Batiktryk og borgerskabsoprør

Hvad skete der efter majrevolten i Frankrig i 1968? Alt og intet, synes svaret at være i franske Olivier Assayas åbenlyst selvbiografiske “Efter revolutionen”, der vandt prisen for bedste manuskript ved filmfestivalen i Venedig i 2012. Assayas er ikke bange for at gribe dybt i den store, selvbiografiske rygsæk. Således var hans gennembrud, “Cold Water” fra 1994, en tragisk kærlighedshistorie mellem teenagerne Gilles og Christine i start-1970’erne – hvor instruktøren selv var ung. I “Efter revolutionen” møder vi igen en Gilles (instruktørens alter ego måske?) og en Christine. Ikke de samme karakterer, men snarere et ekko. Hele filmen præsenterer sig som et rigeligt solbeskinnet, men også bittersødt ekko af en tid, hvor politiske paroler, syretrip, fri kærlighed og kunstnerisk udfoldelse regerede og kolliderede.

En parisisk forstad i 1971. Gilles (Clément Métayer) og en sammentømret gruppe af venner tilbringer al fritiden uden for gymnasiet med at spraymale venstrefløjsparoler, uddele flyveblade og tyre molotovcocktails mod panserne. Gilles’ store kærlighed, den gudesmukke Laure (Carole Combes), forlader ham til fordel for en kunstnerisk boheme-tilværelse i det stadig swinging London, og Gilles står mut og forvirret tilbage.

Frustrationerne maler den spirende kunstner ud – altså når han ikke lige trykker flyveblade eller fordyber sig i politisk litteratur. En nat går vennerne dog over stregen i deres revolutionære kamp. En skolevagt såres og én i gruppen stilles til ansvar. Gilles, Christine og Alain bliver enige om at svæve under radaren i en periode og rejser mod Italien, hvor de under deres eksil både kommer tættere og længere væk fra hinanden og deres fælles, politiske agenda.

Olivier Assayas trettende spillefilm afspejler som fortælling lidt for godt sin intention. Portrættet af både kunstneren som ung mand og generation, der gjorde oprør mod borgerskabets vælde, er forvirret og uden egentlig mål. Clément Métayers Gilles med den tunge hårhjelm og de spraglede batiktryk på T-shirten er en anonym, fåmælt passager i sin egen fortælling, og man skal som tilskuer gøre en enorm indsats for at sympatisere med hans famlende udvikling. Hvis man da overhovedet kan kalde den det. Gilles vil oprøret og den politiske omstyrtning. Men han vil også bare udvikle sig som kunstner – om det så er malerkunst, croquistegning, collager eller psykedeliske lysshows, ja, det gør ikke det helt store. Han vil også kærligheden – både Laure og Christine. Og så vil han ind i filmbranchen, hvor især periodens Agitprop bevægelse problematiseres af Assayas.

Som i Assayas’ over fem timer lange biopic om terroristen Sjakalen, “Carlos” fra 2010, er periodeskildringen i “Efter revolutionen” eminent. Det er med perfekt afmålt nostalgi og meget lidt ironi, at de spæde 1970’ere iscenesættes og vækkes til live. Filmens soundtrack, fyldt til bristepunktet med både akustisk lækkerhed og udsyrede guitarriffs, flyder som tyk fløde ind i øregangene. Vi hører i flæng: Nick Drake, The Incredible String Band, Syd Barrett, The Soft Machine, Amazing Blondel og Tangerine Dream. Alle heltene fra Assayas’ egen ungdom får lov at spille i fuld længde i flere tilfælde. Filmens fotograf, Eric Gautier, indfanger også med stor lystfuldhed periodens teknikker, teksturer og særlige taktile væsen. Gilles bladrer søgende i sin slidte LP samling efter lige præcis den plade, der kan sætte ham i rette stemning, når han skal male. Med militær takt drejes der på håndtaget på duplikatoren, der spytter flyveblade ud. Et fem mand stort hold håndmaler små diasrammer, der blæses op på bagtæppet med en overhead-projektor under en rockkoncert. Akkuratessen er ikke til at komme udenom, og resultatet er autenticitet i højeste potens.