De kommer

Christopher Nolan har aldrig før lavet en krigsfilm. Det har han heller ikke med “Dunkirk”. I stedet handler det om mennesker på flugt. Og om mennesker, der hjælper mennesker med at flygte. 400.000 soldater var strandet på stranden ved Dunkerque i forsommeren 1940, hvor nazisterne nærmede sig med tanks og bombefly. “Dunkirk” er et sitrende, intenst reportage-nedslag fra den historiske evakuering.

For “Dunkirk” er ikke den store historieskrivning med det store overblik, hvor ‘Slaget om Dunkerque’ sættes ind i en større 2. verdenskrigs-ramme. Nazisterne viser ikke ansigt, men repræsenteres kun af dræbende kugler og bomber fra Luftwaffe. Den minder mig om Hitler i “Der Untergang”-bunkeren. Overblikket ofres til fordel for forskellige menneske-skæbner under angreb. Ingen hovedperson, men et udvalg af soldater følges, hvor den tynde røde linje, der binder dem sammen, er flugten fra krigen.

Derfor er det også en atypisk Nolan-film, hvor der ikke er et “Memento”-twist eller et trylletrick, som vender krigen på hovedet til allersidst. Og så er det den mest skrabede uden unødvendig snak. ’Jeg er engelsk!' råber en britisk soldat, da han beskydes af franske allierede. Så nødvendig er dialogen. Ellers er de våde soldater tavse, imens de venter på et mirakel. Det er nærmest en stumfilm. Men ikke en lydløs film. Hans Zimmers brummende lydspor stresser soldaterne understøttet af et evigt tik-tik-tik, der konstant minder om, at tyskerne kommer!

Det geniale ved “Dunkirk” er det evige skift i perspektiv. En bombning af en Destroyer ladet med flygtninge genopleves flere gange. Fra lands, til vands og i luften. Tom Hardy jagter et tysk bombefly i sin Spitfire. Når han det, inden tyskerne bomber de skibbrudne? Det håber soldaterne i vandet, imens Mark Rylance som kaptajn på en lille, civil båd gør klar til at samle dem op og fragte dem i sikkerhed på den britiske side af kanalen. Hvert perspektiv giver en anderledes oplevelse. Set nedefra er Spitfire-flyet bare et fly i kamp, men inde fra cockpittet er det et personligt dilemma; skal han ofre sig for de andre, eller skal han flyve hjem og tanke op?

For ikke alle kan overleve i krig. Alle 400.000 kan ikke komme om bord på den første Destroyer, der sejler flygtningene i sikkerhed. Hvem skal ofres? Den franske soldat? Eller ham, der ikke er en del af lige præcis den her deling? Alle rykker tættere sammen, inden et torpedo-angreb stresser soldaterne endnu mere. Kameraet er med dem. Ned i vandet, overblikket tabes, imens den intense følelse af at være tilstede vindes. “Dunkirk” er hos soldaterne, imens Churchill og magten kun refereres af officererne, der melder om, at London håber på at redde 35.000 – en tiendedel.