Instruktør David Lynch og producer Mel Brooks. Tilbage i 1980 lød det som et vanvittigt partnerskab, og det gør det i og for sig stadigvæk. Brooks vil altid være associeret med smagløs, hæmningsløs og ofte afsindig morsom satire, og Lynch er selvsagt kendt for sine ejendommelige og som regel foruroligende og drømmeagtige fortællinger, der (afhængigt af smag og behag) enten fornøjer eller afskrækker. Umiddelbart skulle man tro, at et samarbejde mellem netop de to parter ville munde ud i et uhyre abstrakt og ellevildt lystspil. Det var derimod næppe mange, der havde gættet, at de to herrer i fællesskab ville skabe nogle af de mest rørende levende billeder, der til dato har været vist på det hvide lærred. Filmen hed “Elefantmanden”.

Selvom det ikke umiddelbart virker logisk, så var det Lynch’ mageløse debutfilm, “Eraserhead”, der overbeviste Brooks om, at Lynch var den rette mand til at instruere “Elefantmanden”. Stilistisk er der visse ligheder imellem de to produktioner, men indholdsmæssigt kunne den ekstremt eksperimenterende “Eraserhead” og den hjertevarme “Elefantmanden” nærmest ikke være mere anderledes. Men Oscar-belønnede Brooks havde så stor tiltro til den dengang forholdsvis uprøvede Lynch, at han uden tøven gav instruktøren lov til at skyde filmen i sort/hvid. Brooks anerkendte endda, at hans involvering kunne få en negativ indflydelse på folks indstilling til filmen, og han fjernede derfor prompte sit navn fra al markedsføring og endda rulleteksterne.

Det var næsten synd, for Brooks fortjener massiv omtale og stor ros for at turde satse på en ukendt virtuos som Lynch. Det endelige resultat var i hvert fald eminent. Den sande historie om den forældreløse og vanskabte John Merrick, der af lægen Frederick Treves blev reddet fra et frygteligt liv som cirkusattraktion, er enormt oplagt at filmatisere. Det er en af den slags historier, som kan få enhver garvet Hollywood-producer til at savle, fordi den er så utrolig let at sælge.

Mange instruktører ville garanteret være fristet til at flyve på autopilot og lave en gemytlig, farverig udgave af den sandfærdige beretning og smøre tykt på ved hjælp af bombastisk musik og forceret sentimentalitet. Det ville næsten være oplagt og i hvert fald ikke kræve meget arbejde, og så kunne hele familien tillige nyde seancen. Men Lynch og hans kollegaer har iscenesat en foruroligende udgave af det 19. århundredes London, der er fyldt med gruopvækkende skygger, skumle lyde og suspekte typer, så man aldrig helt kan slappe af. Det brillante make-up arbejde (som angiveligt forårsagede skabelsen af Oscar-kategorien for bedste make-up) er skræmmende troværdigt. Den dystre, ildevarslende atmosfære styrker filmens indtryk, når end håb og glæde indtræder.

En fuldstændig uigenkendelig John Hurt (som efter sigende dagligt spenderede 12 timer hos make-up personalet) formår på trods af utallige lag sminke at levere en enestående præstation som den misdannede Merrick, og Anthony Hopkins er lige så god som den sympatiske Treves, der heldigvis ikke øjeblikkeligt bliver idoliseret. I begyndelsen vil en lettere egoistisk og relativ kynisk Treves nemlig bare bruge den famøse ‘elefantmand’ til at imponere sine kollegaer på hospitalet. Men langsomt begynder lægen at erfare, at Merrick ikke blot er et stupidt, stumt monster, men et intelligent og godhjertet menneske, og han gør det til sin mission at hjælpe den forældreløse og ensomme Merrick.

Der er ikke blevet optaget mange mere livsbekræftende eller rørende historier på celluloid. Næstefter “The Straight Story” er “Elefantmanden” den mindst Lynch-agtige film fra den 61-årige instruktørs repertoire, og den er uden sammenligning Lynch’ mest dybfølte værk. Det er slet ikke ment som en kritik af mandens blændende resumé, men snarere som en hyldest til instruktørens alsidighed.

Video”Elefantmanden” er blevet udgivet et par gange på dvd, men har aldrig set helt tilfredsstillende ud. Det seneste dvd-transfer var plaget af snavs, støj og kontrastproblemer, men denne nyproducerede HD-billedside er fantastisk. Med mindre du så en dugfrisk 35mm-kopi af “Elefantmanden” i biografen tilbage i 1980, har du næppe set filmen se bedre ud. Kun en lille bitte smule gryn og snavs optræder. Billedet er så knivskarpt, at det føles tredimensionelt. Derudover er der ingen edge-enhancement overhovedet, hvilket bekræfter, at man ikke har prøvet at gøre filmen skarpere på kunstig vis.

Kontrasten er også fuldstændig solid (minimal kontrastsvingning hænder yderst sjældent), og både blæklignende sort og kridtagtig hvid gengives fornemt. Detaljer syntes af og til at gå tabt i de mørkeste scener, når man så filmen på dvd, men her er detaljerigdommen enorm. Når en elefant optræder i starten af filmen, kan man spotte hvert eneste spinkle hår på dens snabel, og når Hopkins begiver sig ned ad Londons gader, kan man spotte alle revnerne i fliserne. Man opnår også større respekt for det skelsættende make-up arbejde, fordi man tydeligt kan ane, hvor minutiøst gennemarbejdet John Hurts sminke er.

AudioDiscens ukomprimerede DTS-HD Master 2.0 lydspor er ikke overraskende bedre end det DD2.0 lydspor, der fulgte med den seneste dvd-udgivelse af filmen. Lydeffekterne er distinkte, og dialogen kommer som regel krystalklart igennem. Mængden af støj er minimal, og der er et par nydelige panoreringer fra venstre til højre fronthøjtaler. En mere robust bund havde været dejlig.

EkstramaterialeSidste gang, “Elefantmanden” blev udgivet herhjemme på dvd, fulgte der næsten intet ekstramateriale med. Denne gang medfølger der blot én sølle trailer til andre HD-DVD udgivelser fra selskabet Studio Canal.

Instruktør David Lynch og producer Mel Brooks. Tilbage i 1980 lød det som et vanvittigt partnerskab, og det gør det i og for sig stadigvæk. Brooks vil altid være associeret med smagløs, hæmningsløs og ofte afsindig morsom satire, og Lynch er kendt for sine ejendommelige og som regel foruroligende og drømmeagtige fortællinger, der (afhængigt af smag og behag) enten fornøjer eller afskrækker. Umiddelbart skulle man tro, at et samarbejde mellem netop de to parter ville munde ud i et uhyre abstrakt og ellevildt lystspil. Der var derimod næppe mange, der havde gættet, at de to herrer i fællesskab ville skabe nogle af de mest rørende levende billeder, der til dato har været vist på det hvide lærred. Filmen hed “Elefantmanden”.

Selvom det ikke umiddelbart virker logisk, så var det Lynch’ mageløse debutfilm, “Eraserhead”, der overbeviste Brooks om, at Lynch var den rette mand til at instruere “Elefantmanden”. Stilistisk er der visse ligheder imellem de to produktioner, men indholdsmæssigt kunne den ekstremt eksperimenterende “Eraserhead” og den hjertevarme “Elefantmanden” nærmest ikke være mere anderledes. Men Oscar-belønnede Brooks havde så stor tiltro til den dengang forholdsvis uprøvede Lynch, at han uden tøven gav instruktøren lov til at skyde filmen i sort/hvid. Brooks anerkendte endda, at hans involvering kunne få en negativ indflydelse på folks indstilling til filmen, og han fjernede derfor prompte sit navn fra al markedsføring og endda rulleteksterne.

Det var næsten synd, for Brooks fortjener massiv omtale og stor ros for at turde satse på en ukendt virtuos som Lynch. Det endelige resultat var i hvert fald eminent. Den sande historie om den forældreløse og vanskabte John Merrick, der af lægen Frederick Treves blev reddet fra et frygteligt liv som cirkusattraktion, er enormt oplagt at filmatisere. Det er en af den slags historier, som kan få enhver garvet Hollywood-producer til at savle, fordi den er så utrolig let at sælge.

Mange instruktører ville garanteret være fristet til at flyve på autopilot og lave en gemytlig, farverig udgave af den sandfærdige beretning og smøre tykt på ved hjælp af bombastisk musik og forceret sentimentalitet. Det ville næsten være oplagt og i hvert fald ikke kræve meget arbejde, og så kunne hele familien tillige nyde seancen. Men Lynch og hans kollegaer har iscenesat en foruroligende udgave af det 19. århundredes London, der er fyldt med gruopvækkende skygger, skumle lyde og suspekte typer, så man aldrig helt kan slappe af. Det brillante make-up arbejde (som angiveligt forårsagede skabelsen af Oscar-kategorien for bedste make-up) er skræmmende troværdigt. Den dystre, ildevarslende atmosfære styrker filmens indtryk, når end håb og glæde indtræder.

En fuldstændig uigenkendelig John Hurt (som efter sigende dagligt spenderede 12 timer hos make-up personalet) formår på trods af utallige lag sminke at levere en enestående præstation som den misdannede Merrick, og Anthony Hopkins er lige så god som den sympatiske Treves, der heldigvis ikke øjeblikkeligt bliver idoliseret. I begyndelsen vil en lettere egoistisk og relativ kynisk Treves nemlig bare bruge den famøse ‘elefantmand’ til at imponere sine kollegaer på hospitalet. Men langsomt begynder lægen at erfare, at Merrick ikke blot er et stupidt, stumt monster, men et intelligent og godhjertet menneske, og han gør det til sin mission at hjælpe den forældreløse og ensomme Merrick.

Der er ikke blevet optaget mange mere livsbekræftende eller rørende historier på celluloid. Næstefter “The Straight Story” er “Elefantmanden” den mindst Lynch-agtige film fra den 61-årige instruktørs repertoire, og den er uden sammenligning Lynch’ mest dybfølte værk. Det er slet ikke ment som en kritik af mandens blændende resumé, men snarere som en hyldest til instruktørens alsidighed.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. David Lynch valgte i sin tid at optage “Elefantmanden” i sort/hvid, og den afgørelse styrkede kun filmen. Uheldigvis er udgivelsens præsentation af filmens stemningsfulde billedside ikke helt optimal. Der er masser af snavs, gryn og støv på billedet, og kontrasten kunne godt have været mere stabil. Udtværing eller edge-enhancement optræder ikke, og transferet er dejlig skarpt – hvilket dog også har den uheldige effekt, at billedfejlene bliver gjort tydeligere.

AudioDiscen indeholder udelukkende et uimponerende, men acceptabelt engelsk Dolby Digital 2.0 lydspor. Der er desværre en del skratten og klik i lyden, men al dialog, lyd og musik fremstår distinkt. Sporet har derudover en god bund, og selvom man umiddelbart godt kunne være skuffet over manglen på et 5.1-lydspor, så tjener et mere simpelt 2.0-mix egentlig filmen ganske godt.

EkstramaterialeDvd-udgivelser af David Lynch’ spillefilm er kendt for at være mangelfulde, når det kommer til ekstramateriale, og denne udgivelse er ingen undtagelse. Discen indeholder en enkelt trailer samt et lille, uinteressant billedgalleri, der næsten udelukkende består af billeder fra selve filmen.