Nu ved jeg hvordan helvede ser ud. Det er ikke et flammehav af svovl og lava, hvor askegrå dæmoner med dødningesmil torturerer ulykkelige sjæle. Helvede ligner paradoksalt nok en tre-værelses lejlighed i Trolhättan i Sverige, hvor fire forvirrede og fortabte skæbner har isoleret sig fra omverden. De pejler desperat rundt i blinde efter et mål, her hvor al logik ophører, og hvor menneskets inderste drifter – og grimmeste sider – blotlægges. Lukas Moodysson har efter den rystende “Lilja 4-Ever” skabt et misantropisk og dysttopisk værk i stil med den østrigske filmprovokatauer Ulik Seidl, der uden tvivl nok skal ryste og sætte sindene i kog hos publikum.

“Et hul i mit hjerte” er lige dele Sodoma & Gomora og Sartres teaterstykke “Lukkede døre”, for her ses menneskets mest basale (og ofte modbydelige) lyster blottet for tabu og moral, som var personerne dømt til at udleve alle dødssynderne en efter en. Men det er også et billede af vor eksistentielle forvirring i en hverdag, som ikke giver mening, vores råb om hjælp, eller vores ønske om at blive hele, som Erik i filmen pointerer.

Vi møder Richard (Thorsten Flinck), en sølle undskyldning af en far, som bor alene sammen med sin søn Erik (Bjørn Almroth), der for længst har isoleret sig på sit værelse bag nedrullede persienner, og hvis eneste venner er de regnorme han opbevarer i en blikdåse. Richard forsøger kluntet at komme tættere på sin søn ved at vise ham en luftpistol for ”alle folk elsker da våben”. Men Erik har kun foragt overfor sin far og den pornofilm, han er ved at optage i stuen sammen med vennen Geko (Goran Marjanovic) og den unge pige Tess (Sanna Bråding). Geko er tydeligvis et godt menneske, men hans had til sin mor og generelle forvirring gør ham til en tikkende bombe. Tess er blevet vraget af Big Brother og ønsker desperat at blive en stor pornostjerne, men i Erik finder hun også en sårbar sjælefrænde, der måske kan forstå hende.

Disse mennesker har valgt at gemme sig for omverden, fordi de ikke kan eksistere under virkelighedens betingelser, hvilket ses med al tydelighed, da Tess i en af filmens mest modbydelige scener (dem er der mange af!) bliver mishandlet, mens kameraet kører, hvorefter hun chokeret og nedbrudt forlader lejligheden i hast. Man havde troet, at hun ville være ‘gone for good’ men så dukker hun pludselig op igen, glad og festlig, og et madorgie påbegyndes – verden udenfor er åbenbart værre end Richards lejlighed.

Det er ikke et normalt set-up, og man skal da heller ikke forvente sig en klar og plotorienteret historie, for handlingen minder mest af alt om et kæmpe vakuum. Tiden er imploderet, da de hektiske klip frem og tilbage efterlader tilskueren med en fornemmelse af tidsløshed. Der snakkes, drikkes, spises, hores, grædes, grines og soves. Ind imellem snakker personerne til kameraet i et slags kulsort skrifterum optaget med nattekamera. Det hele er holdt i en håndholdt videoæstetik, der ofte giver opfattelsen af en hektisk hjemmevideo uden retningssans, lidt ligesom den pornofilm Richard, Geko og Tess laver. Det er tydeligvis et bevidst valg fra instruktørens side, men til tider sidder man med følelsen af, at filmen lider under samme isolation som karaktererne den skildrer.

“Et hul i mit hjerte” er først og fremmest en modbydelighedens og ubehagets tour de force, som når sexscenerne klippes sammen med operationsbilleder eller lemlæstelsen af en latex vagina. Ofte bruges barbiedukker og actionfigurer til at repræsentere personerne, hvilket giver en surrealistisk oplevelse af den verden de befinder sig i, men samtidig også viser karakterernes infantile forsøg på at trække sig ind i sig selv og blive børn igen.

Det groteske og frastødende afløses dog i glimt af det virkelig smukke, når vi ser den gemte uskyld hos personerne. Som i Gekos drøm, da han falder i søvn mid coitus og ser sig selv dansende på en mark, filosoferende omkring ufoer og korncirkler. Eller i Eriks fortælling om livet på bunden af havet, der hvor intet lys når ned. I disse øjeblikke er personerne ikke kun ynkelige, men også elskelige.

Moodysson havde oprindeligt planer om at lave filmen i USA med amerikanske skuespillere (Christinal Aguilera og Sylvester Stallone var bl.a. på tale), men endte med at lave den i Sverige, hvilket tilfører den en mere jordnær og mindre fiktiv kvalitet. Skuespillerne er alle fire som skræddersyet til deres roller, og det er imponerende at se, hvor langt de har været villige til at gå for at realisere instruktørens vision. Især de pornografiske scener får én til at hæve øjenbrynene og tænke, “wow, kan man virkelig tillade sig det i en spillefilm?” Men det kan Moodysson, og man må tage hatten af for hans kompromisløshed i sit forsøg på at skabe dette helvedesbillede. Det er bl.a. meget sigende for filmen, at skuespillernes kønsdele ikke er censureret, men at product placements i form af varemærker derimod er det.

Teknisk er “Et hul i mit hjerte” ligeledes et sanseligt overload både på billede- og lydsiden, og især den infernalske klipning, komplet med supernærbilleder af hud og kropsdele, samt lyddesignet, der blander skærende støj, subsoniske undervandslyde og blød, kontemplerende musik, fortjener stor ros.