Fremragende dansk kostumedrama

Der er flere årsager til, at “En kongelig affære” er en rigtig god film. Men først og fremmest skyldes det, at det historiske forlæg er så ufatteligt godt. Man forbløffes over, at fortællingen ikke er en genial manuskriptforfatters påfund, men en reel historisk begivenhed: Den autentiske historie om Kong Christian VII’s livlæge, der forelsker sig i dronningen og sammen med hende overtager magten i landet og styrer det efter oplysningstidens principper og filosofier. Det er et fascinerende, fængende og ualmindeligt oplagt fundament at basere en film på – og heldigvis er resultatet blevet virkelig godt!

Størstedelen af æren for det skal nok tilskrives filmens instruktør, Nikolaj Arcel. Hans raffinerede sans for karakterinstruktion gør, at de tre hovedroller alle sammen formår at generere både medfølelse og indlevelse fra tilskueren, og ingen af dem falder igennem, når det kommer til troværdigheden. Især er det bemærkelsesværdigt, hvordan Arcel har formået at gøre Kong Christian VII på én gang elskelig og irriterende, sindssyg og forståelig samt (ikke mindst) helt igennem troværdig. En sådan bedrift kræver ikke blot en talentfuld instruktør, men også en dygtig skuespiller, og debutanten Mikkel Følsgaard fortjener derfor den største ros for sin præstation som den sindsforvirrede regent. Forhåbentligt går Følsgaard en stor karriere i møde.

I det hele taget præges filmen af flot skuespil, godt hjulpet på vej af den ferme instruktion. Det er snart en kliché at påpege, hvor pokkers god Mads Mikkelsen er, men det er han altså. Og som Dronning Mathilde rammer Alicia Vikander også plet i sin balanceren mellem at være fin og forsigtig samtidigt med, at hun skal være stærk og selvstændig. Hun tilføjer karakteren en dybde, som ikke umiddelbart er skrevet ind i rollen fra manuskriptets side, gennem sin nuancerede mimik og sit gennemborende udtryk i øjnene.

Historiske dramaer, især danskproducerede, står og falder ofte med hovedrolleindehaverne og deres karakterer, og derfor fungerer “En kongelige affære” så godt. Men ud over de vellykkede karakterer og pragtfulde skuespillerpræstationer, så har Arcel (i samarbejde med Rasmus Heisterberg) skruet et mægtigt manuskript sammen, der også formår at krydre historien med spændende konflikter og en stram fortællestruktur. At Struense er nødt til at overtale kongen til at have sex med Mathilde, for at hun ikke skal blive afsløret i utroskab, er et dybt gribende element, og det tjener samtidig som en elegant katalysator for den lykkelige tilstands sammenbrud.

Dertil kommer, at filmen er enormt flot fotograferet, at kostumerne er lige i skabet, og at omgivelserne i det hele taget får filmen til at føles særdeles realistisk. Til tider er dialogen en smule stiv og enkelte fortælletekniske virkemidler er hevet op fra den store genbrugsskuffe, men det er ikke noget, der piller synderligt ved det imponerende helhedsindtryk. Arcels film er helt igennem vellykket på alle de områder, hvor det virkelig betyder noget – og det er sjældent for et dansk kostumedrama!

“En kongelig affære” er en fremragende film, der sætter noget af det mest bemærkelsesværdige stykke dansk historie på film uden på nogen måde at få os til at savne Hollywoods evne til at lave historiske storfilm. Nøglen til et vellykket historisk drama ligger nemlig i de troværdige karakterer, som er mere end blot de anonyme stereotyper, historiebøgerne ofte husker dem som. Takket være en dygtig instruktør og et fantastisk cast kan vi derfor med god samvittighed sende denne oplysningsfilm til det store Oscar-show med en ikke urealistisk forhåbning om en nominering.

Video

“En kongelig affære” er virkelig en af de film, hvor et flot transfer betyder meget for oplevelsen, og heldigvis er udgivelsen også udstyret med et fremragende et af slagsen! Billedet er altid krystalklart, og detaljerigdommen er intet mindre end betagende. Man bemærker enhver lille detalje i de flotte kostumer, og de mange flotte landskabsbilleder får lov at folde sig ud på smukkeste vis. Desværre har kontrasterne lidt for ofte svært ved at håndtere de mørke, stearinlys-belyste scener, hvorfor enkelte detaljer drukner i mørket. Så når transferet på den anden side næsten er helt fri for snavs og og har en overvældende farvegengivelse, er det altså kun marginalerne, der gør, at det ikke scorer topkarakter.

Audio

Præsenteret i DTS-HD MA 5.1. Hvor billedsiden er helt upåklagelig, så er lydsiden næsten lige så imponerende. Generelt tages de fleste højtalere flot i brug, og soundtracket kommer klart og tydeligt til sin ret. Desværre har danske skuespillere en tendens til at mumle meget, og der er ikke helt blevet kompenseret for det på lydsiden, hvor flere replikker er for utydelige. Lydsiden brillerer dog gang på gang – såsom da Dronning Mathilde og Struense rider af sted ud fra sommerslottet. Her føles det, som om hestene galopperer rundt i stuen, og lyden suser rundt i alle højtalerne. Alt i alt altså en virkelig flot lydside med enkelte skønhedsfejl.

Ekstramateriale

Skiven indeholder et kommentarspor med instruktøren/manuskriptforfatteren Nikolaj Arcel, manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg og fotografen Rasmus Videbæk. Kommentarsporet er ganske informativt, og man inddrages i flere spændende overvejelser om, hvordan filmmagerne konverterede de historiske begivenheder til en dramatisk film. Derudover er der gode beskrivelser og forklaringer af de begrænsninger, en dansk “storfilm” har, når det kommer til at skrue et budget sammen, optage på locations osv. Den medfølgende ‘bag om kameraet’-dokumentar varer blot 24 minutter og fortæller os ikke meget, som kommentarsporet ikke allerede har afsløret. Men dokumentaren er dog godt produceret, fokuseret og underholdende. Dog er dette relativt begrænsede udvalg af ekstramateriale ikke i stand til at score andet end en middelkarakter.

Det historiske sug

Historien om Struensee, Christian den 7. og Caroline Mathilde er gjort af den slags stof, som kan få enhver med forkærlighed for kostumedramaer, dampende erotik og magtspil til at spærre øjnene op. Spørgsmålet er ikke, hvorfor man har valgt at bringe denne gamle historie til det store lærred, men hvorfor det ikke allerede er blevet gjort utallige gange tidligere.

Mange har prøvet, og selveste Erik Balling forsøgte uden held at få filmen lavet, men trods sin ellers så store folkelige gennemslagskraft lykkedes det ham aldrig. Filmen “Caroline – den sidste rejse” blev lavet om begivenhederne, men her blev handlingen flyttet til moderne tid, hvilket selvsagt også betød, at det store historiske vingesus udeblev. Nu er det så langt om længe endeligt lykkedes for Nikolaj Arcel, og det er med en vis tilfredsstillelse, at man allerede indledningsvis kan konstatere, at filmen har det rette format til at løfte opgaven. Den fremstår både overbevisende og imponerende.

Historien i sig selv er ren dynamit og omhandler begivenheder, som utvivlsomt ville være blandt de allermest velkendte i Europa, hvis altså ikke de var foregået i lille Danmark. Den følger Caroline Mathilde, som bliver gift med Christian den 7. Han er dog kun en prins på den hvide hest i ren titelmæssig forstand og viser sig at være en svag, psykisk ustabil ægtefælle, der bruger mere tid på byens bordeller end ved sin kones side eller med at regere landet. For at hjælpe ham hentes den tyske læge Johann Struensee, der takker for jobbet ved at indlede en affære med dronningen samt påbegynde et spil om magten, der stille og roligt gør Struensee til den reelle hersker over landet.

Udlægningen af Struensees gerninger har lige siden været omdiskuteret og delt mellem dem, der opfatter ham som en opportunist, samt de, der ser ham i et mere positivt lys som en tragisk helteskikkelse. “En kongelig affære” vælger forståeligt den sidste, for Struensee var en mand af oplysningstiden, der indførte frihandel, trykkefrihed og søgte at begrænse adelens og kirkens magt. Selvsagt alle sager, der skaffede mange fjender. Filmens største styrke er uden tvivl, at den formår at gøre perioden lyslevende og medrivende, og selvom de historiske detaljer næppe alle holder vand, så fungerer den fortrinligt som en lyslevende dramatisering af nogle ualmindeligt spændende hændelser. De dramatiske konflikter er trukket klart op, og selvom dialogen ikke just er tidssvarende, så er den skarp og velskrevet.

Filmen formår ligeledes både at skabe nogle interessante hoved- og bifigurer. Ikke mindst kongen – fremragende spillet af Mikkel Boe Følsgaard – bliver en fascinerede og modsætningsfuld figur at følge, og Mads Mikkelsen får også skabt en interessant skikkelse i Struensee, der på den ene side fremstår sympatisk, men på den anden heller ikke kan sige sig fri for en vis magtberuselse, da først overtaget indtræffer sig.