Berygtet og efterstræbt

Det er forbløffende, hvor meget en enkelt præstation kan ændre den opfattelse, vi har af en skuespiller. Jeg har set Emma Stone i adskillige film, men hun er hidtil forblevet en af den slags lidt anonyme skuespillerinder, hvis roller og navn man hurtigt glemmer.

Det har alt sammen ændret sig med “Easy A”, hvori instruktøren Will Gluck har placeret hende i hovedrollen, og som formår at bringe en så fremragende præstation ud af hende, at det sandsynligvis er en stjerneskabende rolle, vi her er vidne til.

Stone spiller den umiddelbart ganske almindelige Olive Penderghast, der går på en lettere snerpet amerikansk high school. Hendes liv er så ubemærkelsesværdigt, at ingen ænser hende, så da en veninde udspørger hende om hendes indholdsløse weekend, slipper Olive en lillebitte hvid løgn om, at hendes jomfruhinde netop er blevet invaderet af en lækker college-fyr. En anden pige overhører imidlertid historien, og fra da af er fanden løs i laksegade, og de skandaløse rygter om Olives vilde sexliv bliver hurtigt spredt via sms, Twitter og Facebook. En uventet bivirkning af de moralske opstød bliver dog også, at Olive lynhurtigt opnår en øjeblikkelig popularitet og for første gang er i alles søgelys – en oplevelse, som hun ikke er fuldstændig uimodtagelig for. Pludselig er hun det evige samtaleemne som den frække pige, der vover alt, selvom hun i virkeligheden knap nok har kysset en fyr.

Under filmen er der løbende komiske henvisninger til de klassiske 80’er-teenage-komedier såsom “En vild pjækkedag”, “The Breakfast Club” og “Say Anything”, og det er faktisk meget passende, for lighederne er slående. Ligesom disse film er “Easy A” sjov uden at forfalde til platheder og begavet uden at blive selvhøjtidelig. Olive kaster sig over sin nye status, dels fordi hun nyder den pludselige opmærksomhed, men også som et oprør over for de religiøse evigt-moraliserende tosser på stedet. Hendes nyvundne popularitet gør hende hurtigt til en attraktion, og da en homoseksuel ven ønsker at aflive de ondsindede rygter om hans tilbøjeligheder, indvilger hun i en arrangeret forestilling, der skal give indtryk af, at de har haft sex.

Det er ganske vist grundlæggende svært at tro på, at en pige, der ser ud som Emma Stone, nogensinde har været særligt overset, og Olive har også langt mere selvtillid end en udstødt burde have, men alligevel giver Frk. Stone rollen så meget charme og udstråling, at man køber pakken. I modsætning til Ellen Page i “Juno” er det også næsten en lettelse, at hun ikke på forhånd af manuskriptet er forsynet med utroværdigt skarpe replikker til enhver lejlighed. I stedet bliver hendes form for humor lettere kejtet og til tider decideret nørdet, men også temmelig smittende af samme årsag. Filmen udstyrer hende med nogle usandsynligt seje og overbærende forældre i skikkelse af de velspillende Stanley Tucci og Patricia Clarkson, og man tager nærmest sig selv i at blive helt lettet over for en gangs skyld at støde på en hovedperson, der har et godt forhold til sin far og mor.