Stiletter på isen

Hvordan er det at være homoseksuel i Grønland? Jeg forestillede mig, at svaret på det spørgsmål ville være tungt og trist. Noget med klaustrofobisk isolation, daglige tæv og en lavine af selvmord. Den historie rumsterer skam også i yderkanten af Lene Stæhrs dokumentar, “Eskimo Diva”. Men det er ikke hele historien. Heldigvis. For når Nuka Bisgaard folder sig ud som drag-performeren Eskimo Diva, er det ikke klagesange, der strømmer ud af højtalerne, så det giver genlyd i de grønlandske bygder. Det er tværtimod positivt trodsige toner, som ikke lader sig dæmpe af omgivelsernes undren, men insisterer på at vende den til forståelse og accept.

Både Nuka Bisgaard og instruktør Lene Stæhr har blik for det slående billede, som sætter situationen på spidsen. Temaet bankes på plads i en af de første scener, hvor Nuka, klædt i hvid pels og sort party-dress, hentes i en limousine, der stikker ud som et fremmedobjekt i det lille samfund, som er så langt fra den slags excesser og flamboyance, at scenariet tager sig helt surrealistisk ud. Og når Nukas ven foreslår, at han finder stiletterne frem til et fotoshoot på isen, er symbolikken også til at få øje på: ”Jeg tror ikke, der er nogen, der er gået med stiletter på isen før,” bemærker vennen.

“Eskimo Diva” er først og fremmest et sympatisk portræt af Nuka Bisgaard, som modigt insisterer på at tage sit drag-show på turne i hele Grønland, selv om volden og homofobien stadig lurer visse steder i det grønlandske samfund. Den side af sagen får dog ikke lov til at fylde hele billedet. For selv om Nuka flere gange bliver latterliggjort og chikaneret, er det ikke der, det primære fokus ligger. Det ligger snarere på den accept og kærlighed, som Nuka finder hos sine venner – ikke mindst hos sine forældre. I en af de mest rørende scener fortæller Nukas far stolt om, hvordan sønnen har ændret folks holdninger ved at insistere på sin ret til at være sig selv.

På den måde er Nukas historie også en indgang til at nuancere billedet af det moderne Grønland og af den unge generation, som bringer nyt håb om positiv udvikling til den store ø. Nuka vil ikke flytte til København, selv om tilværelsen sikkert ville blive betragteligt lettere i Danmark. Han vil blive i Grønland og forsøge at forbedre forholdene. “Eskimo Diva” største styrke er, at den føjer sådanne håbefulde nuancer til det dunkle billede, der ofte tegnes af Grønland.

Enkelte scener virker dog fortænkte, som når Nuka hives med på sæljagt, hvor han mildest talt ikke føler sig hjemme. Det skal vel nok vise noget om, at den traditionelle grønlandske levevis er ved at blive fremmed for de unge, men det fremstår bare umotiveret og kluntet iscenesat. Til gengæld er fotograf Henrik Ipsens billeder af den grønlandske natur alt andet end kluntede. Himlen, vandet og isen stjæler billedet på skift.