Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 133

Bedste tidsrejsefilm?

  • Tilbage til fremtiden (1985)
    40%
  • Terminator 2: Dommedag (1991)
    31%
  • Twelve Monkeys (1995)
    12%
  • X-Men: Days of Future Past (2014)
    5%
  • Looper (2012)
    4%
  • Terminator (1984)
    4%
  • En anden film
    2%
  • Abernes Planet (1968)
    2%
  • Primer (2004)
    1%
  • Hot Tub Time Machine (2010)
    1%
  • Time After Time (1979)
    0%
  • Timecop (1994)
    0%
  • QEDA (2017)
    0%
  • Midnight in Paris (2011)
    0%
  • Bill & Ted's Excellent Adventure (1989)
    0%

Ed Wood

Originaltitel: Ed Wood
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Martin Landau, Sarah Jessica Parker, Patricia Arquette, Jeffrey Jones, G.D. Spradlin, Vincent D'Onofrio - Læs mere
Produktionsår: 1994
Land:
Sprog:
Genre:
Komedie, Komedie, Drama, Drama
Links: IMDb
På DVD: 29/10-2002

Dato: 20. April 2004   Af: Johan Albrechtsen (The Insider) - Skriv din mening i forummet

Næstefter Dolph Lundgren og Tom Green er der nok ikke mange kendte skikkelser, som i ligeså høj grad er kendte for deres manglende kreative evner som Ed Wood - manden der stod bag mange af de film, som kritikere i årtier har udnævnt som værende blandt de værste nogensinde. Den ligeså kuriøse (dog i mange andre henseender) instruktør Tim Burton valgte i 1994 at lave en lille film om den besynderlige lille mand, som stadig flere og flere mennesker elsker at hade.



Det havde været enormt let at hyre en Ed Wood lookalike, smidt ham på en scene og sendt en masse platte jokes i hans retning. Men i stedet for at vælge den lette udvej og fremstille Wood i et latterligt og hånende lys, så vælger Burton i stedet at ære manden på en intelligent og varm måde, hvilket gør filmen særdeles charmerende og morsom på mange forskellige niveauer. Wood satte sig aldrig nogensinde for at skabe en film, som ville blive hadet og hånet i årevis. Han havde virkelige visioner, drømme og håb – de var bare så usandsynligt tåbelige (og dog en lille smule charmerende), at de aldrig blev til de anmelderroste publikumssucceser, som Wood havde forestillet sig, de ville blive. Burtons film både forstår og anerkender dette.

Johnny Depp spiller Ed Wood, i hans anden optræden i en Tim Burton film. Depps fantastiske, febrilske og energiske præstation vækker både sympati og latter hos publikum. Han bliver suppleret godt af folk som Bill Murray og Sarah Jessica Parker, for ikke at tale om Martin Landau, hvis formidable skuespillerpræstation gav ham en Oscar. Landau spiller Ed Woods gode ven, skuespilleren Bela Lugosi, som bl.a. spillede Dracula tilbage i 1931. Ligheden mellem Landau og Lugosi er særdeles slående, hvilket i høj grad skyldes Rick Bakers formidable make-up arbejde.



For en gangs skyld er det ikke Danny Elfman, der har komponeret musikken til Tim Burtons film. Elfman og Burton havde haft adskillige verbale slagsmål under produktionen på "A Nightmare Before Christmas", men arbejdede dog igen sammen på Burtons næste film og alle hans film siden da. Howard Shore står her for skabelsen af et herligt, finurligt og fortryllende score, som er helt i stil med den effektive, opblæste og overvældende type musik, som var at finde i de gamle 50'er gysere og science-fiction film, som filmen i høj grad er en hyldest til.

Samtlige afspekter af "Ed Wood" fungerer nærmest perfekt, og kombinationen af Burtons sikre instruktion, Scott Alexander og Larry Karaszweskis morsomme og intelligente manuskript og de talløse talentfulde skuespillere som figurerer i filmen, burde have resulteret i et hav af priser og nomineringer. Men desværre forsvandt filmen hurtigt fra den almene biografgængers bevidsthed og hukommelse. En skam, men noget som denne formidable DVD udgivelse forhåbentlig kommer til at rette lidt op på. En mere velafbalanceret og tiltalende blanding af humor og drama skal man lede længe efter.


Filmen: 6/6

Video

Præsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format.
"Ed Wood" bliver præsenteret i sort/hvid format, ligesom den skal. Sort/hvid præsentationer på DVD kan ofte skabe billedlige problemer, i form af kontrast-problemer og komprimerings-artifacts, men denne billedside er ganske god. Når billedet bliver virkelig mørkt (hvilket det gør i adskillige tilfælde) dukker der dog ofte komprimerings-artifacts op, og edge-enhancement er ekstra tydelig i sort/hvid film, hvor de hvide, unaturlige glorier, som opstår som følge af edge-enhancement, bliver ekstra tydelige. Men billedet er skarpt og kontrasten er god, så alt i alt er dette en ganske hæderlig billedside.


Video: 4/6


Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1 Surround lydspor på "Ed Wood" DVD'en benytter sig primært af fronthøjtalerne, og det er sjældent at baghøjtalerne bliver brugt til andet end Howard Shores musik. Men lydsporet er stadig et særdeles stemningsfuldt og effektivt et af slagsen, som hoster op med et par dejlige overraskelser.


Audio: 4/6

Ekstramateriale

Det første stykke ekstramateriale man støder på på denne herlige lille disc, er en dyster musikvideo som indeholder adskillige morsomme klip, der vises mens Howard Shores underfundige musik kører i baggrunden.

"Let's Shoot This F#*%@r!" (14 min.) er en ganske interessant og passende mærkværdig dokumentar, omhandlende tilblivelsen af filmen. Den måtte dog naturligvis gerne have været meget længere.

Den lille dokumentar "The Theremin" (7 min.) omhandler musikken til filmen, så det er primært Howard Shore som taler her. Shore taler om musikken som figurerede tilbage i Ed Woods tidsalder, og om hvordan Shore lod sig inspirere at musikken fra dengang, da musikken til Burtons film skulle skrives.

"Making Bela" (8 min.) omhandler det Oscar-belønnede make-up arbejde på filmen, som bl.a. gjorde, at man fik Martin Landau transformeret om til Bela Lugosi.



"When Carol Met Larry" (9 min.) handler om Ed Woods "unikke" forkærlighed for kvindetøj. Producenterne bag DVD'en har her bl.a. fået fat i en mand, som klæder sig ud i kvindetøj, til at udtale sig om sin alternative tøjstil.

"Pie Plates Over Hollywood" (14 min.) handler om hvorledes filmens mange kulisser blev konstrueret, og om hvordan man håndterer opgaven med at lave filmen i sort/hvid.

Så indeholder DVD'en også et glimrende kommentarspor med Burton, Martin Landau, Larry Karaszewski og Scott Alexander, fotografen Stefan Czapsky og kostume-designer Colleen Atwood. Tilsyneladende er det altså endelig gået op for folkene, som skruer Tim Burtons DVD'er sammen, at kommentarspor, som udelukkende indeholder kommentarer fra Burton selv, er gabende kedelige at lægge øre til. Alle kommer med adskillige interessante kommentarer, anekdoter og masser af tankevækkende indsigt.

Naturligvis er filmens oprindelige trailer også inkluderet på discen.


Ekstramateriale: 4/6

Overall

"Ed Wood" er en fænomenal film, som er ligeså intelligent og morsom, som den er underliggende rørende og overraskende. På DVD bliver den præsenteret i fornem kvalitet og sammen med masser af spændende og vedkommende ekstramateriale. Varmt anbefalet.



Samlet oversigt: Ed Wood

Filmen6
Video4
Audio4
Ekstramateriale4

Klik her for at læse flere "Tim Burton" relaterede anmeldelser.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 4.85 (27 stemmer)