Krigens ofre

Anden verdenskrig synes at være en uudtømmelig inspirationskilde for den ganske filmverden. Alene i år har prominente navne som Tom Cruise, Kate Winslet og Daniel Craig spillet med i hver deres nazi-film. Men er det stadigvæk interessant og relevant med alle disse film vedrørende Hitlers vederstyggelige udskejelser? Et spørgsmål, hvortil et stort rungende måske må blive svaret. Nazismens nærmest iboende ondskab er så dragende, fordi den er så uforståelig, hvilket dog ikke nødvendigvis gør enhver ny kilde fra nazismens grufulde æra filmisk fascinerende. En anonym tysk bestseller-dagbog udgør seneste skud på den filmiske inspirationsstamme.

Denne dagbog blev skrevet af en anonym kvindelig journalist, der sammen med andre kvinder står forladt tilbage i Berlin og nazismens murbrokker efter den røde hærs indtog. Men Berlins befriere viser sig - til de tyske kvinders store fortrydelse - ikke at være heltmodige idealister, men derimod hævngerrigt lystfyldte mænd, der har set deres nærmeste blive slagtet af tyske soldater og langt hjemmefra har behov at opfylde. De arme tyske kvinder må, hvis de har livet kært, agere russiske feltmadrasser, inklusive vores anonyme kvindelige hovedperson. En køn, men udmagret kvinde, der forladt af sin mand har sat sig for at overleve – koste hvad det vil. Hun får arrangeret en form for luksusbordel, hvilket kun officererne kan benytte. Her veksler kvinderne deres kroppe til beskyttelse og en betragtelig levestandard.

At der skulle være helte i krig demonteres i filmen tidligt og effektivt - her er kun ofre. Når talen falder på anden verdenskrig, så tænkes der imidlertid ofte på gassede jøder og faldne mandlige soldater som ofre for krigen. Ikke specifikt kvinder. Det er perspektivet for denne film om et ubelyst kapitel af krigen, der peger på, at det måske er langt værre at overleve og opleve et krigsnederlag end at omkomme på slagmarken.

Samtidig åbner filmen op for flere potentielt berigende diskussioner. Var disse kvinder ofre eller forrædere, der mere end fysisk gik i seng med fjenden? Findes der befriere eller kun nye besættere? Spændende temaer, men desværre evner "En kvinde i Berlin" ikke at åbne op for denne paradoksernes æske. Selvom russerne får overvundet nazisterne, så får filmen aldrig rigtig overvundet sin ellers lovende start, hvorfor vi ved rulleteksternes ankomst sidder med en uforløst film. Vi kommer aldrig for alvor ind på livet af vores hovedperson, og de mange overgreb på hendes krop og person bliver sammen med hendes overlevelseskamp ikke vedkommende eller knugende nærværende.

Det skyldes, at vi hele tiden præsenteres for et væld af sidehistorier og bifigurer. I flæng kan nævnes den tavse mongolske soldat, det unge og hemmeligt loftbeboende par, den ældre dekadente bordelmutter, adskillige officerer og en ung kvindelig russisk samarit. Hver især med deres personligt interessevækkende beretning, men her forbliver de distraktioner for et uudfoldet hovedforløb. Indledningsvist havde sideforløbet med den russiske kvinde dog potentiale. Ville hun mon opretholde det nationale russisk/tyske skel overfor den stakkels anonyme tysker eller måske solidarisere sig med hende som en medsøster? Nej, hun bliver brugt til noget så ligegyldigt simpelt som jalousi. Sikke et spild.