Med politieskorte i South Central

Los Angeles er ikke kun Hollywood og Malibu. Det er også Inglewood og South Central. Nu er det jo ikke sådan, at vi ikke kender de steder. De optræder jo perifert i alskens politiserier og gangsterfilm – som regel når en uheldig grønskolling har forretninger at gøre hos latinamerikanske narkokarteller. Men i “End of Watch” kommer vi tættere på. Meget tættere.

De to politibetjente Taylor og Zavala er ikke korpsets mest politisk korrekte lovhåndhævere. De er heller ikke de to underhunde, der skal bevise, at de er lige så gode som de andre. Derimod er de dem, der mobber underhundene. Dem, der viser deres heltemod over for alle andre, imens kollegerne irriteret nikker på hovedet, fordi de gang på gang må indrømme, at de to gutter rent faktisk er de allerbedste. Forestil dig et par mere elskværdige versioner af Dwayne Johnson og Samuel L. Jackson i “The Other Guys”. Det er dog også denne arrogance, der giver Taylor og Zavala problemer, da de ved et tilfælde opdager en stor mængde narko i deres patruljenabolag. For hvis der er én ting, der kan genere narkokartellerne, er det, når et par dristige og overmodige politibetjente forsøger at forpurre deres forretning.

Plottet i “End of Watch” er en mindre detalje og viser sig da også først efter en hel time, hvor vi har fulgt to mennesker, der især er interessante på grund af deres veloplagte og charmerende samspil. Det kan tilmed argumenteres, at plottet udelukkende er skabt for at skabe en effektiv og nervepirrende afslutningssekvens. Visse kynikere vil måske beskylde “End of Watch” for hverken at have en dagsorden eller noget på hjerte, men det ville være en fejlvurdering, for selvom den åbenlyse historiefortælling ligger i baggrunden, har “End of Watch” masser at sige. Det er de to mennesker bag uniformerne, Taylor og Zavala, der kommer i første række. Dagligdagen. Privatlivet. Venskabet. Og den konstante fare, der pludseligt kan dukke op på et splitsekund.

Samspillet mellem de to betjente bliver filmens største drivkraft og hovedgrunden til, at “End of Watch” fungerer så godt. Taylor og Zavala er mennesker med mange lag og nuancer, som hele tiden kan anes under overfladen. I skikkelse af den evigt undervurderede Michael Peña ser vi Zavala, og der går ikke lang tid, før man aner en følsom dreng bag alle vittighederne og laissez-faire-attituden. Måske er han endda en smule for følsom til jobbet, der går ham mere på, end han aner. Hans makker, Taylor (eminent spillet af Jake Gyllenhaal, der har optrådt alt for sjældent på det hvide lærred de seneste år), er en følsom herre, selvom han prøver at holde det skjult for makkeren. I en scene sidder de to i bilen, mens det begynder at gå op for ham, at han måske er i store problemer med de latinamerikanske narkobagmænd. Hans ansigtstræk er minimale og lidet mærkbare, men alligevel skinner den store panik igennem. Nu er det ikke sjovt længere, og hvad skal han dog gøre nu?

En hjemmevideoæstetik præger “End of Watch”, men hvor andre politifilm også går efter en realistisk, håndholdt stil, går instruktøren David Ayer et skridt videre og gør nærmest kameraet til en tredje karakter. Den ene af vores hovedpersoner filmer nemlig det hele til et filmprojekt, men filmprojekt-elementet virker dog noget søgt, og for det meste generer det bare filmens flow. Den realistiske æstetik er én af grundende til, at “End of Watch” fungerer så godt, men hvis bare vores hovedpersoner ikke vidste, at de var med i en film/hjemmevideo, kunne filmen have været anderledes naturalistisk i sit dokumentariske udtryk.