Køretur uden drive

Hvordan i alverden kan en skuespillers CV både huse mesterværker som “Vilde hjerter”, “Leaving Las Vegas”, “Face/Off” og “Orkidé-tyven” samt bras som “The Wicker Man” (remaket, selvsagt), “Troldmandens lærling”, “G-Force”, “Next” og “Ghost Rider”? Ja, i årevis har Nicolas Cages skizofrene karriere været et mysterium på linje med Bermuda-trekanten, men årsagen er formentlig, at Cage åbenbart skylder det amerikanske skattevæsen godt 70 millioner kroner. Som en flok sultne gribbe har Hollywoods griske pengemænd opfanget stanken af Cages rådnende bankkonti og indset, at her er en fortvivlet stjerne, der kan tvinges til hvad som helst. Ja, selv til at medvirke i “Season of the Witch”.

Alligevel kan jeg ikke forstå, hvorfor branchens mere ambitiøse filmmagere ikke også benytter lejligheden til at give Cage et kald, når nu han er så desperat. Manden har trods alt en velfortjent Oscar-statuette i trofækabinettet (medmindre han har solgt den til en pantelåner for at lindre gælden), og hans talent er endnu ikke falmet – bare tjek hans vittige og vanvittige toppræstation i Werner Herzogs “Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans” og hans superindsats som superhelt i “Kick-Ass”. Hver gang en ny Nicolas Cage-film udkommer, opstår det samme spørgsmål dog: Vil denne film omsider kickstarte Cages skrantende karriere, eller vil den blot tilsnavse hans allerede temmelig besmudsede ry?

Når man en dag ser tilbage på Cages samlede repertoire, vil “Drive Angry” formentlig stå tilbage som en af petitesserne, der hverken styrkede eller svækkede Cages omdømme. Filmen er tydeligvis skåret over samme skabelon som de B-film fra 1970’erne, som Quentin Tarantino og Robert Rodriguez hyldede så fornemt i deres “Grindhouse”-film. Vi har at gøre med en fuldstændig fjollet affære, der svælger i blod, vold, fyord, torskedumme replikker og bare bryster. Det lyder på papiret som en munter cocktail, men “Drive Angry” savner i allerhøjeste grad drive.

Med en spilletid på 104 minutter overholder instruktøren Patrick Lussier ikke sin tilladte besøgstid i hjemmebiografen. Man tager ofte sig selv i at trille tommelfingre imellem filmens actionsekvenser, der heldigvis kompenserer for deres sløve tempo med sjove, skøre ideer, såsom en enkelt karakters nonchalante exit fra en løbsk lastbil. Filmens mange 3D-gimmicks (der går knap nok to minutter, uden noget kommer flyvende imod os) går fint i tråd med filmens overgearede og selvironiske tone, der ofte udløser træk på smilebåndet, men computereffekterne er decideret frygtelige. Jeg tror ikke, jeg har set et så herrens portræt af helvede siden “Spawn”.

I rollen som den sammenbidte John Milton, der bogstaveligt talt er brudt ud af Helvede for at redde sit barnebarn fra en satanisk sekt, lader en forbavsende træt Nicolas Cage til at køre på autopilot, men hans medspillere leverer varen. Amber Heard ser ikke blot knaldgodt ud, hun leverer også en knaldgod og forbløffende intens præstation i rollen som Miltons rapkæftede sidekick. David Morse er også god som Miltons bedste ven, men filmen tilhører William Fichtner, der i rollen som Satans evigt sarkastiske “revisor” har til opgave at opsnappe Milton. Fichtners pragtfulde præstation bugner af humoristisk overskud, og gang på gang skubber han filmen fra andet til femte gear. Satans, at han ikke er hovedpersonen…

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. “Drive Angry” blev skudt i 3D, og det kan mærkes, idet billedsiden har en tilfredsstillende dybde hele vejen igennem. Man får aldrig den kedelige fornemmelse af, at man kigger på en række flade papmache-figurer, og afstanden mellem skuespillerne og objekterne er heldigvis ikke blevet overdrevet i postproduktionen. Ligesom i instruktør Patrick Lussiers tidligere 3D-film, “My Bloody Valentine”, er “Drive Angry” spækket med 3D-gimmicks – såsom kugler, økser og knive, der kommer flyvende imod os. Filmen er tilpas vanvittig til, at de forskellige gimmicks aldrig virker malplacerede eller distraherende.

Få af filmens allermørkeste scener (såsom motelscenen med politiet) savner dog den samme imponerende detaljerigdom som dagscenerne, og ghosting optræder også i enkelte nattescener, som hver gang William Fichtner kaster sin computergenererede mønt. Men billedet er knivskarpt, og mængden af detaljer er oftest fuldstændig overrumplende – hver eneste skægstub på Cages aldrende ansigt er tydelig. Farvegengivelsen er også upåklagelig. Et 2D-transfer medfølger desuden, og ingen af de to transfers plages af udtværing, glorier eller snavs.

Audio

Ligesom transferet er DTS-HD Master Audio 6.1-lydsporet glimrende, men ikke perfekt. Lydsiden er spækket med mindeværdige momenter, og det er især en fornøjelse, hver gang Cages lækre øse suser forbi kameraet, og subwooferen brummer voldsomt. Skud, slag og spark har også en auditiv slagkraft, som siger spar to, replikkerne er altid tydelige, og som regel folder musikken sig også fint ud i samtlige højtalere. Indimellem drukner musikken dog i lydbilledet – såsom i biljagten på broen, hvor musikken lyder overraskende vattet. En lidt mere raffineret lydatmosfære i filmens få stilfærdige scener havde også klædt lydsporet, men dette er et effektivt, kraftfuldt mix til en kraftfuld film.

Ekstramateriale

Dokumentaren “How To Drive Angry” (19 min.) tilbyder ikke en vejledning i arrig bilkørsel, men derimod et kort kig på filmens tilblivelse. Man bliver dog hurtigt træt af at høre filmmagerne og skuespillerne skamrose en så middelmådig film. ”Sådan her bør alle film laves!” skråler skuespilleren Billy Burke. Godt så. “Milton’s Mayhem” (10 min.) er en besynderlig kollage af filmens actionsekvenser, hvor en tæller registrerer og belønner enhver blodig gerning med point. En del bedre er diskens videokommentarspor, men desværre er der indimellem lange pauser imellem deltagernes udtalelser. Blot to slettede scener medfølger, og de er begge fuldkommen uinteressante, og lydkvaliteten er rædsom. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.