Byggemand Denzel går amok i Silvan

Denzel Washington har haft en lang og til tider imponerende karriere som skuespiller, men alt for ofte er han blevet typecastet som den tavse, intense hævner. Når man ser “The Equalizer” er det dog nemt at forstå hvorfor. Han har et stenhårdt fokus i sit blik, og hans kropssprog og mimik giver indtryk af koldt, kontrolleret dræberinstinkt. Heldigvis får han også lov til at vise en mere rolig side i denne film, der som den første i Antoine Fuquas lange række af veldrejede thrillers (“Training Day”, “Brooklyn’s Finest”, “Olympus Has Fallen”) formåede mere end blot at underholde mig.

Robert McCall er en stille, tilbagetrukket mand, der arbejder i et byggemarked og ellers lever så spartansk og anonymt som muligt. Det imponerede mig, at “The Equalizer” tør bruge næsten en tredjedel af filmen på at etablere ham og hans forhold til sin omverden, inden den går i gang med det yderst voldelige hævndrama, som vi ved kommer. Han har svært ved at sove og tilbringer derfor ofte nætterne med at sidde og læse i en lokal diner, hvor han møder den prostituerede Teri. Han hjælper kollegaen Ralphie med at træne og tabe nogle kilo, før han skal til prøve som sikkerhedsvagt. Stille og udramatiske scener, der netop giver betydning til den efterfølgende, højspændte handling.

Den handling afvikles til gengæld i overensstemmelse med alle genrens konventioner. Selvtægtsfilm har været fast inventar i Hollywood mange år før “Taken”. Det genredefinerende værk er nok Charles Bronsons “En mand ser rødt”, hvilket faktisk var Denzel Washingtons debutfilm, hvor han dog befandt sig på den modtagende ende af den selvbestaltede retfærdighed. Bronsons klassiker har et åndeligt slægtskab med “The Equalizer”. Begge hovedroller er den gennemført ordinære mand, der viser sig at have helt specielle kompetencer, som de bruger til at gennemtrumfe deres egne retfærdighedsprincipper. De to adskiller sig dog markant ved, at “En mand ser rødt” sætter store spørgsmålstegn ved selvtægt som koncept, mens den nye her er anderledes ukritisk.

Den mangel på en moralsk konsekvens af de mere og mere ekstreme midler, som McCall tager i brug, er filmens største svaghed. Det pointeres ganske vist, at han aldrig skader uskyldige, men den undskyldning bliver formidlet på en måde, der virker konstrueret og kunstig, hvilket ødelægger den realisme, som der ellers bruges betragtelige kræfter på at opbygge. “The Equalizer” er klart stærkest, når den ikke føles som endnu en Hollywood-actionfilm. Lavpunktet kommer, da McCall springer en olietanker i luften, hvilket han forlader gående i slow-motion ud mod kameraet med den gigantiske eksplosion i ryggen. En sådan kliché river mig helt ud af filmoplevelsen og fik mig bare til at tænke på Andy Samberg og Will Ferrels sang “Cool Guys Don’t Look at Explosions”.

Paradoksalt nok er fotograferingen i resten af tiden netop det, der bidrager til realismen og til at skabe indlevelse i karaktererne. Det altid bevægende kamera svæver i begyndelsen konstant omkring McCall, men efterhånden som hans verden åbner sig, og han engagerer sig mere aktivt i den, åbnes der op for vidvinkel-shots og større tableauer. Man har i lyssætningen tilstræbt så meget naturligt lyst som muligt. Fotografen gør dygtigt brug af skygger og blinde vinkler, hvilket øger spændingen i de meget velkoreograferede actionscener. Det bedste ved dem er i øvrigt den store opfindsomhed i McCalls valg af våben. Alt kan blive til et dødeligt våben i hans hænder, hvilket er specielt tilfredsstillende i slutscenerne i byggemarkedet.