E.T. vaskeægte mesterværk

Gennem filmhistorien har vi set mange særlige venskaber tage form. Inden for Shawshank-fængslets tårnhøje mure har vi set Andy og Red knytte et bånd, der fik håbet til at overtrumfe håbløsheden. Vi har set Thelma og Louise køre tværs gennem USA med sammenflettede fingre, mens afstanden til deres personlige problemer blev større og større i bakspejlet. Vi har set en cowboydukke alliere sig med en plastikstøbt rummand i en tårevædet trilogi om levende legetøj. Alle sammen livsbekræftende venskaber i film så hjertevarme, at man selv endte med at føle sig som en del af figurernes vennekreds. Men i mine øjne blegner alle disse fortællinger ved siden af historien om drengen Elliott og hans venskab med det bitte, brune rumvæsen E.T.

På papiret lyder “E.T. The Extra-Terrestrial” måske ellers som en fiasko in spe: I sin baghave opdager en introvert knægt et rumvæsen, som bliver hans bedste ven. Mange havde formentlig forvandlet fortællingen til “Lassie” med et science fiction-twist, men i hænderne på en dengang ufejlbarlig Spielberg blev “E.T. The Extra-Terrestrial” til en milepæl med en næsten ufattelig følelsesmæssig slagkraft. En familiefilm, der gravede flere spadestik dybere ned i tilværelsen som barn end sine genrefæller, og som ganske vist rummede rumskibe og fremmede væsner, men som i endnu højere grad omhandlede barndommens traumer – skilsmisse, svigt og det chokerende øjeblik, vi alle har oplevet, hvor man én gang for alle tvinges helt ud af barndommens bekymringsfrie tryghedszone.

Spielberg har gang på gang beskrevet “E.T. The Extra-Terrestrial” som sin mest personlige film, og man skal ikke mange minutter ind i filmen, før man forstår hvorfor. Da Spielberg var teenager, blev hans egen familie sønderrevet af forældrenes skilsmisse, og der vendes også op og ned på Elliotts liv, da hans far skrider fra sin hustru, Elliott og hans søskende: Storebror Michael og lillesøster Gertie. Livet som barnerumpe er ikke altid den dans på roser, som Disney vil have os til at tro, det er, og Spielbergs nøgterne portræt af opvækstårene med alle deres lav- og højdepunkter (og ucensurerede fyord) er så hudløst ærligt, at man sluger filmens fiktive verden som den skinbarlige sandhed.

Nu skal det heller ikke lyde, som om “E.T. The Extra-Terrestrial” er ren sorg og elendighed. Tværtimod er det også en virkelig sjov og uhyre opløftende film, som ikke blot minder os om opvækstens kattepiner, men også barndommens troskyldighed, der desværre svinder med alderen. Hvor børnene forguder E.T., skræmmer og forvirrer han de voksne. Der er ingen tvivl om, at E.T. og Elliotts venskab slår et slag for barnets fordomsfrie hjertelag, hvorfor instruktøren fuldt fortjent vandt en prestigefuld FN-pris. E.T. er en reminder om, hvor vigtigt det er ikke blot at holde fantasien i live, men også at være åbenhjertig over for andre væsner – om de så kommer fra andre nabolag, kulturer eller solsystemer.

Derudover byder filmen på nogle af filmhistoriens allerbedste børneskuespillerpræstationer. En dengang blot 6-årig Drew Barrymore er allerhelvedes charmerende som lille Gertie, og i rollen som storebroderen Michael udstråler Robert MacNaughton en enorm omsorg, der nærmest er besnærende. Og 10-årige Henry Thomas er simpelthen suveræn som Elliott. Thomas’ tydelige tro på E.T. er en af hovedårsagerne til, at man som tilskuer også tror fuldt ud på ham. Spielberg opfordrede børnene til at improvisere både deres ord og bevægelser, og derfor opnår deres scener en nærmest dokumentarisk realisme, som står i skærende kontrast til de fleste familiefilm, hvor børn ofte er utroværdigt voksenagtige i deres mimik og ordbrug.

Men filmens største bedrift er E.T. selv. Hvordan kan det betegnes som andet end ren magi, at en film får os til at fælde tårer ved synet af en maskindrevet dukke med en forkærlighed for slik og bajere? Selvom filmen nu er 30 år gammel, virker E.T. stadig som et spillevende væsen, og hans store, søde øjne er lige til at drukne i. Til tonerne af John Williams’ overdådige, Oscar-belønnede musik farer E.T. (naturligvis på cykel) direkte ind i hjertet. Jeg er normalt ikke typen, der tyer til hyperbel som ”hvis denne film ikke får dig til at græde, så har du ikke nogen sjæl”, men hvis du ikke er grådkvalt, når “E.T. The Extra-Terrestrial” slutter, så…

Det er i øvrigt (heldigvis) udelukkende den oprindelige biografudgave af filmen, som befinder sig på denne Blu-ray. Den berygtede ‘Special Edition’-version fra 2002, hvori jagtgevær blev erstattet via computer med walkie-talkies, og hvor nye, utroværdige computereffekter blev indsat, er ikke inkluderet (scenerne fra 2002-udgaven befinder sig dog under udgivelsens ekstramaterialesektion, som vi kommer ind på senere).

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “E.T. The Extra-Terrestrial” har formentlig ikke set så godt ud siden biografpremieren i 1982. Der er nogle ganske få skud (som sammenlagt varer få sekunder), som fremstår en smule slørede, men det skyldes den oprindelige fotografering og ikke transferet, og ingen af dem er tilnærmelsesvis distraherende. Under størstedelen af filmen er billedet knivskarpt, og i HD kan man for alvor sætte pris på den livagtige E.T.-dukke, som er ekstremt detaljeret. “E.T. The Extra-Terrestrial” har altid haft en meget nedtonet billedside med dæmpet lys og jordnære farver, som vitterligt styrker filmens autenticitet, og heldigvis drukner ingen detaljer i de mange mørke scener, farverne gengives perfekt, og hverken glorier eller banding forekommer. Grynniveauet er også tilpas, og ingen destruktive støjreduktionsfiltre er blevet taget i brug.

Audio

Man skulle ikke tro, at en 30-årig film kunne lyde så godt, men dette DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er simpelthen sublimt. Højdepunktet er gengivelsen af John Williams’ majestætiske musik, som kommer så klokkeklart igennem, at det er umuligt at undgå gåsehud, første gang Elliott og E.T. flyver på cyklen, og orkestret slår gækken løs i samtlige højtalere. Wow. Men replikkerne og lydeffekterne gengives også konstant med en imponerende klarhed, og gudskelov har man ikke blæst på filmmagernes oprindelige intentioner og fyldt baghøjtalerne med nye lydeffekter – det er primært fronthøjtalerne, som gør sig bemærkede, men baghøjtalerne disker dog op med mange subtile lydeffekter og effektive panoreringer, som styrker ens indlevelse i filmen, og lydsporet har i øvrigt en forbløffende solid bund.

Fans kan også glæde sig over, at filmens oprindelige stereo-mix også medfølger, og her er tilmed et dansk DTS 5.1-lydspor, som formentlig vil glæde mange danske børnefamilier, men som ikke just var min kop te. På dansk lyder E.T. lidt for meget som en aldrende, hæs bedstemor.

Ekstramateriale

Meget af udgivelsens ekstramateriale er taget fra den ti år gamle dvd-udgivelse, men her er to nye fremragende indslag: “Steven Spielberg & E.T.” (13 min.) er et kort interview med Spielberg, der ser tilbage på sin mest succesfulde film, og selvom man har hørt de fleste anekdoter før, så er Spielberg altid en interessant fortæller. “The E.T. Journals” (54 min.) byder på en masse fascinerende interviews og klip fra 1982, mens filmen blev optaget, og det er simpelthen ren guf for fans at få lov til at overvære indspilningen af flere af filmens (og filmhistoriens) mest ikoniske scener.

Resten af ekstramaterialet stammer fra dvd-udgivelsen. Her er i alt fem dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 135 minutter, og som gransker alt fra filmens tilblivelse over musikken til “E.T. The Extra-Terrestrial”-repremieren i 2002. I forbindelse med netop repremieren mødtes alle filmens hovedrolleindehavere og diskuterede deres forhold til filmen. Her er masser af spændende samtaler med stort set alle filmens vigtige skuespillere og bagmænd. Derudover er her de førnævnte slettede scener, som man bestemt ikke savner i den endelige udgave af filmen, samt seks store billedgallerier, en trailer og en tv-reklame. De slettede scener og det nye Spielberg-interview præsenteres i 1080p, mens alt andet præsenteres i 480i. Desuden medfølger en digital kopi af filmen.

FilmenLad mig starte med at sige, at jeg har altid været mere til Spielbergs “voksne” film, såsom “Nærkontakt Af Tredje Grad” og “Dødens Gab” – og har derfor hellere ikke set “E.T.” i mange år. Det betyder så også at filmen hellere ikke har haft den store plads i mit hjerte – indtil nu! Fordi selvom filmen er en ægte børnefilm (forklaring følger), betyder det ikke at den ikke er for det voksne publikum – tværtimod. Fordi de fleste voksne kender måske/sikkert længslen efter det uskyldige moment, der er forbundet med at være barn. Det er filmens helt store plus.

Så hvis du lige står og mangler en tidsmaskine, er “E.T.” en af de bedste muligheder for at opleve 10 års alderen igen.

Hemmeligheden bag filmens holdbarhedFilmen, der gjorde for BMX-cykler, hvad James Bond gjorde for Martini, er en ganske simpel fortælling om en lille dreng, Elliott, og hans nye ven fra en anden planet. Så hvad er det så der gør at “E.T.” skiller sig ud fra mængden af børnefilm? Fordi filmen er gennemført fra start til slut. Bl.a. er filmen set ud fra et barns perspektiv. (Spielberg filmende det meste af filmen ud fra børneøjenhøjde). De voksne er de “onde” fordi de har mistet deres naivitet og fantasi, og tror derfor ikke på rumvæsner mere. Elliotts mor er den eneste voksne persons ansigt som vi ser, indtil at FBI folkene kommer på besøg – og sammen med deres besøg kommer den voksne verden og dens problemer.

At Spielberg tager os med ned i børnehøjde, betyder ikke filmen taler ned til publikum, men tværtimod gør os til en del af børnenes verden, som betyder at når børnene er i mod de voksne, er vi det også. “E.T” tager sit publikum alvorligt. Dèt er hemmeligheden bag filmens holdbarhed.

Henry Thomas, der spiller Elliott, yder en af de bedste barnepræstationer måske nogensinde. Han er ikke øreintævende som de fleste børn er på film, og eftersom “E.T.” var en af hans første film, bærer hans præstation ikke præg af professionel skuespil, men mere en naturlig form.

I anledning af “E.T.”s 20 års jubilæum er filmen udgivet i en Special Edition. Nye computereffekter, nye scener og nogle politiske korrekte ændringer er forskellen fra den oprindelige 1982 version. Allerede i scenen hvor E.T. bliver jagtet af en række mænd i skovmandsskjorte (George Lucas er ikke i blandt), kan E.T. nu løbe på en særpræget måde, i stedet for som i gamle dage hvor han bare var et lys på en snor. Det giver scenen meget mere dynamik, og nu tror man på at E.T. er forvirret og bange.

E.T.’s ansigtsudtryk er blevet digitale i nogle scener, som naturligvis giver ham flere muligheder for at udtrykke sig, men det betyder også at han har fået et mere tegneserieagtigt look. Halloween scenen er forlænget, og en skrottet badekarsscene er dukket op, takket være at man nu kunne animerere E.T. 100% digitalt.

De berygtede politiske korrekte ændringer, er ikke så forfærdelige som man kunne frygte. FBI-folkene bærer nu walkie-talkies i stedet for våben. Spielberg begrunder beslutningen med at han gerne vil lede opmærksomheden væk fra våbnene (fordi han selv har fået børn siden 1982), hvilket også er en nobel tankegang, men med alt den snak om våbnene bliver opmærksomheden jo nærmere lagt på våbnene – Om de er på skærmen eller ej. Hvis han havde valgt at lade dem blive som de var i filmen, var der ikke en eneste som ville have løftet et øjenbryn. Jeg ville i hvert fald ikke have nævnt dem i denne anmeldelse!

Som principsag er jeg imod disse “korrekte” ændringer, fordi en film siger noget om folkene bag filmen og selve tidsånden, på det tidspunkt hvor filmen blev lavet.

Tro dem ikke!John Williams skrev musikken til “E.T.” i perioden (1977-1983) hvor han bare spyttede det ene hit ud efter det andet. Scoret til “E.T.” (som han scorede en Oscar på) rammer perfekt filmens stemning, glæden ved at være barn, og når næsten operratiske højder hen imod slutningen af filmen.

“E.T. The Extra-Terrestrial” er ren filmmagi så det batter – dels fordi den ikke har mistet magien ved for mange visninger på tv, og så selvfølgelig fordi det er en fremragende film.

Jeg har læst adskillige steder at “E.T The Extra-terrestrial”s budskaber er forældet. Det er det værste sludder. Fordi i en verden fyldt med fjendtlighed og kulturelle misforståelser, er der i allerhøjeste grad brug for tolerance og medfølelse!

Video”E.T.” på DVD ser overraskende godt ud. Billedet er blevet remasteret. Det betyder bl.a. at farverne er lyse og skinnende og med god dybde i mørke scener. Det er en fornøjelse at se at en film fra 1982, stadigvæk kan se så smuk ud.

AudioLyden er både i Dolby Digital 5.1 (engelsk og dansk) og DTS 5.1. Alle tre versioner har stor fylde med gode surround effekter. John Williams` score lyder fremragende, og frem for alt så er det mikset så det er til at høre – modsat de fleste moderne blockbusters (ikke betegnelse for videokæden, men for film som er kæmpe hits). E.T. har også fået dansk tale, normalt er efterkronisering på dansk ikke den store fornøjelse for det voksne publikum – det er det heller ikke denne gang, men det skal dog siges at kavalitetet af efterkroniseringen er i den bedre ende af skalaen. Men tjek hellere den engelske version.

Ekstra materiale

Udviklingen og skabelsen af E.T.

introduktion af Steven Spielberg

Mødet

Jubilæumspremieren hvor John Williams dirigerer musikken live

Lydspor med John Williams’ live musikscore i stedet for det oprindelige score

En snak med John Williams

Rumforskning med E.T.

Gallerier med produktions fotos og artwork

Trailere

DVD-ROM features

Udviklingen og skabelsen af “E.T.” er et 50 minutters program hvor Spielberg og Co. taler om filmen, og hvor man kan opleve nogle skrottede scener, bl.a. scenen med Harrison Ford som rektoren (man ser selvfølgelig ikke hans ansigt). Programmet er fremragende, fordi det bl.a. går bag om Spielbergs ideer til filmen.

Jubilæumspremieren hvor John Williams dirigerer orkesteret live, er guf for Williams` mange fans. Man følger John Williams og hans planlægning af den store aften. Hvis man er Williams tilhænger er programmet gåsehudsfremkaldende. På et separat lydspor er der mulighed for, at høre dette live orkester i stedet for det oprindelige score imens man ser filmen. Men den oprindelige indspilning er at foretrække, fordi orkesteret består af flere medlemmer end på liveversionen – som giver lyden mere pondus.

Der er også mulighed for at få E.T. til at forklare hvordan rummet og dets planeter ser ud. En sjov feature, men også irriterende i længden, mest fordi rummanden snakker meget langsomt.

Udvalget af ekstra materiale er ikke overvældende stort, men det meste af indholdet er heldigvis interessant.

Overall”E.T. The Extra-Terrestrial” er en absolut anbefalingsværdig DVD-udgivelse.