Som mus og bjørn

Jeg indrømmer gerne, at det var med skepsis, at jeg forkølet satte mig til rette i biografsædet en iskold november-morgen for at tilbringe de næste 90 minutter i selskab med en fransk tegnefilm for børn. Det kom derfor som en meget positiv overraskelse, at “Ernest & Celestine” er en både medrivende og kærlig film, der varmede mit forkølede hjerte. Det er en film om venskab på tværs af (dyre)racer, på tværs af klasser og på tværs af forskelligheder. Det er fransk og meget politisk korrekt, ja vist, men det er ikke desto mindre en film, der emmer af social indignation og oprigtig fortællelyst.

Filmen foregår i et univers, der kun består af mus og bjørne, og lige så vel som musene er bange for bjørne, så er bjørnene (på bedste hysteriske bedstemor-manér) også bange for mus. Den lille mus Celestine tror imidlertid ikke på, at bjørne og mus ikke kan være venner, og en dag da hun færdes oppe i bjørnenes samfund, støder hun pludselig på Ernest. Det er selvfølgelig en mulighed for at bevise, at den gensidige frygt er for dum, og selvom det hele lyder meget klassisk kedeligt, så var det ikke min oplevelse.

Det skyldes i første omgang den store opfindsomhed fra det franske instruktør-trekløver. Mus er gnavere, og deres samfund er derfor afhængig af stærke fortænder. Hvad fungerer bedst som tandprotége for en mus?, spørger den strenge tandlæge Celestine. Svaret er bjørnetænder! Musene vover sig derfor op til bjørnene for at stjæle ungernes tænder, når de er faldet ud, og musene virker derfor som en slags tandfeer i bjørnenes verden. Samtidig er det sjovt at se bjørnene leve som mennesker, og vi følger blandt andet en familie, hvor faderen sælger slik, og moderen er tandlæge med museskræk

Men der, hvor der for alvor begynder at ske noget, er, da Ernest og Celestine møder hinanden og stille og roligt bliver venner. Et venskab, der er hjulpet godt på vej af en rolig, meget spartansk tegnestreg, der giver gode og virkningsfulde udtryk i dyrenes ansigter, og det er svært at stå for den lille mus med taske og rød jakke. Celestine er optimisten, mens Ernest til at starte med i højere grad bare er en småalkoholisk, altædende enspænder. Da Celestine tilmed skal forestille at være et barn, så varmer og fornøjer hendes godmodighed og velvilje blot det mere. At hun langsomt åbner Ernest op og gør ham uselvisk, virkede på mig og min snotnæse troværdigt hjerteligt.

Den sociale indignation i filmen er dejlig overtydelig fransk. Det kan jeg godt lide. Den bliver især tydelig hen imod slutningen, hvor de andre mus og bjørne begynder at tage affære imod Ernest og Celestines utraditionelle venskab. Uden at afsløre noget så foregår det ved en gennemført vellavet krydsklipning mellem de to samfunds retsinstanser, og selvom pointen – fordomme og mistillid fører kun undertrykkelse med sig – er skåret gevaldigt ud i pap, så har den overordentligt stor relevans og er netop fortalt på en måde, så selv børn kan være med. Den varme fortælling om venskab mellem en bjørn og en mus er samtidig en meget menneskelig fortælling, og takket være en velvalgt tegnestil kan den fungere for de fleste. Selv skeptiske snotnæser.