What a wonderful world…

Naturligvis bør dokumentaren “Earth” bedømmes som et selvstændigt værk, men det er alligevel en smule svært at fortrænge følelsen af, at man har set det hele før, og at filmen blot er en lang trailer til “den ægte vare” – nærmere bestemt BBC’s skelsættende miniserie, “Vores planet”, som hævede standarden for naturdokumentarer tilbage i 2006 med dens overdådige billedside og uhørt grundige gennemgang af planetens mangfoldighed. “Earth” er skruet sammen af de samme folk, og den består næsten udelukkende af uddrag fra “Vores planet”.

Jovist, her er få minutters hidtil uset videomateriale, rækkefølgen på flere klip er blevet ændret, og David Attenboroughs karakteristiske fortællerstemme er blevet erstattet af Patrick Stewarts lige så charmerende røst. Men langt de fleste klip har vi set før, og replikkerne er stort set de samme, lydene er de samme, og musikken er den samme. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at “Earth” både er en ekstremt lærerig og underholdende oplevelse. Stort set samtlige minutter af “Vores planet” var fuldstændig fortryllende, så det giver næsten sig selv, at der ikke er ét kedeligt øjeblik blandt de 99 af slagsen i “Earth”.

Der er skud undervejs, der synes at trodse al logik. Vi kommer usandsynlig tæt på mikroskopiske insekter, tøjlesløse rovdyr og ekstremt sjældne væsner såsom den såkaldte amurleopard, som der efterhånden kun er 40(!) tilbage af på verdensplan uden for de zoologiske haver. Mest imponerende er de panoreringer og zooms, der på meget kort tid afbilder alskens langvarige processer – lige fra fåtallige blomster, der skyder frem, til komplette skove, som ændrer kulør. Computereffekter forulemper gudskelov aldrig billedsiden. George Fentons score er til tider lidt for pompøst, men englænderens musik er som regel lige så behagelig som de levende billeder, den understøtter.

Naturligvis er “Earth” ikke nær så omfattende eller dybdeborende som “Vores planet”, men filmen vælger heldigvis at stille skarpt på udvalgte dele af tv-seriens mange episoder, så den ikke ender som en fragmenteret montage, der springer pludseligt fra verdensdel til verdensdel og fra dyrerace til dyrerace. Filmen fokuserer især på en flok isbjørne, et par pukkelhvaler og en elefantmoder og dens nuttede unge, og dermed ender “Earth” som et fascinerende portræt af dyrenes familieværdier, som viser sig ikke at være meget anderledes end vores egne. Især isbjørnefaderens lange søgen efter mad til sin familie er gribende og endda mere rørende end mange af Hollywoods bedste tårepersere, mens junglefuglenes spøjse parringsritualer også giver os en del at grine af. Børn vil formentlig elske filmen, men de allermindste bør holde sig væk.

Mellem de optagelser, som altså udgør filmens tre hovedforløb, leveres adskillige uovertrufne naturbilleder, som konstant minder os om naturens uvurderlighed og menneskehedens ansvar over for selv samme. Selv ikke den mest veludtænkte skræmmekampagne kunne have gjort det bedre. Man kan selvfølgelig debattere, om “Earth” ikke bare er en nedkogt ’greatest hits'-udgave af “Vores planet”, men filmens gennemslagskraft og relevans er til gengæld hævet over enhver diskussion.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Coveret hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.40:1. Filmen præsenteres i det korrekte billedforhold. “Earth” ser nøjagtig lige så godt ud på Blu-ray som “Vores planet”. Billederne er almindeligvis knivskarpe og besidder en exceptionel dybde, der jævnligt får dem til at fremstå tredimensionelle. Stort set hver eneste nuance af farvespektret gengives perfekt, sortniveauet er tip-top, og der optræder aldrig edge-enhancement. Undertiden dukker der støj op i billedets mørkeste afkroge (til tider i form af pulserende streger) angiveligt grundet interferens fra radioudstyr under optagelserne. Ganske få sekvenser blev i øvrigt skudt i Standard Definition og virker derfor en anelse uskarpe og flade i forhold til HD-optagelserne.

Audio

“Earth” lyder til gengæld meget bedre end “Vores planet”. Det har nok noget at gøre med, at den oprindelige tv-series lydspor blot blev præsenteret i Dolby Digital 5.1, mens filmens lydside gengives via et DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Lydsporet har en langt bedre bund og gengiver også høje toner klarere, end DD5.1-lydsporene gør på udgivelsen af “Vores planet”. Indimellem savner man lidt mere aktivitet – især under scenerne i junglen, hvor dyrelivet indimellem ikke virker aktivt nok. Men som regel er den auditive atmosfære overbevisende og besnærende, både musikken og Patrick Stewarts ord kommer klart og tydeligt igennem, og så er der også flere mageløse panoreringer. Især sekvensen, hvor pukkelhvalernes sang omslutter seeren, er mindeværdig.

Ekstramateriale

Der er intet på skiven ud over filmen.

Lad isbjørnene danse

Til december skal København danne ramme om et klimatopmøde, som på mange måder kan blive afgørende for vores planets overlevelse. Kynikere mener, at dommedagsuret står på 5 minutter i 12, optimisterne hævder, at det langt fra står så slemt til. Men alle kan vi vel efterhånden blive enige om, at Jorden, som vi kender den, langsomt forandrer sig. Disneys fantastisk flotte og poetiske dokumentarfilm “Earth” viser, hvilke konsekvenser menneskets udnyttelse af naturens ressourcer har på Jordens overdådige dyre- og naturliv, og der burde være en obligatorisk visning af denne her film, før klimatopmødet skydes i gang. Filmen efterlod i hvert fald mig med et inderligt ønske om, at vi snart vågner op og stopper den destruktive adfærd, vi i stigende grad udviser over for vores planet.

En isbjørn stikker hovedet op fra et hul et sted i Antarktis’ snedækkede landskab. Den kigger sig kort omkring, før den kravler helt ud fra sit skjul. Det er forår, og mens den har ligget i hi vinteren over, er der kommet to små unger til. Alt omkring den lille familie er dækket af sne, og solen står højt og klar på den lyseblå himmel. Men der er problemer i Paradis. Den globale opvarmning gør, at isen smelter, og dette har resulteret i, at føden bliver langt sværere at få fat på. Moderen og hendes to unger må sammen vandre lange strækninger gennem de store snedækkede landskaber i en evig kamp mod tiden og sulten.

Således åbner Disney deres monumentale fortælling om planeten Jorden, og akkompagneret af
Patrick Stewarts næsten alfaderlige fortællerstemme og en voluminøs og episk underlægningsmusik drager denne film fra første anslag til sidste klip seeren ind i dyrenes kamp for overlevelse. “Earth” illustrerer på sin vis perfekt, hvad det er, Disney er så fantastiske til. De formår at give publikum et forhold og en kærlighed til de skabninger, der befolker deres historier – så er det lige meget, om det er animerede robotter, talende hunde eller virkelighedens fantastiske og forunderlige dyreliv. Vi kommer undervejs til at holde af de mange dyr – hvad enten det er elefanten og hendes unge, der forsvinder fra deres flok midt ude i ørkenen, pukkelhvalen, der rejser 5.000 kilometer med sit barn for at finde føde, eller fugleungerne, som skal lufte vingerne for første gang i frit fald fra deres rede.

Disney er ikke just kendt for at fortælle historier nøgternt og observerende, og det er bestemt heller ikke tilfældet med “Earth”. Her får følelserne frit løb med alt, hvad der hører sig til af strygere, slowmotion og fastmotion, og dokumentaren er et overdådigt tagselvbord af visuelle og musikalske godbidder. Forestil dig Disneys gamle mesterværk “Fantasia” opført i virkelighedens rammer, og du har en idé om, hvilken poesi billederne og musikken i “Earth” indeholder. Isbjørnene skøjter klodset rundt på isen og bevæger sig i takt med musikken under det kolde, krystalklare vand. En hvidhaj gennemborer havets overflade med en sæl i gabet og står nærmest stille i luften, før tyngdekraften langsomt trækker den tilbage mod det mørke dyb.

Billede og lyd indgår altså konstant i en nærmest lyrisk dans med hinanden, og resultatet er så betagende, at man må fiske øjne, ører, næse og mund op fra gulvet flere gange undervejs. Filmens tema om menneskets destruktion af jordens dyreliv virker måske deprimerende, men det er på ingen måde en nedslående film at overvære. Den er så humoristisk og kærligt fortalt, at man rejser sig fra biografens røde plyssæde med et smil om munden og et ønske om at gøre fremtiden bedre for alle klodens skabninger.