Vi holder vist nok med dem i sweaters

En ung kvinde forsvinder. Dette er ikke, selvom det lyder sådan, starten på endnu en politifilm om den nådesløse jagt på en gal seriemorder. Nej, en ung kvinde forsvinder, fordi det er hendes job. Jane er ansat i et af den slags utroligt hemmeligheds- og magtfulde sikkerhedsfirmaer, som det amerikanske samfund er fuldt af, hvis man skal tro thrillerhåndbogen for Hollywood. Hendes iskolde chef bliver hyret af nogle andre iskolde magtmænd til at infiltrere en samling miljøaktivister, der er så radikale, at det grænser til terrorisme. Jane skal blive til Sarah, farve sit hår og sige farvel til kæresten. Det gør hun i et snuptag. En ung kvinde forsvinder, men modsat de mange politifilm er vi med hele vejen. Det er så fremragende, at jeg aldrig var sikker på, om hun kom tilbage.

Fra første sekund bliver man involveret i det moralske dilemma. Til lyden af Ellen Pages truende paroler, krydsklippes der mellem ægte billeder af vandfugle indsmurt i olie og iscenesatte overvågningsoptagelser af maskerede mænd, der hælder samme stof i en grisk direktørs ventilationsanlæg. Det er tydeligvis hensigten at stille spørgsmålstegn ved, hvor grænsen går, for hvem der kan og skal udmåle straf i samfundet. I og med at miljøaktivisterne i gruppen, der deler navn med filmen, faktisk er til fare for andre mennesker, ligger sympatien til at begynde med hos det ordentlige og retskafne samfund, men hele tiden rykkes der ved opfattelsen af rigtigt og forkert.

Sarah, eller Jane, alt efter temperament og evne til at holde styr på falske identiteter, finder selvfølgelig hurtigt frem til den superhemmelige gruppe. Selvom det er lidt overfladisk skildret, som hvis man skralder lidt bag Irma, skal man nok få kontakt til nogle økoterrorister, er fokus ikke på det minutiøse opsporingsarbejde, men mere livet som et alias i en gruppe af alias’er. Ingen er deres eget jeg, alle i The East er opdigtede personer, som deres opfinder har brugt til at flygte fra noget. Anonymiteten er et helle, og derfor er det også fristende for Jane at lægge sig ned og få organiserede gruppekrammere og blive madet med linsesuppe af sidemanden. Mærkeligt nok bliver det helt plausibelt, at denne samling udskud kultisk tilbeder Alexander Skarsgårds karismatiske leder, Benji, og går med på hans frelste vrøvl.

Der er ikke noget moralsk eller sympatisk at holde sig til i sådan en verden af masker og løgne. Noget af det, som en film normalt kan, er at følge karakterer så tæt, at man tror, man kender dem og ved, hvorfor de handler. Den illusion bliver spændt til det yderste i “The East”. ”Puha godt I fik kidnappet den CEO, Sarah! Nårh nej, du hedder Jane og er på mission for at tjene penge til at købe kattemad. Eller?!” Sådan løb de forvirrede tanker hos mig. Det er en ret intens følelse af at blive taget i røven, og det er positivt ment. Al den tvivl, der står malet i Brit Marlings ansigt, når hun pakker genbrugs-sweateren væk og hopper i pumps’ene for at præsentere sine resultater for den kyniske arbejdsgiver, var lige så meget til stede hos mig.

Det samme er spændingen. Alt er holdt i en uroligt rolig kameraføring med fokus på anspændte blikke, og manuskriptet spytter bister mistænksomhed i alle retninger. Det interessante er, at både sekvenserne, hvor gruppen udfører aktioner og Janes forsøg på at skjule sin identitet, fremkalder høj puls. Det er elegant udført, når man kan få svedige håndflader over en undercover-agent, der går under-undercover, når gruppen snyder sig ind til et medicinalfirmas reception. Ja, det er nærmest “Inception” om igen bare uden drømmedrugs og folk, der går rundt med hovedet nedad. Men stadig med Ellen Page og en fortælleteknisk overlegen leg med opfattelsen af den iscenesatte virkelighed.