Emil og Ida fra Lønneberg
Udgivet 22. jan 2014 | Af: MMB | Set i biografen
At se “Emil og Ida fra Lønneberg” minder om at være til genforening med sine gamle klassekammerater. Du har brugt utallige timer sammen med dem alle sammen og kender dem ud og ind, men alligevel er der et eller andet, som bare ikke føles rigtigt. Man er ganske enkelt vokset fra hinanden. På samme måde føles mit møde med “Emil og Ida fra Lønneberg” heller ikke helt rigtigt. Min manglende begejstring for “Emil og Ida fra Lønneberg” skyldes dog ikke, at jeg er vokset fra Astrid Lindgrens fortællinger. Nok nærmere er det denne filmversion, der er vokset fra Astrid Lindgren.
Netop Emils skarnstreger er fortællingens højdepunkter. Det er ganske enkelt umuligt ikke at føle med Emil, der upåagtet sine gode intentioner altid ender med at få ballade. Desværre er det langt fra alle narrestregerne, som er lige morsomme. Det bliver endda decideret tåkrummende, da faderen træder i Emils opsatte musefælde og senere får grød i hele ansigtet. Filmen er ganske vist baseret på Lindgrens egne historier, men det ændrer ikke på, at man med fordel kunne have valgt nogle af de lidt mere originale beretninger. Der er nemlig nok at tage af. Hvad med Emil, der hejser sin lillesøster op i flagstangen i håbet om, at hun kan se til nabobyen? Det er den type opfindsomhed, jeg savner i “Emil og Ida i Lønneberg”.
Problemet er bare, at den repetitive handling hurtigt gjorde de minimalistiske tegninger kedelige at kigge på. Hvorfor filmskaberne i det hele taget har insisteret på at lave “Emil og Ida fra Lønneberg” til en spillefilm, må jeg erklære mig uforstående over for. Det havde været langt mere oplagt at placere Emils små narrestreger i en tv-serie. For 62 minutter kan hurtigt føles som lang tid, når alle historierne er skåret efter samme skabelon. Jeg er ganske vist heller ikke i filmens målgruppe, men det ville undre mig, hvis de lidt yngre ikke også sidder en anelse uroligt i biografsædet undervejs.
I en episode bruger Lille Ida lang tid på at beklage sig over, at hun ikke kan komme ind i skuret og snitte træfigurer ligesom Emil. Derfor vil hun også lave narrestreger. Men hvorfor i al verden går englebassen Ida ikke bare ind i træskuret og snitter løs? Det er jo ikke, fordi indgangen er bevogtet, som var det portalen til en parallelverden, hvor satans afkom holdes indespærret. Nej, døren er jo åben! På samme måde har døren også stået åben for filmskaberne bag “Emil og Ida fra Lønneberg”. De har nemlig haft adgang til hele Lindgrens elskværdige forlæg. Men filmskaberne har – ligesom Ida – ladet en oplagt mulighed forbipassere. Lindgrens mest idérige fortællinger er nemlig ingen steder at finde i filmen. Filmskaberne har ganske enkelt ikke kunnet se skoven for bare træfigurer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet