Glem alt om den græske myte når Jennifer Garner ruller sig ud som den sensuelle supersnigmorder i Rob Bowmans filmatisering af Frank Millers tegneserie “Elektra”. Der er fart over feltet, men hverken dybde, nuancerigdom eller for den sags skyld en synderligt interessant historie i denne tynde kop “girl power møder martial arts”. At billedfladen er spækket med stærke farver er ikke nok til at skjule, at “Elektra” lider under et rædsomt manuskript, mekanisk instruktion og ofte jammerlige skuespilpræstationer. Endnu et søm i tegneseriefilmatiseringens kiste har ramt biograferne!

Sidst vi stiftede bekendtskab med figuren Elektra på det hvide lærred var i “DareDevil”, hvor hun led en tragisk skæbne i hænderne på den psykopatiske Bullseye. Men nu er hun tilbage fra de døde, takket være sin læremester Stick (Terence Stamp) – og gid han havde ladet hende forblive i graven. I modsætning til det mørke og barske forlæg af Miller – manden bag “Sin City” tegneserien – så er Bowmans filmversion tilsyneladende blevet tilpasset et yngre publikum og minder til tider mest af alt om en pærevælling af “Bubbi-bjørnene”, Mattel-legetøj og “Tekken”-spillene. Bowman, der hovedsagelig har instrueret tv-serier før (bl.a. “X-Files”) og som gav os det ligegyldige actionflop “Dragejægerne”, har tydeligvis valgt at stjæle med arme og ben fra velfungerende martial art film, i håb om at det vil hæve kvaliteten af det naive og rodede manuskript.

Selve hovedkarakteren Elektra er mere eller mindre skåret over Nikita-figuren, men det bliver bare et plotkneb for at introducere den irriterende møgtøs Abby (Kirsten Prout), som den frygtede kult “Hånden” desperat er ude efter (man spørger sig selv hvorfor). Det er i det hele taget en film, der karakteriseres af at være spraglet og farverig, men uden substans. Som når den kluntet forsøger at gøre Zhang Yimous “Hero” kunsten efter i en scene, hvor hvide lagner pludselig får deres eget liv og daler ned rundt omkring de kæmpende personer. Eller når bladene i skoven hvirvles op i en chickfight mellem Elektra og den åh så onde Typhoid. Plagiat, ja vist, men tomt blændværk, der selv på det æstetiske plan lader meget tilbage at ønske.

Vi befinder os et sted mellem en tandløs “Kill Bill” wanna-be og “Karate Kid 4”, komplet med vis og blind sensei, der mærkeligt nok er europæer og som i øvrigt har de mest corny one-liners, man kan tænke sig alá østerlandsk lommefilosofi. Derudover irriteres man over det sorthvide set-up om de to sider: den gode og den onde, og deres kamp om et ‘våben’, der kan besejre den anden side. Det kunne være taget ud af en børnebog eller et konsolspil, hvilket samtidig også kendetegner filmens superskurke, “Håndens” håndlangere. De har alle hver deres særegne styrke, men de destrueres lige så hurtigt, som de er blevet introduceret, og karakterbeskrivelserne er omtrent ligeså komplekse som figurerne i “Mortal Kombat” spillene.

Hvor “Elektra” vælger at præsentere en simpel og uinteressant handling, så er der stadig mange af de små elementer som ikke forklares, men bare springes over. Hvorfor forvandles de onde ninjaer til grøn tåge når de dør (for resten, hvad er det nu lige med ninjaer i amerikanske film? Nå jo, de virker malplacerede og latterlige – har Bowman intet lært efter hele Michael Dudikoff miseren?!)? Hvad er det, som er så specielt ved Abbys halskæde, der lyser når hun bruger den som våben? Og hvorfor kan den store Stone klare at blive skudt med et haglgevær på klods hold og ikke få en skramme af Elektras dødbringende Sai, men ikke holde til at få et træ i hovedet? Mangelfuld information, selvmodsigende fakta og uoverensstemmelser i plottet er der i hvert fald mere end nok af.

Skuespillernes præstationer er der ikke meget at skrive hjem om, selvom det bør nævnes at Garner gør det ganske godt, når man tænker på hvad hun har at arbejde med. Hendes karakter er også den mest spændende (læs: den eneste spændende), og især i starten fungerer hun overbevisende som den iskolde morder, der har lagt alle følelser bag sig. Kirsten Prout er enerverende som Elektras unge apprentice, hvilket den slags børneroller nu engang er i sådanne film. Goran Visnjic, kendt fra tv-serien “Skadestuen”, følger med på sidelinien ikke langt fra søvngængertilstand, og Terence Stamp er fanget i en grinagtig stereotyp rolle, der tydeligvis er spild af hans store talent.