Anja og Viktor og kræft

Regner Grasten har en næse for tidsånden. For pengene. “Anja og Viktor” eller “Hvidstengruppen”. Hver film til sin tid. For tiden vil tiden have romantiske unge, der lider. Af kræft. “En flænge i himlen” og “Me and Earl and the Dying Girl”. Den har Regner også regnet ud. Så nu får folket sørgelig kræft-romantik, der dufter af penge.

For det er godt nok en udspekuleret omgang det her. Det er YOLO, så det driver. Og som i “Anja og Viktor” så handler det ikke ligestillet om pige og dreng, men om dreng, der aktivt kigger på passiv pige. Cecilie er en manic pixie dream girl, der aldrig findes IRL. Hun er en ren drengefantasi. Langbenet blondine, der hellere vil se “Fast & Furious 7” end fint fransk. Der foretrækker et spil pool, armlægning og en runde tequila-shots frem for en kop latte. Hun får den Viktor-charmerende Jeppe til at blive bedre til basketball. Til at leve. Det går én vej.

Sådan var det også med the dying girl. Hun fik kræft, så det hele blev lidt mere emo-alvorligt. Og så hun kunne få sådan en lidt quirky hat, som drenge drømmer om, at piger har på. Sådan en får Cecilie naturligvis også, da kemoen rammer. Hun er en påklædningsdukke. Fræk djævel med spidse horn til skolebal, inden hun er en stripper for ham bag i drømmebilen. Og så har hun den slags kræft, der kun er slem, når der skal grædes. Den kan også sættes på pause, så det forelskede par kan tage på carpe-diem-tur til Gran Canaria og få tatoveret et asiatisk tegn på armen.

Selv om jeg hader Cecilie-karakteren, så er jeg vild med Clara Rosager, der spiller den. Hun er debutant og et godt bud på Danmarks egen New Girl som Zooey Deschanel. Hun er en bedre drengefantasi, end Sofie Lassen-Kahlkes Anja nogensinde var det. Hun gør det til at forstå, at Jeppe vil anstrenge sig ekstra, når han spiller basket. Nikolaj Groth som Jeppe har det anderledes svært. “Tarok”-Thorvald Lervads manuskript får Jeppe til sådan cirka at sige ting som: Vi skal huske på, at vi ved ikke, hvor længe livet varer. Det er dybt. Dybt dårligt skrevet.

Måske er det bare mig, der tænker “En-to-tre-nu!” ihjel. For den er lavet til hjertet. Hvis du er i tvivl om det, så siger baskettræneren det i indledningen. Han fortæller Jeppe, at det skal komme indefra. Inde fra hjertet. Der skal ikke tænkes. For det bliver gjort for en. Basketkampen er ikke bare en kamp imellem to hold. Det er Kampen. For at leve. Og sådan en kamp kan både vindes og tabes. Det ved vi fra alle de andre cancer-romantiske film, der også taler til hjertet.