Havde den med garanti snart Oscar-belønnede “En ubekvem sandhed” blot været en lang monolog om den efterhånden kendte kendsgerning, at vi langsomt og støt er i gang med at tage livet af vores kære planet, havde den ikke været nær så engagerende, som den vitterligt er. Så kunne man næsten lige så godt have smækket en af de talløse Discovery-dokumentarer om emnet i dvd-afspilleren eller måske bare havde surfet internettet igennem i stedet. Men filmen er samtidig et fascinerende portræt af en mand, som for blot få år siden ikke kunne bevæge sig uden for en dør uden at blive forfulgt af en armé af sikkerhedsfolk og journalister, men hvis eneste kompagnon i dag på sine mange rejser er en lille kuffert. Mine damer og herrer: Mr. Al Gore.

Der er et eller andet sørgeligt ved at se den nu gråhårede, forhenværende vicepræsident stilfærdigt traversere halvtomme lufthavnsterminaler uden at blive skænket et eneste betydningsfuldt nik eller øjekast. Men hverken Gore eller filmholdet er ude på at lave en sentimental tåreperser og fokusere for meget på det tragiske valgnederlag i 2000 og den nuværende regerings uduelighed på miljøområdet. Manden er tydeligvis stadigvæk enormt populær og en eftertragtet taler, og filmens bagmænd har langt vigtigere ting på dagsordenen – såsom at forklare, hvorfor verden er ved at gå under, og hvad man kan gøre for at sætte en bremser for den ubarmhjertige temperaturstigning.

Inddragelsen af vigtige hændelser i Gores liv, såsom en inspirerende lærer, søsterens tobaksinducerede død og en voldsom bilulykke involverende hans søn, er med til at gøre dokumentaren mere personlig og på en måde også mere vedkommende. Vi får således en helt særlig indsigt i mandens motivation for at rejse hele verden rundt med et veldrejet slideshow med den globale opvarmning som omdrejningspunkt. Nogle af tingene har man hørt før, andre ikke. Men uanset hvad ens viden og/eller standpunkt er på forhånd, så er det umådelig svært ikke at blive forbløffet og overvældet af Gores velformulerede og flotte show. Nærmest som en Oscar-belønnet mesterskuespiller formår Gore skiftevis at være dejlig humoristisk og drønalvorlig. Manden er en fantastisk formidler.

Billederne bliver for øvrigt fornemt understøttet af canadiske Michael Brooks enestående musik, som bliver suppleret af et par veludvalgte passager fra Thomas Newmans sublime “In the Bedroom”-score. “En ubekvem sandhed” varer kun halvanden time, og egentlig kunne man godt have ønsket sig en lidt længere spilletid. Enkelte passager synes at overstås en anelse for hurtigt, og nogle vil garanteret efterlyse lidt mere debatindbydende objektivitet. Men den rutinerede tv-instruktør Davis Guggenheims dokumentar bør være obligatorisk undervisningsmateriale i samtlige undervisningsinstitutioner verden over. Et must.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Optagelserne fra selve foredraget blev skudt på HD, og de ser glimrende ud her på dvd. Farverne er smukke, og kontrasten er eminent. Der opstår aldrig udtværing – end ikke i billedets mørkeste afkroge. Mængden af glorier forårsaget af edge-enhancement er minimal, og transferet er skarpt hele vejen igennem. Billederne og de forskellige klip (meget af det skudt på 16mm og 35mm) bliver præsenteret så godt som muligt, og selvom der af og til optræder lidt gryn og snavs, så bliver man aldrig nogensinde distraheret.

AudioDen hædrede lyddesigner Skip Lievsay og hans kollegaer har kreeret en fin lydside, som bliver udmærket præsenteret her på dvd. Størstedelen af filmen går med at høre Gore tale, og heldigvis kommer al dialogen tydeligt og klart igennem fra centerhøjtaleren. Lyden har en god rumklang, som nærmest får en til at føle sig til stede under foredraget. Men det engelske Dolby Digital 5.1 spor kreerer også en overraskende god atmosfære, som primært fronthøjtalerne, men af og til også baghøjtalerne, er med til at skabe.

EkstramaterialeBare rolig, der er ikke noget galt med din lokale dvd-forhandler. Uanset hvor du end køber “En ubekvem sandhed”, så får du discen i et lille, tyndt paphylster, som selvsagt er lavet af genbrugsvenligt materiale. Prisværdigt, men det er nok meget smart at putte discen i et andet hylster, hvor selve skiven er bedre sikret mod eventuelle ridser.

Discen byder på to kommentarspor – det ene med instruktøren Guggenheim; det andet med producerne Laurie David, Lawrence Bender, Scott Z. Burns og Lesley Chilcott. De er begge meget underholdende og byder på talrige fine og finurlige anekdoter og få pauser og gentagelser. Vi får bl.a. at vide, at Guggenheim gerne ville have haft sneen på Paramount-logoet til at smelte, og at Simpsons-skaberen Matt Groening og andre prominente personligheder gik med til at udlevere materiale til filmen gratis.

I “An Update with Former Vice-President Al Gore” (33 min.) taler Gore om mange af de ting, som forskerne er nået frem til, i den tid der er gået, siden filmen udkom i biografen. Dette er et stærkt supplement til selve filmen, som er omtrent lige så velproduceret og præcis lige så informativt og essentielt.

Der er desuden musikvideoen til Melissa Etheridges Oscar-nominerede sang “I Need to Wake Up” og en fornem 11 minutter lang dokumentar om konstruktionen af filmens kulisse og både forberedelserne til optagelserne og selve optagelserne. Det er overraskende rørende at se det stående bifald, manden får, når han går ind på scenen for første gang.

Det hændte en nat på teatret, at der gik ild i kulisserne. Forestillingens klovn trådte op på scenen for at underrette publikum, der troede, det var en vittighed og klappede. Han gentog sin advarsel til endnu større jubel og latter. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde: Under almindelig jubel af vittige hoveder, der troede, det var en vits.

Disse ord, frit efter Søren Kierkegaard, ligger ikke langt fra sindet under “En ubekvem sandhed” der, som en anden bajads, skriger sin advarsel op til en tilsyneladende døv verden, om at katastrofen ligger lige om hjørnet. Filmen tager udgangspunkt i et multimedieforedrag som Al Gore har udviklet og holdt i årevis siden det bitre nederlag til Bush ved præsidentvalget i 2000. Han har rejst jorden rundt med foredraget i et forsøg på at gøre opmærksom på den trussel han mener vi står overfor.

Filmens budskab er i korte træk at: 1) Den globale opvarmning er et faktum. 2) Det er menneskelig adfærd, der forsager den. 3) Vi kan allerede nu se virkninger af den. 4) Hvis vi ikke griber ind, vil katastrofer af hidtil uset omfang ramme os. 5) Vi besidder den viden og teknologi, der kan rette op på situationen.

Afbrændingen af fossile brændstoffer og skovrydning har drastisk øget mængden af kuldioxid i atmosfæren og forsaget den globale opvarmning. Vi oplever dens virkninger i form af gletschere der forsvinder med højere vandstande og hyppigere oversvømmelser som resultat, samt flere orkaner så som Katrina, der sønderrev New Orleans.

Undervejs klippes der frem og tilbage mellem foredraget og forskellige anekdoter fra Al Gores liv, de oplevelser og prøvelser han har været igennem og hvilke årsager der er til hans passionerede engagement i miljøsagen. Filmen er instrueret af Davis Guggenheim, der tidligere bl.a. har instrueret afsnit af “24 timer”, samt produceret tv-serien “Deadwood”. Under hans kompetente hånd formår “En ubekvem sandhed” at være vedkommende og underholdende – en ganske imponerende bedrift taget filmens meget tekniske udgangspunkt i betragtning. Filmen suppleres af Gores udtalte taleevner og humoristiske lune. Hans kække åbningsreplik er: ”Jeg er Al Gore. Jeg plejede at være den næste amerikanske præsident”.

Miljødokumentarer er alt for ofte dommedagslignende rædselshistorier der, som en anden kolerisk prædikant, forudser den snarlige og retfærdige straf over os væmmelige mennesker, fordi vi har syndet så fælt mod jorden. De plages ofte af en så overvældende humorforladt form, at resultatet er resignation snarere end handling. Dog ikke her, hvor materialet formidles levende og – på trods af budskabet – optimistisk. Filmen begrænses primært af formen. Den er grundlæggende blot et langt foredrag og kan derfor ikke måle sig med f.eks. Michael Moores respektløst provokerende dokumentarer hvad angår underholdningsværdi. Til gengæld er den mere fokuseret på skeptikerne end de allerede overbeviste og er derfor potentielt langt mere effektiv som overtalelsesinstrument.