Krig i dagligstuen

Hvad sker der, når der ikke er mere kærlighed? Det spørgsmål forsøger “Efter kærligheden” at besvare hovedpersonerne, Marie og Boris. Og det lykkes ganske godt. Ligesom i Asghar Farhadis “Fortiden” er hjemmet forvandlet til en slagmark, hvor mand og kone skiftevis prøver at få det hele til at hænge sammen og bekrige hinanden med ord, handlinger og nag, der er blevet sparet op over alt for mange år.

For selv om Marie og Boris ikke elsker hinanden mere, så har de to børn sammen. Det gør det svært. De vil selvfølgelig gerne have det til at fungere. For børnenes skyld, men de små ender i stedet med at blive til våben i dagligstuekrigen. Boris har måske ikke selv mange penge, men han har nu alligevel lovet sin datter et par nye fodboldstøvler. Marie sætter angrebet ind ved at købe dem – far er ikke til at stole på. Frustrationerne opbygges støt for hver dag, der går. Hvem tog det sidste stykke ost? Det var til børnene, og Boris har fandme sin egen hylde i køleskabet, som han bare har at holde sig til!

Det hele udspiller sig i familiens hus. Det er ikke et stort hus, men instruktør Joachim Lafosse er dygtig til at gøre det klart, hvor vi befinder os. Når Boris er henvist til sofaen, er vi helt bevidste om, at soveværelset er lige ved siden af. Marie ligger derinde, og man kan næsten høre, hvordan de tænker på hinanden igennem væggen. Måske Marie ville ønske sofaen var langt, langt væk, måske Boris ville ønske, sofaen var i soveværelset. Men der er ikke mere plads. Intenst.

Det er ikke kun børnene, der bliver brugt i krigen. Venner bliver også inddraget. Boris kommer hjem en aften og sætter sig til bords ved Maries middagsselskab. Fælles venner – eller er de stadig det? Det er tydeligt at se i Boris’ ansigt, hvor såret han er. Det bliver næsten til et børnehaveskænderi, når han beskylder vennerne for kun at ville ses med Marie, for at tage hendes side. Hvis jeg ikke må være med til jeres fest, må I ikke være med til min fest. Sørgeligt, måske, men han har ikke andet. En såret mand, der slår ud med de allersidste kræfter, han har tilbage.

Modsat Boris står Marie spillet af Berenice Bejo. Hendes rolle kunne næsten være taget ud af “Fortiden”, og måske er det derfor, hun er blevet valgt. Rollerne er meget ens på overfladen med temaer som skilsmisse, hvordan man omgås, når man går fra hinanden, og hvordan det hele påvirker børnene. Og igen er Bejo i stand til at give indtryk af et levet liv, af historie. Det, hun gør så godt, er at vise, hvor langt fra kærligheden hun er nu, samtidig med at man kan se, at kærligheden var der engang. Det er en svær balancegang, men det er jo netop sådan, det er med rigtige følelser. Det er aldrig simpelt, og det kan man mærke på Bejo.