Efter revolutionen
Udgivet 25. apr 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Hvad skete der efter majrevolten i Frankrig i 1968? Alt og intet, synes svaret at være i franske Olivier Assayas åbenlyst selvbiografiske “Efter revolutionen”, der vandt prisen for bedste manuskript ved filmfestivalen i Venedig i 2012. Assayas er ikke bange for at gribe dybt i den store, selvbiografiske rygsæk. Således var hans gennembrud, “Cold Water” fra 1994, en tragisk kærlighedshistorie mellem teenagerne Gilles og Christine i start-1970’erne – hvor instruktøren selv var ung. I “Efter revolutionen” møder vi igen en Gilles (instruktørens alter ego måske?) og en Christine. Ikke de samme karakterer, men snarere et ekko. Hele filmen præsenterer sig som et rigeligt solbeskinnet, men også bittersødt ekko af en tid, hvor politiske paroler, syretrip, fri kærlighed og kunstnerisk udfoldelse regerede og kolliderede.
Frustrationerne maler den spirende kunstner ud – altså når han ikke lige trykker flyveblade eller fordyber sig i politisk litteratur. En nat går vennerne dog over stregen i deres revolutionære kamp. En skolevagt såres og én i gruppen stilles til ansvar. Gilles, Christine og Alain bliver enige om at svæve under radaren i en periode og rejser mod Italien, hvor de under deres eksil både kommer tættere og længere væk fra hinanden og deres fælles, politiske agenda.
Som i Assayas’ over fem timer lange biopic om terroristen Sjakalen, “Carlos” fra 2010, er periodeskildringen i “Efter revolutionen” eminent. Det er med perfekt afmålt nostalgi og meget lidt ironi, at de spæde 1970’ere iscenesættes og vækkes til live. Filmens soundtrack, fyldt til bristepunktet med både akustisk lækkerhed og udsyrede guitarriffs, flyder som tyk fløde ind i øregangene. Vi hører i flæng: Nick Drake, The Incredible String Band, Syd Barrett, The Soft Machine, Amazing Blondel og Tangerine Dream. Alle heltene fra Assayas’ egen ungdom får lov at spille i fuld længde i flere tilfælde. Filmens fotograf, Eric Gautier, indfanger også med stor lystfuldhed periodens teknikker, teksturer og særlige taktile væsen. Gilles bladrer søgende i sin slidte LP samling efter lige præcis den plade, der kan sætte ham i rette stemning, når han skal male. Med militær takt drejes der på håndtaget på duplikatoren, der spytter flyveblade ud. Et fem mand stort hold håndmaler små diasrammer, der blæses op på bagtæppet med en overhead-projektor under en rockkoncert. Akkuratessen er ikke til at komme udenom, og resultatet er autenticitet i højeste potens.
De unge, uprøvede skuespilkræfter, der over en bred kam indtager filmens roller, må betragtes som et aktiv for “Efter revolutionen”. Alene i kraft af friskheden. Trods birollestatus er det Carole Combes’ uopnåelige og destruktive Laure, der brænder sig fast. Hun er musen i hvidt, der leder Gilles/Assayas på rette, kunstneriske vej. At hendes mørke pandehår falder perfekt, og stemmen knækker på den særligt franske, skærebrænderagtige måde, er kun et plus.
“Efter revolutionen” er en diffus, lidt uforløst fortælling om det nogenlunde nødvendige kompromis, der kommer efter ungdommens nagelfaste naivitet. Symptomatisk bliver en bil sprængt i luften mod filmens slutning, og konsekvensen udebliver fuldstændig. Efter revolutionen… skete der alt muligt og ingenting.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet