Elena

InstruktionAndrei Zvyagintsev

MedvirkendeNadezhda Markina, Aleksey Rozin, Andrey Smirnov, Elena Lyadova

Længde109 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen17/01/2013


Anmeldelse

Elena

3 6
De kærlige kritikere og det kritiske publikum

Det er ikke ligefrem sjældent, at publikum og kritikere slår an med hver deres rytme og ikke følger de samme dansetrin. Steve McQueens “Shame”, Leos Carax’ “Holy Motors” og Terrence Malicks “Tree of Life” er alle fine, nyere eksempler på film, der blev skamrost af det globale anmelderkorps, men som ikke havde noget større publikumstække. Selvfølgelig er der eksempler på, at publikum og kritikere samstemmigt hylder eller forkaster en film, men i tilfældet med “Elena”, der høstede stor festivalhæder både i Cannes og ved Sundance, kan man frygte en mindre rytmisk fadæse i samspillet mellem publikummet og kritikerne.

Den roste russiske instruktør Andrey Zvyagintsev, der i 2003 lagde anmelderne ned med den symboltunge “The Return”, har givet sig i kast med hverdagslivet for en pensioneret sygeplejerske. Elena er gift med en tidligere patient, en velhavende forretningsmand (Vladimir), og deres patient/plejer-forhold har tilsyneladende ikke ændret sig siden deres første møde. De sover i hver sit soveværelse, har hver sine børn, stammer fra hver sin klasse og besidder hver sine holdninger. Men da Vladimir får et hjerteanfald, ændrer tingene sig drastisk, og kampen for overlevelse i et moderne samfund udfolder sig.

Fortællingen bliver fermt fortalt med en rolig, næsten søvndyssende kameraføring. Farverne er dragende kølige i den blålige ende af pastelskalaen, som faktisk – uden nærmere sammenligning – tenderer til en pertentlig, “Wes Andersonsk” æstetik. Intet er overladt til tilfældighederne, og intet går ubemærket forbi kameraets næse. Filmen indeholder sågar en “sådan-laver-Elena-kaffe-til-sin-mand-på-deres-moderne-nespresso-maskine”-scene. Med en sparsom, men skarp dialog mellem karaktererne illustrerer Zvyagintsev en intens og trykket stemning. En meget trykket stemning. Og på den måde er filmen succesfuld. Men hvad går den der trykkede stemning egentlig ud på?

Ingen ved det, for det er svært at sætte en finger på, hvad filmen egentlig går ud på under dens basale historie. Dens påfaldende æstetik er tydeligvis spækket med symbolik og referencer, men ærlig talt skal man have et leksikon om russisk historie med i biffen (gerne med detaljerede noter om kvindernes kamp, bøndernes kamp, den politiske kamp, hverdagslivet og nationens kulturelle spændinger) for at kunne afkode en dybere mening. Men desværre har mange kritikere (såvel som publikummet) en tendens til at bedømme noget som mesterligt, så snart de ikke forstår, hvad der foregår. For så må filmen jo på en måde være klogere end os?

Det kan nu heller ikke afvises. Måske er “Elena” vitterligt et filmisk mesterværk, der med dens “temps mort” er noget særegent og fantastisk. Men det kræver nu, at filmen på et eller andet niveau er vedkommende for sit publikum, og det er “Elena” desværre ikke. De færreste vil kunne sætte sig ind i, hvordan det er at gå i hendes sko. Dermed ikke sagt, at en film kun kan være vedkommende ved at skildre sandsynlige og genkendelige situationer – i så fald ville biografpublikummet nok kede sig halvt ihjel, og filmbranchen ville dø hen. Men en film må kunne spille på en eller anden empatisk, genkendelig tangent, hvad enten det er hævn, had, kærlighed eller patriotisme – for bare at nævne en håndfuld oplagte eksempler. ”Jeg har også engang kørt med tog” er ikke helt nok.

Forsøget på at integrere kunstfilmen i en mere kontinuerlig og jordbunden fortælling er egentlig en glimrende idé. David Lynchs “Lost Highway” og Daren Aronofskys “Pi” er gode eksempler på charmerende hybridbørn. Men med sin trættende, evige tilstedeværelse i alle aspekter af Elenas liv rummer “Elena” ikke nogen dybere indsigt. Jovist, således skaber den en fornemmelse af, at der burde være en dybere mening med det hele… at filmen ved mere, end publikum gør, og at symbolikken må stikke dybere, end vi kan forstå, men “Elena” blokerer for forståelsen. Måske får man mere ud af filmen, hvis man er russer? Og så alligevel. De fleste russere ville nok få mere ud af filmens pointer om artsoverlevelse, dyreriget og darwinisme ved at se David Michôds “Animal Kingdom”. Med skuffende meget fyld mister “Elena” sit greb og eksemplificerer, hvorfor nogle art film slår igennem, mens andre ikke gør.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Elena” er en film af og om vores tid – om det store spænd mellem rig og fattig, om selvtilfredshed og moralsk overlegenhed, og om en universel humanisme og traditionelle kerneværdier i forfald. Filmen kan siges at skrabe i civilisationens pergamenttynde fernis på samme ubehageligt subtile måde som Michael Hanekes “Skjult” og nybølge-instruktøren Claude Chabrols moralske thrillere.