Den ædle vilde fra ghettoen

Metin er fra ghettoen. Det er sådan, han opfattes af alle, og det er sådan, han definerer sig selv. Når man er fra ghettoen, så er det vigtigt, at man er en ‘rigtig mand’. Det er Metin. Han hjælper med at forsørge sin mor og lillebror (ganske vist gennem kriminalitet, men det er i hans optik også meget ghettoagtigt), han driver rundt med sine venner og kommer jævnligt i slagsmål, han ryger hash og prøver desperat at score damer, og han sladrer ALDRIG. Det handler om fordomme.

“En hustlers dagbog” vil prikke til vores fordomme. Portrættet af Metin starter ud med at bekræfte alle vores fordomme, hvorefter den løbende afslører nye dybder i karaktererne og deres motivationer. Det er set utallige gange før – lige fra “MGP missionen” til “Ækte vare”. Me nden her dagbog fra ghettoen imponerer ved, at den netop afslører historien om kunstnersjælen, der bryder ud af ghettoen, som en kliché.

Metins dagbog, hvor han har beskrevet alt, hvad han og kammeraterne har foretaget sig – med navne og tidspunkter, bliver fundet af en en kvinde fra den kreative klasse, som selvfølgelig overraskes og begejstres af hans ‘autentiske’ og provokerende stil. Det er Yahya Hassan skruet op til 11, og hendes forlæggermand får Politiken Plus-lys i øjnene. Men Metin er ikke interesseret i at blive præmieperker. Han vil bare have sin bog igen, før nogen finder ud af, hvad han har skrevet. Hvis man sladrer, bliver man dræbt.

Hovedrollen spilles af Can Demirtas, der har et stort ansvar hæve ghetto-klicheen over det banale. Det lykkes, fordi Metin ikke er noget sart, lidende gemyt, der kan tilfredsstille alle vores forventninger om genren, men derimod en rå, småtbegavet og oftest møgirriterende fyr, der samtidig skriver vidunderligt. De bedste scener er under skriveprocessen, hvor han forsøger at omskrive dagbogen til noget, der kan udgives. Hans samtaler med sin karikerede redaktør er et studie i forfejlet kommunikation, og frustrationen driver Metin til at give op og forsøge at vende tilbage til ghettoen.

Desværre er billedsproget lige så usofistikeret som dens hovedperson. Indstillingerne hæver sig aldrig over det jævne, som i scenen hvor Metin anholdes. Det skal være en følelsesmæssigt hårdtslående scene, men kameraet undviger hele tiden de ansigter, der kunne formidle det. Udtrykket er mere nøgternt og observerende end egentligt medfølende. Jeg skal ikke afvise, at det er, fordi kameramanden primært har arbejdet med dokumentar tidligere. Til gengæld kan det ikke undskyldes, at der genbruges en række klip til at vise scener, der skulle være foregået på forskellige steder og tidspunkter.