kan mønstre, hvilket ikke er lidt. Jeg kan ikke huske at have nydt en af hendes roller så meget siden “Nøgen frokost”. Kate Winslet giver dog lige så godt igen i den kjolebærende titelrolle. Det er en udsøgt fornøjelse at se dem sammen i verbal gunfight med lillebyens bedsteborgerlige røvhuller. Hævn er som lovet en central del af plottet, selv om Liam Hemsworth ihærdigt og stædigt forsøger at klemme et romanceplot ind. Kate Winslet er dog ikke indstillet på at give efter for ham – instruktør Jocelyn Moorhouse lader til at være på hendes side.

“The Dressmaker” har det ikke kun i munden. Den ser også bragende godt ud. Først og fremmest selvfølgelig i kraft af de kjoler, som Tilly syer til byens kvinder, hvilket forarger den ene halvdel med vovede linjer og luksuriøse materialer og gør den anden halvdel til faste kunder. Det er dog ikke udelukkende kvinderne, hun bedårer. Det er imponerende, at Hugo Weaving stadig ser godt ud i kjole mere end 20 år efter “Ørkendronningen Priscilla”. Alt er godt for øjet. Scenografien er ualmindeligt gennemført med utallige lækre detaljer, som lærerindens hår, der har et par hvide lokker formet som horn i panden.

Alligevel er “The Dressmaker” ikke så perfekt som sine kjoler. Den svinger lidt voldsomt mellem følelser, springer et par plot-mellemregninger over og måske er den storladne grand guignol-slutning for voldsom. Men størrelsen passer mig. Jeg var helt solgt til den sorte humor og de groteske figurer. Alt, hvad der skuffede mig i del Toros “Crimson Peak, lykkes Moorhouse her med. Den virker ikke som en tom pastiche med sine mange western-hilsner, men en levende og original genrefilm. Den er noget helt andet end den australske western-kollega “The Proposition”, men sammen beviser de to, at de altså kan noget med det vilde vest dernede på den anden side.