Persbrandt du elsker

I “En du elsker” tvinges Thomas Jacob, en gudbenådet musiker med en Nick Cave-agtig aura, til at forlade sin egen lille, sikre kunstnerboble for at konfrontere virkeligheden. Den historie er fortalt rigeligt med gange før. Så hvordan kan det egentlig være, at Pernille Fischer Christensens drama ikke virker som én stor, kedelig gentagelse, men ofte er decideret rørende?

Filmen er, som man kan forvente, når det drejer sig om en verdensfjern musiker, der kun er i stand til at udtrykke sine følelser gennem sin langsomme, tunge rock, hvor hvert eneste ord forlanger ens skeptiske opmærksomhed. Det er råt og godt, og imens Mikael Persbrandt traskede rundt i det iskolde danske vinterlandskab, alene med sine ulyksalige tanker, blev jeg næsten i tvivl om, hvorvidt jeg så et gammelt fotografi, hvor farverne langsomt var falmet med årene. Det er den grad af råhed, vi taler om.

Og at se Thomas Jacob alene med sine indre dæmoner er intet særsyn. For den verdensberømte musiker er umiskendeligt filmens hovedperson. Det giver også Persbrandt muligheden for at vise, hvorfor selveste Peter Jackson ville have ham med i sine “Hobbitten”-film. Den svenske ballademager har også en eller anden svensk hjemmestrik-foran-pejsen varme, kollegaerne ikke kan matche. Selv når han i rollen som verdensfjern musiker sidder i en taxi med solbriller på og kigger tomt ud af vinduet, føler jeg et nærvær.

En anden skuespiller i hovedrollen havde gjort det let at afskrive Thomas Jacob som et usympatisk, selvcentreret, ja, svin. For når barnebarnet kommer på besøg, er det ikke til sodavand, slik og legeonkel på gulvet. Nej, lille, uskyldige Noa kan lige akkurat få sine cd’er signeret, men så heller ikke mere. I betragtningen af Thomas Jacob ikke engang gider skrive en personlig hilsen til sit barnebarn, virker det derfor utopisk, at datteren tror, han gider tage sig af barnebarnet, mens hun tager på afvænningsklinik. Men det er, hvad der sker.

Desværre får Persbrandt aldrig det modspil, hans indelukkede karakter har brug for. Vi ser ellers prøver på det, da Birgitte Hjort Sørensen som Thomas Jacobs datter, Julie, forsøger at rive op i fortiden, men må se sit angreb pareret, inden det for alvor når at gøre skade. Her berører filmen kort noget ømt. Desværre fungerer hendes rolle mere end noget andet som en anledning til at lade musikeren få ansvaret for det nuttet-sympatiske, men desværre også noget anonyme barnebarn, Noa. Modspil får Persbrandt i hvert fald slet ikke fra Trine Dyrholm, der ellers normalt er en af Danmarks ubetinget bedste i disciplinen mod- og medspil. Ja, hun har vel nærmest aldrig været udstyret med flere manuskripttamheder end i rollen som superproduceren Molly Moe. ”Jeg ved, jeg er din ven. Det ved jeg,” er et godt eksempel på et øjeblik, der var tæt på at rive mig ud af filmens illusion.