Når der hives op i skørterne

Den unge og bedårende Keira Knightley har længe været en vordende stjerne in spe og allerede bestredet adskillige stjerneroller med sin yndefuldhed. I kostumedramaet “The Dutchess” træder hun for alvor i karakter for andre kompetencer, end hvad udseendet kan byde på. Den unge skuespiller kan rent faktisk også agere foran et kamera. Og sikke et held.

I Saul Dibbs i øvrigt yderst vellykkede “The Dutchess” imponerer hun derfor i sin dybfølte karikatur af adelskvinden Georgiana Spencer, der i 1800-tallets imperiske England måtte finde sig fanget mellem kærligheden, fornuften og et mandsdomineret samfund. Som purung giftes hun bort i et af moderen arrangeret ægteskab til den magtfulde Hertug af Devonshire, der med introvert og fraværende facon spilles af underfundige Ralph Fiennes. Han er flere årtier ældre end hende og ikke interesseret i kærlighed, men blot en arving af hankøn. Det kommer hun hurtigt til at sande, og hendes udtalte dilemma står derfor hurtigt klart: Vil hun ofre kærligheden for enhver pris?

Det er forståeligt, at “The Dutchess” blev Oscar-belønnet for sine prægtige kostumer og imponerende garderober. For ud over filmens helt basale indhold, så er det svært ikke at lade sig dupere af de mageløse maskerader og voluminøse klædningsstykker, som karaktererne konsekvent indhylles i. Men også handlingen rummer imidlertid prægnans og bid. Hertugen havde angiveligt ry for at være en levemand med hang til kvinder i hobetal. Georgiana må derfor slå sig til tåls med datidens kvindesyn, hvor hun altså blot er et nummer i rækken, men ud over at være mor til gemalens børn altså ikke spiller nogen større rolle. “The Dutchess” tegner billedet af et forstokket kønsbillede, hvor kvinder dengang kun var noget i kraft af den mand, de med eller imod deres vilje havde giftet sig med.

Men behovet for kærlighed vægter på den lange bane større end tjenestefolk og fysisk rigdom. Den kærlighed, Georgiana ikke kan få hos hertugen, gengældes til gengæld af den unge politiker Charles Grey, for hvem eksistentielle værdier rummer en del. På finurlig facon er kimen lagt til et kærlighedsdrama, hvor affærerne har overtaget, og hvor dynamikken og spændingerne for alvor kommer til udtryk, da Georgianas veninde Elisabeth rykker ind på slottet og af omveje ender med at dele seng med den seksuelt aktive hertug. “The Dutchess” er ikke som sådan at forstå som en komedie. Tværtimod. Alligevel fortælles historien med et løbende anstrøg af sarkasme, der understreger det absurde i datidens leveregler.

Situationen tilspidses yderligere, da Georgiana i hertugens optik ikke evner at føde ham drengebørn, men blot leverer pigebørn på samlebånd. Det falder ikke i god jord, særligt fordi adelsmandens prestige er på spil, og det efter datidens normer er vigtigt for ham at opretholde en vis status blandt de lærde og de konverserende. En befolkningshob, hvoriblandt hans hustru i øvrigt begår sig godt. Hun forstår den ædle kunst at konversere og bliver derfor hurtigt både populær og eftertragtet. Sikkert til hertugens store irritation. For ham er hun blot en pyntegenstand. Dobbeltmoralen er en solid parameter i “The Dutchess”. For et er naturligvis, at den økonomisk velfunderede hertug bedriver hor. Hvis hun gør det samme, risikerer han til gengæld at tabe ansigt.

Trækkes linjerne til nutiden op, viser “The Dutchess”, hvor meget der trods alt er blevet gjort i forhold til ligeberettigelsen af kønnene. Meget er gjort, og meget kan sikkert stadig gøres afhængigt af det samfund, man befinder sig i. Et af budskaberne er dog også, at der skal to til at skabe et forhold. Underholdende er det derfor, at Georgiana ikke efterlever den opdragelse, der forventedes af piger på hendes tid. Til gengæld får hun sat godt og grundigt rav i kulisserne med at modsætte sig normværdierne og gå sine egne veje i stedet for at samtykke. Samtidig tegner “The Dutchess” i baggrunden et nuanceret billede af de (politiske omvæltninger), som imperietidens England dengang gennemgik.

Video

“The Dutchess” præsenteres med et skarpt og prangende look. Der er ikke edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens farvetemperaturen er stabil og kontrasten ind imellem rummer udsving. Et blændende transfer, der understøtter de prangende garderober og kostumer på forbilledlig vis.

Audio

Lyden eksekveres i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS HD Master Audio-lydspor. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren er detaljeret og effektlydene distinkte. Underneden opererer den stemningsfulde og oplagte taffelmusik.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet rummer en trailer og fire slettede scener præsenteret af filmens instruktør, Saul Dibb. Største trækplaster i den sammenhæng er imidlertid en knap tre kvarter lang “Making of The Dutchess” bestående af fem featuretter, hvor interviews og bag om kameraet-optagelser samt klip fra filmen kundgør et billede af de brugte locations, virkelighedens hertuginde, datidens politik og kostumerne. Det er ganske interessant, men stadig af et relativt begrænset omfang. Desværre.

Drama ved hoffet

Englændernes produktion af historiske kostumedramaer er efterhånden en noget forudsigelig affære, og fra diverse tv-serier fra BBC samt spillefilm kender vi snart formularerne udenad. Ikke desto mindre må man også indrømme, at de også er ualmindeligt dygtige til det, og endnu et bevis for deres evner kan findes i den engelske “The Duchess”.

Filmen har Keira Knightley i hovedrollen som den historiske figur Georgiana Cavendish, der på trods af sine unge år bliver giftet bort til den langt ældre hertug af Devonshire. Hertugen, der spilles af Ralph Finnes, er en bizar mangel på personlighed, der kun synes optaget af sine hunde samt det forhold, at han absolut må have en kone, der kan levere ham en mandlig arving. Han griber derfor til forplantningsakten med samme begejstring, som man ville klare opvasken, men går samtidig i lag med utallige kvinder ved siden af, som han tilsyneladende er en del mere erotisk tillokket af end sin kone.

Alle andre end Hertugen er ellers betaget af hende, og snart bliver hun en offentlig personlighed kendt både for sin skønhed og modebevidsthed, men også for sine – efter tidens norm – usædvanligt stærke meninger og politiske bevidsthed. På trods af sin succes i omverden kan hun dog fortsat ikke levere den ønskede søn, og Hertugens frustrationer over den udsigtsløse forbindelse bliver mere og mere udtalte.

“The Duchess” er en filmatisering af Amanda Foremans biografi om Georgiana og falder ganske naturligt ind i den genre af kostumedramaer, der blander historiske fakta og deriblandt kvinders ringe situation med en kulørt kærlighedshistorie og romantiske trængsler. Den leder tankerne hen på Jane Austins romaner, men har en kynisme og kontanthed over sig, der adskiller sig fuldstændig fra Austins relativt optimistiske fortællinger. Langt hen ad vejen minder den om den nyligt udgivne “Den anden søster”, der ligeledes handlede om kvalerne ved et ufrugtbart ægteskab, men i modsætning til den har hertugen her ikke engang energien til at foregive romantiske følelser. Hans kone er en fødefabrik og intet andet.

En af Georgianas efterkommere var Prinsesse Diana, og ligesom hende ender Georgiana også i et ægteskab, hvor manden i al praktisk henseende har en kone ekstra. Men hvor hans utroskab ingen konsekvenser eller betydning har, så har hun ikke de samme muligheder, og da hun ligeledes griber efter et halmstrå uden for ægteskabet, får det alvorlige konsekvenser.