Elena
Udgivet 17. jan 2013 | Af: KatjaBrandt | Set i biografen
Det er ikke ligefrem sjældent, at publikum og kritikere slår an med hver deres rytme og ikke følger de samme dansetrin. Steve McQueens “Shame”, Leos Carax’ “Holy Motors” og Terrence Malicks “Tree of Life” er alle fine, nyere eksempler på film, der blev skamrost af det globale anmelderkorps, men som ikke havde noget større publikumstække. Selvfølgelig er der eksempler på, at publikum og kritikere samstemmigt hylder eller forkaster en film, men i tilfældet med “Elena”, der høstede stor festivalhæder både i Cannes og ved Sundance, kan man frygte en mindre rytmisk fadæse i samspillet mellem publikummet og kritikerne.
Fortællingen bliver fermt fortalt med en rolig, næsten søvndyssende kameraføring. Farverne er dragende kølige i den blålige ende af pastelskalaen, som faktisk – uden nærmere sammenligning – tenderer til en pertentlig, “Wes Andersonsk” æstetik. Intet er overladt til tilfældighederne, og intet går ubemærket forbi kameraets næse. Filmen indeholder sågar en “sådan-laver-Elena-kaffe-til-sin-mand-på-deres-moderne-nespresso-maskine”-scene. Med en sparsom, men skarp dialog mellem karaktererne illustrerer Zvyagintsev en intens og trykket stemning. En meget trykket stemning. Og på den måde er filmen succesfuld. Men hvad går den der trykkede stemning egentlig ud på?
Det kan nu heller ikke afvises. Måske er “Elena” vitterligt et filmisk mesterværk, der med dens “temps mort” er noget særegent og fantastisk. Men det kræver nu, at filmen på et eller andet niveau er vedkommende for sit publikum, og det er “Elena” desværre ikke. De færreste vil kunne sætte sig ind i, hvordan det er at gå i hendes sko. Dermed ikke sagt, at en film kun kan være vedkommende ved at skildre sandsynlige og genkendelige situationer – i så fald ville biografpublikummet nok kede sig halvt ihjel, og filmbranchen ville dø hen. Men en film må kunne spille på en eller anden empatisk, genkendelig tangent, hvad enten det er hævn, had, kærlighed eller patriotisme – for bare at nævne en håndfuld oplagte eksempler. ”Jeg har også engang kørt med tog” er ikke helt nok.
Forsøget på at integrere kunstfilmen i en mere kontinuerlig og jordbunden fortælling er egentlig en glimrende idé. David Lynchs “Lost Highway” og Daren Aronofskys “Pi” er gode eksempler på charmerende hybridbørn. Men med sin trættende, evige tilstedeværelse i alle aspekter af Elenas liv rummer “Elena” ikke nogen dybere indsigt. Jovist, således skaber den en fornemmelse af, at der burde være en dybere mening med det hele… at filmen ved mere, end publikum gør, og at symbolikken må stikke dybere, end vi kan forstå, men “Elena” blokerer for forståelsen. Måske får man mere ud af filmen, hvis man er russer? Og så alligevel. De fleste russere ville nok få mere ud af filmens pointer om artsoverlevelse, dyreriget og darwinisme ved at se David Michôds “Animal Kingdom”. Med skuffende meget fyld mister “Elena” sit greb og eksemplificerer, hvorfor nogle art film slår igennem, mens andre ikke gør.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet