Hjertet banker bag ligusterfascismens høje hække

Her er en mand. Han hedder Ove. Ove er bitter – og vred – og alene – og forstokket – men mest af alt bitter. Han bor i et søvnigt villakvarter, hvor han gør en dyd ud af at holde regnskab med alt og alle. Kører du knallert på gangstierne, så ryger du i Oves lille, sorte bog. Parkerer du uden for stregerne på parkeringspladsen, så ryger du i Oves bog. Sorterer du ikke dit affald, så ryger du i Oves bog. Pisser din irriterende chihuahua på Oves plæne, så får du et møgfald og ryger i Oves bog. Af en eller anden grund er Ove ikke særligt vellidt.

Det kræver nok ikke en erfaren filmanmelder at gætte, hvor plottet er på vej hen. Vi skal komme til at holde af Ove og lære, at han inderst inde faktisk er et godt menneske. Som jeg så ofte har pointeret, så er der ikke noget i vejen med klichéer, hvis man bruger dem godt. “En mand der hedder Ove” kommer faktisk godt fra land i den henseende. Ove er nemlig på ingen måde indstillet på at åbne sig for omverdenen. Tværtimod. Han har fået nok og har besluttet sig for at begå selvmord. Det er dog sværere, end man umiddelbart skulle tro. For han har tekniske problemer og bliver konstant forstyrret. Ikke engang døden kan man have i fred. Han plages også af konstante flashbacks til sin fortid.

Der er i disse passager, at man begynder at forstå, hvorfor Ove er bitter. Det er stort set sikkert, at hver gang, det går ham godt, så lurer katastrofen lige om hjørnet. Som regel annonceret af de forhadte ‘hvidskjorter’. Det er, hvad Ove kalder dem, der aldrig siger, hvad de hedder, men kun hvilken institution, de kommer fra, og som altid ved bedst og aldrig tillader noget at stå i vejen for deres planer.

Det eneste problem, jeg har med den plotkonstruktion, er sådan set, at Ove aldrig bliver en usympatisk person. Man lærer aldrig at hade ham, før man begynder at elske ham, hvilket gør en stor del af første halvdel overflødig. Skylden for det ligger for en stor del på Rolf Lassgårds skuldre. Han spiller simpelthen så åbenhjertigt, at man ikke kan lade være med at holde med Ove, når han tyranniserer parcelhusfolket. Ove er i bund og grund en karikatur, men Lassgård gør ham tilpas troværdig til, at vi føler med ham, når han endnu engang må besøge konens gravsten og meddele, at han lige er blevet nødt til at ”ordne én ting til, før jeg kan komme.”

Bahar Pars spiller den nye nabo, Parvaneh, der er flyttet ind med sin lettere tumpede mand og deres to børn. Som Ove selv taler hun lige ud af posen, og de to slår hovederne sammen med gode resultater. Hun overbeviser ham om at give køreundervisning, men da hun går i panik ved et vejkryds, får Ove nok og giver hende en skideballe; hvis hun kan flygte fra Iran, slå sig ned i et fremmed land, lære sproget, få sig en uddannelse og føde to børn, så kan hun vel også lære at køre bil. Det er en god, omend lidt kluntet morale, men heldigvis sælger de to skuespillere den.