Man kan som regel forvente et soundtrack ud over det sædvanlige, når Cameron Crowe laver film. Denne gang udspiller handlingen sig i sydstaterne, nærmere betegnet Elizabethtown, Kentucky, og der serveres den ene musikalske perle efter den anden. Lydsiden til “Elizabethtown” er sublim og sjælfyldt; Ryan Adams, Elton John og Tom Petty er at finde blandt kunstnerne. Desværre har man lagt så meget energi i soundtracket, at resten af filmen ikke helt har fået den opmærksomhed, den fortjener. “Elizabethtown” er blevet en langsommelig affære, med enkelte gode øjeblikke, men den er langt fra noget mesterværk.

Drew har bestemt haft bedre dage. Han arbejder som skodesigner i Oregon, men laver en brøler, der koster firmaet rigtig mange penge. Han ender med med en fyreseddel fra både job og kæreste, og er pludselig alene og miserabel. Midt i et selvmordsforsøg ringes han op af sin søster, der fortæller at faderen er død. Drew bliver tvunget til at rejse hjem til sin barndomsby, Elizabethtown, for at arrangere begravelsen. På flyveturen møder han den snakkesaglige stewardesse Claire. På underfundigste vis får de to et venskab, og kærligheden spirer mellem dem. I Elizabethtown opdager Drew en verden, han havde glemt eksisterede, og pludselig får han andre ting at tænke på end sin katastrofale karriere, og bliver i stedet nødt til at genopfinde sig selv og sine værdier.

Det er faktisk som om fortællingen om Drew og Claire og den unge mands eksistentielle krise er sekundær. Det, der skinner igennem i hele filmens længde er manden bag det hele, Cameron Crowes, kærlighed til Amerika og til blues-, soul-, jazz- og country-musikken. Men der er samtidig så mange sange der skal fyres af, at man aldrig når at nyde den flotte billedside, og blive revet med.

“Elizabethtown” er så mange ting, at man ikke aner hvordan man skal have det med den. Den er en romantisk komedie der ikke er sjov, et drama der ikke er synderligt dramatisk og en pseudo-roadmovie, der ikke kommer i gang før i filmens sidste minutter. Der er ganske enkelt ikke nok drive i historien til at gøre den vedkommende. Det er som om, man udmærket kan fornemme hvad Crowe har villet sige med filmen, men det når bare aldrig at komme til udtryk, da det drukner i sidehistorier, og billed- og lyd-collager.

Kirsten Dunst har en interessant rolle i stewardessen Claire, og hun skinner igennem med filmens absolut bedste præstation. Bloom er ganske udmærket i hovedrollen, men han mangler både kant og dybde. Følelsesregisteret forbliver overfladisk, og det er bare ikke godt nok, hvis vi skal involvere os i ham.