Julegarnet strammer ikke

Der er mange mennesker, for hvem julen kommer alt for tidligt. År efter år proklamerer de hovedrystende , at ’nu starter de allerede i oktober, og hvis det fortsætter sådan, ender det med at være jul igen lige efter påske'. At lade “Emma & Julemanden” få premiere tidligt i november kan måske virke som en nisserød klud på den slags højtidsfornægtere, men de kan berolige sig med, at Søren Frellesens udmærkede film som sådan ikke er specielt julet. Hvis man altså mener den kandiserede honninghjertejul, klimtende af klokker og dryppende af kirsebærsovs.

Emma & Julemanden leger videre på idéen fra de to tv-julekalendere, hvor Lars Hjortshøjs julemand og diverse børn (Ludvig, tvillingerne og nu Emma) kæmper for julefreden. Både tv- og filmversionen gør brug af det snart oldnordiske trick med at lade Nicolas Julemand og moderne mobilungdom spille op imod gamle danske sagn – lidt oplysning til børnene og genkendelig mystik til de voksne. Problemet bliver snart at finde et forvrøvlet vikingekvad, som Pyrus eller Martin Brygmann endnu ikke har sunget med på.

Denne gang er valget faldet på Erik Klipping, der blandes ind i både Elverhøj og myten om Slatten Langpat, det fæle troldevæsen, der, som navnet antyder, har både til gården, gaden og dybt nede i kælderen. Her er hun en smuk elverdronning, som blev grim af ulykkelig kærlighed til menneskekongen og smed sit frosne hjerte i elverrigets dybeste hul. Det kunne egentlig være ret ligegyldigt, hvis det ikke var, fordi hendes dorske medhjælpere havde stjålet Hr og Fru Julemandens barn, der kom til verden i Emmas skorsten den aften, Emma var sur, fordi hendes familie hele tiden glemte hende.

Der skal samles en del tråde, så tempoet er fra starten højt. På grænsen til jagende. Det ændrer dog ikke ved, at Frellesen får lavet nogle helt fine scener midt i kampen for at holde styr på en tre-fire slags overtro. Kernen er ikke pusseløjerlige tryllerier eller magiske runer, men Emmas forsøg på at hjælpe den ulykkelig nissefamilie. “Emma & Julemanden” tager form som en lun road-movie (en luntefilm?) gennem et gråt jysk landskab med indbyggere, som er skægt skeptiske over for køwenhavnere, langørede elverdrenge og mænd med mistænkeligt spidse, røde huer.

Julefilm har tit den indbyggede fejl, at børnene skal i fokus. Her har man fornemmet faren og ladet Danmarks bedste barneskuespiller, Lars Hjortshøj, være det fjottede centrum, som Sofia Callesen og Malte Houe kan læne sig op ad. Han er da en hyggelig tyksak, men at han har neglet Camilla Bendix’ Julie på en eller anden kro, har vist mere at gøre med hans magtposition i nisseverdenen end hans hundeøjne og tøffende tungebånd. Mere smæk er der over Mille Dinesens Slatten Langpat, der ruller sig og sine bryster ud i morsomme verbale afklapsninger af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann.