Emil og Ida fra Lønneberg

InstruktionPer Åhlin

MedvirkendeKaya Brüel, Cecilie Stenspil, Vibeke Hastrup, Kristian Boland

Længde62 min

GenreAnimation

IMDbVis på IMDb

I biografen23/01/2014


Anmeldelse

Emil og Ida fra Lønneberg

2 6
Agurketid i Lønneberg

At se “Emil og Ida fra Lønneberg” minder om at være til genforening med sine gamle klassekammerater. Du har brugt utallige timer sammen med dem alle sammen og kender dem ud og ind, men alligevel er der et eller andet, som bare ikke føles rigtigt. Man er ganske enkelt vokset fra hinanden. På samme måde føles mit møde med “Emil og Ida fra Lønneberg” heller ikke helt rigtigt. Min manglende begejstring for “Emil og Ida fra Lønneberg” skyldes dog ikke, at jeg er vokset fra Astrid Lindgrens fortællinger. Nok nærmere er det denne filmversion, der er vokset fra Astrid Lindgren.

Bortset fra at Emil nu er tegnet, så er alt ellers umiddelbart ved sit gode, gamle jeg. Emil er stadig en gavtyv med gode intentioner, og hans narrestreger bliver fortsat efterfulgt af faderens velkendte udbrud: ”Eeeemiiiil!”. Det hele er dog blevet en smule mere banalt. Det er der en forklaring på. For hvor Astrid Lindgrens oprindelige fortælling var lidt mere bredtfavnende, så er denne filmatisering specifikt henvendt til de allermindste. Det ses i filmens struktur. Den er nemlig opbygget i små, simple episodiske fortællinger, der har det til fælles, at de tager udgangspunkt i Emils skarnstreger.

Netop Emils skarnstreger er fortællingens højdepunkter. Det er ganske enkelt umuligt ikke at føle med Emil, der upåagtet sine gode intentioner altid ender med at få ballade. Desværre er det langt fra alle narrestregerne, som er lige morsomme. Det bliver endda decideret tåkrummende, da faderen træder i Emils opsatte musefælde og senere får grød i hele ansigtet. Filmen er ganske vist baseret på Lindgrens egne historier, men det ændrer ikke på, at man med fordel kunne have valgt nogle af de lidt mere originale beretninger. Der er nemlig nok at tage af. Hvad med Emil, der hejser sin lillesøster op i flagstangen i håbet om, at hun kan se til nabobyen? Det er den type opfindsomhed, jeg savner i “Emil og Ida i Lønneberg”.

Opfindsom er heller ikke det tillægsord, der bedst beskriver filmens visuelle stil. “Emil og Ida fra Lønneberg” gør nemlig brug af minimalistiske håndtegninger med enkle og få penselstrøg. Denne nostalgiske stil ledte fluks mine tanker hen på tegnefilm som “Cirkeline” og “Alfons Åberg”. En ellers ganske charmerende visuel stil, hvis du spørger mig.

Problemet er bare, at den repetitive handling hurtigt gjorde de minimalistiske tegninger kedelige at kigge på. Hvorfor filmskaberne i det hele taget har insisteret på at lave “Emil og Ida fra Lønneberg” til en spillefilm, må jeg erklære mig uforstående over for. Det havde været langt mere oplagt at placere Emils små narrestreger i en tv-serie. For 62 minutter kan hurtigt føles som lang tid, når alle historierne er skåret efter samme skabelon. Jeg er ganske vist heller ikke i filmens målgruppe, men det ville undre mig, hvis de lidt yngre ikke også sidder en anelse uroligt i biografsædet undervejs.

I en episode bruger Lille Ida lang tid på at beklage sig over, at hun ikke kan komme ind i skuret og snitte træfigurer ligesom Emil. Derfor vil hun også lave narrestreger. Men hvorfor i al verden går englebassen Ida ikke bare ind i træskuret og snitter løs? Det er jo ikke, fordi indgangen er bevogtet, som var det portalen til en parallelverden, hvor satans afkom holdes indespærret. Nej, døren er jo åben! På samme måde har døren også stået åben for filmskaberne bag “Emil og Ida fra Lønneberg”. De har nemlig haft adgang til hele Lindgrens elskværdige forlæg. Men filmskaberne har – ligesom Ida – ladet en oplagt mulighed forbipassere. Lindgrens mest idérige fortællinger er nemlig ingen steder at finde i filmen. Filmskaberne har ganske enkelt ikke kunnet se skoven for bare træfigurer.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En animeret film om Astrid Lindgrens elskede figurer Emil og Ida.

På Katholt, Lønneberg i Småland, bor Emil og hans lillesøster Ida sammen med deres far Anton, moren Alma, karlen Alfred og stuepigen Lina. Emil er en sød dreng, der elsker at hjælpe til, men hans hjælpsomhed ender ofte med, at han kommer galt af sted. Derfor ender han ofte med at stikke af med far i hælene og søge tilflugt i tømmerskuret, hvor han i ro og mag snitter træfigurer, indtil far er faldet til ro igen.