Af banen, her kommer Ørnen!

De første Olympiske Lege, jeg kan huske, var dem i sommeren 1992 i Barcelona. Gail Devers 100-meter løb fra de andre, Jordan og Magic dunkede med Dream Team, og Thomas Stuer-Lauridsen hev badminton-bronze hjem til Danmark. Alt handlede om sport og ædle idealer om at gøre sit bedste. Om at være med. Siden fik jeg øjne af Andrew Jennings til at se Juan Antonio Samaranch. Olympisk svindel med penge og doping. Det er den første, børnenaive del af De Olympiske Lege, som “Eddie the Eagle” her hylder.

Den olympiske hyldest sker igennem portrættet af engelske Eddie Edwards, der skihoppede sig ind i alverdens vinterolympiske hjerter, fordi han var så dårlig. Fordi han var med. Og gjorde sit bedste, hvilket betød, at han hoppede under halvt så langt som de bedste. Den film synes du måske, du har set før? Næsten. Det er “Cool Runnings”, du tænker på, der under den danske titel “Af banen” var i hyppig TV3-rotation op igennem 90’erne. Her skulle et bobslædehold fra Jamaica gøre det umulige: Kvalificere sig til OL i sneklædte Calgary i 1988. Det gjorde de, det gør “Eddie the Eagle” nu også.

“Af banen” er fra 1993. Sådan føles “Eddie the Eagle” også, selv om den er helt ny. Komikken er (over)tydelig og næsten (for)tegnet. Eddie har store hinkesten som briller og drikker mælk i stedet for øl. En god dreng, der hverken kan lave damer eller skihoppe langt. Eller lande på benene for den sags skyld. Den motoriske modstand er dog ikke nok i den her slags sportsfilm, der minder om Disneys “Mighty Ducks”-film, hvor de onde og dygtige modstandere kom fra Island, klædt helt i sort og som kun smilte, når de gode Ducks dummede sig. Den rolle har Norge i “Eddie the Eagle”. For alle norske skihoppere var i 1980’erne tilsyneladende store, lækre røvhuller, der spyttede efter den ny brite i klassen.

Det er Taron Egerton, der spiller den mælkedrikkende nørd, som kun har én eneste evne: At han vil det. Vise verden, at man kan, hvad man sætter sig for. Unge Egerton har personligt gang i et interessant projekt, der begyndte med “Kingsman: The Secret Service” og nu fortsætter med “Eddie the Eagle”. Han tegner et billede af det engelske klassesamfund, hvorfra det ikke er så let at blive lige det, man vil. At blive spion eller OL-deltager. For mor og særligt far har med udsigt fra arbejderklassen det svært med Eddies abstrakte drømme. Kan han nu leve af det?

På den måde er Eddie som enhver mønsterbryder, der er født af forældre uden stor uddannelse. For det er ikke let at forklare SOSU-mor og mekaniker-far, at man vil være Michelinkok, gå på uni eller blive selvstændig kun med sine drømme som forsikring. Den del af “Eddie the Eagle” er mest interessant. Jo, og så ser det da ret fedt ud, når Hugh Jackmans fortabte drukmås af en træner tager 90 meter-hoppet uden udstyr og med en smøg i kæften.