Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 119

Hvem ser du helst som Star Wars-instruktør?

  • Denis Villeneuve
    26%
  • Christopher Nolan
    26%
  • En anden
    10%
  • Peter Jackson
    9%
  • Tommy Wiseau
    7%
  • Joss Whedon
    7%
  • Taika Waititi
    6%
  • Ridley Scott
    4%
  • Zack Snyder
    3%
  • Patty Jenkins
    2%

En ubekvem sandhed 2

Originaltitel: An Inconvenient Sequel: Truth to Power
Instruktion: Bonni Cohen
Medvirkende: Al Gore, George W. Bush
Produktionsår: 2017
Længde: 100 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Dokumentar
Links: IMDb
Censur: 11 år
I biografen: 16/11-2017
Bio-distributør: UIP

Dato: 15. November 2017   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Geostorm: Al Gore havde ret

Det er præcis som i "Geostorm". Godt nok en langsom udgave af "Geostorm" med snak og grafer. Men det er igen vejret, der truer Jorden. Regnbomber, brand og solstorme truer freden. Og kun én mand kan redde os. Gerard Bu... Al Gore. Han er den handlekraftige hovedperson i "An Inconvenient Sequel", der er mere ubetydelig end ubekvem.


Foto: UIP


For der er ikke sket meget siden "En ubekvem sandhed", der vandt Oscars og en Nobel Fredspris til Al Gore. Den tidligere vicepræsident holder forelæsning om klimakrisen; tal, grafer og statistik (be)viser, at det ser skidt ud for klodens tilstand. Det var kedeligt dengang, det er kedeligt nu. Men man må give originalen, at den var 'vigtig'. Den globale samtale om klima kom højere op på dagsordenen, efter Al Gore forklarede sig på film. Det er derfor, at film er verdens mest betydningsfulde medie - det havde jo stået i avisen i mange år.

Men den her sequel har bare ikke samme vigtighed. Der er intet nyt. Det går stadig varmt som i Helvede med klimaet; isen smelter, vandet stiger. Det forsikrer Al Gore selv om fra en helikopter med udsigt over den vigende is på Grønland, inden han iført gummistøvler besøger en oversvømmelse i Miami. Han får våde strømper, den er helt gal! Det fortæller han foran en forsamling, der allerede er overbevist. Det var varmere i 2016 end nogensinde før, hvilket illustreres af en Powerpoint.


Foto: UIP


Så hvorfor denne "En ubekvem sandhed 2"? Mest af alt virker det som Al Gores tak for sidst til skeptikerne i forbindelse med originalen, som i modstanderkredse blev sammenlignet med Joseph Goebbels'sk propaganda. Han overdrev budskabet. Men det gjorde han ikke. Han havde ret. Det fortæller han igen og igen, imens han gør klar til nærmest ene mand at redde verden i Paris ved COP 21 i 2015.

Herfra skiftes der tempo og stil; fra forelæsning og statistik til en regulær klima-thriller a la "Geostorm". Terrorister angriber Paris uger inden det afgørende klima-topmøde, men verden står sammen med Al Gore i spidsen og redder dagen. Aftalen kom i hus, som Donald Trump nu har forladt igen. Trump er en slags Kylo Ren for "En ubekvem sandhed 2", hvor han leder en ny First Order imod klimaet og sandheden. Men bare rolig: Jedi-ridderen fortsætter kampen - Al Gore vil sørge for, at the truth awakens.


Foto: UIP


Vurdering: En ubekvem sandhed 2

Det hele slutter med en rørstrømsk tale, hvor Al Gore sammenligner klimakampen med den afro-amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Gæt selv, hvem der er Martin Luther King Jr. For når du ikke kunne blive præsident, så kan du altid blive en moderne messias. Ligesom Gerard Butler.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.