En idiot i Korsør

Danske komedier er ikke ligefrem et usædvanligt syn, men det er alligevel ikke så tit, at de formår at skabe nogle personer, man rent faktisk kommer til at holde af. Alt for tit drukner filmenes personer i en uheldig blanding af overdreven falde-på-halen-komedie og behagesyge. Anderledes er det heldigvis fat med “En enkelt til Korsør”, der i højere grad formår at hvile i sig selv.

Filmen handler om den intellektuelle og lidt verdensfjerne Rasmus, der netop har afsluttet sit Ph.d-forsvar “Den romantiske idiot”, og som – ikke så overraskende – selv viser sig at være en af slagsen. Presset af en enorm studiegæld skal han finde et job i en fart, og da der ikke umiddelbart er udsigt til den forskerstilling, han så gerne vil have, må han i stedet tage til takke med et undervisningsjob ved Voksenundervisningscenteret i Korsør.

Velankommet kaster han sig straks over undervisningen i samme ånd og med samme ordforråd som på universitetet, men må hurtigt sande, at i Korsør skal sagen gribes noget anderledes an, hvis undervisningen skal være en succes. Han forsøger sig med en mere direkte og personlig metode og opdager snart, at elverne reagerer mere positivt på den tilgang. Det gælder ikke mindst for den kønne Signe, der kører Taxa ved siden af for at få råd til studierne. Snart er den unge akademiker forelsket til op over begge ører, men sagen viser sig snart at være mere kompliceret end først antaget.

Der er en kedelig tendens i både danske og udenlandske komedier til, at man ikke tør lade en scene passere uden, at der absolut skal ske noget skægt, hvilket ofte har det resultat, at man trættes af alt for mange usjove vitser, der skal klemmes ind alle vegne. Derfor bemærker man også med en vis lettelse, at “En enkelt til Korsør” ikke ligger under for det samme pres og efterlader mere af komikken mellem linjerne, uden at man nødvendigvis skal udpensle hver eneste vits.

Filmen adskiller sig også fra de gængse af slagsen ved for en gangs skyld at have nogle mere ukendte skuespillere på rollelisten. Carsten Bjørnlund er ikke overvældende karismatisk, men han formår at skabe en sympatisk og afrundet figur ud af akademikeren, og Lærke Winther, kendt fra DR2’s “Normalerweize”, er hans indtagende modstykke og et åbenlyst talent. De to suppleres glimrende af bl.a. Kurt Ravn og Bjarne Henriksen, der begge bidrager med figurer man ikke kan lade være med at synes om, og det er i det hele taget filmens grundlæggende medmenneskelige tone, der er dens primære styrke.

Når det så alligevel ikke rigtig lykkes at skabe en film, der vækker den store begejstring, skyldes det hovedsageligt filmens grundlæggende svage historie. Selve romancen mellem de to hovedpersoner viser sig at være mere opfindsom, end man først antager, men deres forholds udvikling er ikke desto mindre temmelig utroværdigt. Dertil kommer, at filmen har en sær tilbøjelighed til at sætte situationer op, der efterlades underligt uforløste. Gruppen skal forestille at være ekstrem svær at undervise, men alligevel går det lynhurtigt legende let, og der antydes kriser hos både Kurt Ravn og Bjarne Henriksens figurer, men de følges ikke rigtig til dørs og ender i stedet med at være nogle sære, ligegyldige elementer, man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med.