En uge og en dag

InstruktionAsaph Polonsky

MedvirkendeSharon Alexander, Evgenia Dodina, Shai Avivi

Længde98 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen19/01/2017

Anmeldelse

En uge og en dag

3 6
De skæve og de døde

Hvor meget sjov kan man lige få ud af kræftdød og sorg? At det kan være svært at svare på, har ikke fået Asaph Polonsky til at ryste på hånden under indspilningen af “En uge og en dag”. Metodisk undersøger han tabet som menneskeligt vilkår, men hans film har også et tydeligt sorthumoristisk lag, der stiller flabede spørgsmålstegn ved alt det seriøse. Sorrig og glæde de vandre til hobe og alt det der. Personligt finder jeg blot, at sorgen i “En uge og en dag” ender med at trampe hen over sin makker, og at man skal lede meget langt efter de livgivende grin.

Titlen refererer til den jødiske sørgeuge, Shive. Det meget lille plot udspilles på den første dag, hvor sørgetiden er overstået og ægteparret Eyal og Vicky Spivak skal i gang med deres liv igen. Den abrupte tilbagevenden er ikke overraskende sværere end som så. Polonsky bruger det religiøse rituals nærmest naive ligefremhed – græd igennem på tid og kom tilbage til arbejdet – som konfliktens kerne. Ikke alene er Spivak’erne slet ikke afklarede med den uendelige, forvirrende smerte. Deres forskellige tilgange truer også med at skubbe dem endnu længere væk fra hinanden. Mens Vicky trods modstand fra kollegerne insisterer på at arbejde, bruger Eyal al sin tid på at få fat i sønnens medicinske cannabis.

Det er stort set historien i “En uge og en dag”, og selv om vi når en tur forbi stranden og også er ved at ødelægge en anden families begravelse, er langt de fleste scener koncentreret om familiens dagligstue. Et konsekvent valg i retning af det intime og nøgternt realistiske, men også en dramatisk stopklods. Det er ikke nødvendigvis skidt at koncentrere og skære til og lade skuespillerne arbejde i detaljen. Polonsky går bare ofte fra skæv minimalisme til det, man kunne kalde flueknepperi-fortælling. Eyal kan ikke rulle en joint, Eyal skælder naboen ud, Eyal tager en lur. Eyal giver alle andre lyst til at tage en lur.

Det er nok et vellignende portræt af lammende sorg, men som filmfortælling lukker “En uge og en dag” sammen om sig selv. Eyal Spivaks selvhad er bidende intenst, forståeligt nok, men han bliver ikke vedkommende eller på nogen måde rørende. Hans komiske virkemiddel er en øretæveindbydende stædighed, som Shai Avivi aldrig får udfoldet til mere end brokkerier. Ikke engang en 15-20 potjoints med naboens stenersøn, Zooler, gør hans tirader morsomme eller bare lidt kreative. Hvis ens idé om humor er påvirkede mennesker med ondt i livet, kan man lige så godt holde sig til Dynamit-Harry.

For at skære igennem tågerne bruger Polonsky da også lidt kræfter på Vickys mere aktive sorgbearbejdning. Men han kan åbnebart ikke lade joints’ne ligge i en sekvens, der om muligt er mindre sjov og relevant end hendes mands. Evgenia Dodias Vicky føles i det hele taget som en tilføjelse, en forstyrrelse i en historie, der først og fremmest er Eyals. Der går ikke længe, før hun er væk igen, og de to hashrygende herrer render rundt på sønnens hospice og på kirkegården midt under en begravelse. Meget sigende opstår nogle af de bedste øjeblikke her, helt uden hovedkaraktererne. En mands tanker om sin søsters død udtrykker på fem korte, humorfyldte minutter alt, hvad man har manglet fra fortællingen om hr og fru Spivak.

“En uge og en dag” lukker uden nogensinde at have åbnet helt op. Vicky og Eyal Spivak holder alt og alle, især publikum, på afstand med tavse miner og indestængt vrede. Som dramatiske figurer er de troværdige og velspillede, men de står også meget stille midt i ét langt familieskænderi. Polonskys historie er derfor mere en tung koger end en boblende rus af nye idéer. Det er i hvert fald ikke her, man lærer at grine af dødelig sygdomme.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Det midaldrende ægtepar, Eyal og Vicky reagerer vidt forskelligt på deres 25-årige søn Ronnies død. Da den traditionelle 7-dages sørgeperiode, Shivaen, er ovre finder Vicky meget hurtigt tilbage til hverdagens rutiner og genoptager sit job som skolelærer, mens Eyal har sværere ved at finde tilbage til livet. Han stjæler sin døde søns medicinske marihuana og tilbringer tiden derhjemme, hvor han ryger sig skæv, spiller ping-pong og luftguitar sammen med naboens stenede søn Zooler.

Det umage par tager tilbage til Eyals søns hospice i jagt efter et glemt tæppe, men ender på en udflugt til havet, arrangeret for en lille pige, hvis kræftramte mor, ligger på nabostuen.