Emmas lykke

InstruktionSven Taddicken

MedvirkendeJördis Triebel, Jürgen Vogel, Hinnerk Schönemann, Martin Feifel, Karin Neuhäuser, Nina Petri

Længde103 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen07/08/2009


Anmeldelse

Emmas lykke

5 6
Den skæbnesvangre lykke

Efter Tyskland i de seneste par år har gjort sig positiv bemærket på det filmiske verdenskort med bl.a. “Der Untergang” og “De andres liv”, er der kommer større international interesse for distributionen af de mere smalle tyske film. Selvom fokusset i Tyskland primært har taget udgangspunkt i film omkring tyskernes kollektive traumebehandling af 2. Verdenskrig og eftervirkningerne, har den tidligere stormagt inden for film dog meget andet at byde på. En af disse er festivalfavoritten “Emmas lykke”, der har været tre år undervejs for at komme til de danske biografer.

Den egenrådige Emma bor alene på sin forgældede svinefarm. Hun står selv for alt arbejdet på gården og lever en huleboerligende tilværelse med sine dyr som eneste selskab. En dag ændrer det hele sig, da bilforhandleren Max praktisk talt dumper ind i hendes liv – ved at smadre sin jaguar tæt ved hendes gård. Emma tager sig kærligt af ham og ikke mindst en bøtte med en masse penge, som Max selv har stjålet fra sin ven Hans. Midt i forvirringen forelsker Emma sig i Max, til trods for at han har alvorlig kræft, og lykken muligvis kun er kortvarig.

“Emmas lykke” er en rørende og vedkommende cocktail af forvekslingskomik og tragisk kærlighedsdrama, der på én og samme tid forstår at skabe en selvforstærkende følelsesmæssig synergi. At sammenføre de måske to stærkeste menneskelige følelser – forelskelse og dødsangst – ved at sidestille dem i et bizart komisk univers, behandles døden uden berøringsangst. Stærkest fremstår dog Emmas betingelsesløse hengivenhed, der understreger, hvor vigtigt det er ikke at glemme at leve livet – uanset hvor tæt Max er på døden. At samle dette barske tema troværdigt, endda bag en god portion galgenhumor og dermed ramme to fluer med ét smæk, må siges at være ret enestående.

Netop den jordnære tragikomiske balancegang går overraskende rent ind under huden, mens de komiske elementer gøder vandene. Den sært lette stemning på svinefarmen føles som en realistisk Disney-tegnefilm uden sang og musik og udgør en surrealistisk kulisse for det dysfunktionelle forhold mellem Emma og Max. Dette sættes i stærk kontrast til de sære bipersoner, der mere har et strøg af absurd komik frem for følelsesmæssig dybde. Det modstridende er igen årsag til, at hele følelsesregisteret berøres, knugende og komisk, med skæbnesvanger fremdrift.

De to hovedpersoner er fremragende spillet af debutanten Jördis Triebel og Jürgen Vogel, der senest var biografaktuel i Danmark i “Bølgen”. At Triebel kan bære en så krævende rolle som Emma, endda overfor en af Tysklands mest anerkendte mandlige skuespillere, kan på ingen måde underkendes, og hun er afgjort et talent, man skal holde øje med. Tankevækkende er det også, at det forholdsvis uskrevne blad instruktøren Sven Taddicken har været i stand til at få sat de store følelser så meget i kog gang på gang for derefter at kunne affeje dem med befriende humor.

Det er betryggende at se et så kraftfuldt drama, der håndfast fastholder og berører uden at stille sig prætentiøst an over for de nok største spørgsmål i livet – kærligheden og døden. “Emmas lykke” giver ingen svar på tiltale, hvilket heller ikke er hensigten. I stedet udvises en smittende livsglæde, der kækt svarer igen på modløshendens “hvorfor?” med et omfarvnende “hvorfor ikke?”. Resten er op til en selv.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Emma lever alene på sin miserable og forgældede svinefarm arvet efter bedsteforældrene. Hun klarer alt selv og har kun dyrene at tale med. Hun behandler grisene kærligt, indtil hun slagter dem ømt i sine stærke arme. Hun lever i sin ensomhed, der kun forsødes af den rare politimands gentagne frierier og samlivet med hendes vanvittige motorcykel. Men en dag kaster skæbnen en mand ind i hendes liv. Max smadrer sin jaguar ved gården, og Emma tager sig af den bevidstløse mand og hans taske fuld af penge.